Du er her:
Peer Gynt
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
​
1.utg: [I]
​
HIS: 477
​
HU: 55
PEER GYNT
ET DRAMATISK DIGT
AF HENRIK IBSEN
KJØBENHAVN
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL)
TRYKT HOS J. H. SCHULTZ
1867

 
​
1.utg: [II]
​
1.utg: [III]
PEER GYNT
​
1.utg: [IV]
​
HIS: 478
​
HU: 57
De handlende
AASE, en Bondemands Enke
PEER GYNT, hendes Søn
TO KJÆRRINGER med Kornsække
ASLAK, en Smed
BRYLLUPSGJÆSTER, KJØGEMESTER, SPILLEMAND, o. s. v.
ET PAR INDFLYTTERFOLK
SOLVEJG og LILLE HELGA, deres Døttre
BONDEN PAA HÆGGSTAD
INGRID, hans Datter
BRUDGOMMEN og HANS FORÆLDRE
TRE SÆTERJENTER
EN GRØNKLÆDT KVINDE
DOVREGUBBEN
ET HOFTROLD, FLERE LIGNENDE
TROLDJOMFRUER og TROLDUNGER
ET PAR HEXE
TOMTEGUBBER, NISSER, HOUGFOLK, o. s. v.
EN STYGG UNGE
EN STEMME I MØRKET
FUGLESKRIG
KARI, en Husmandskone
Master COTTON, Monsieur BALLON, Deherrer V. EBERKOPF og TRUMPETERSTRAALE, rejsende Herrer
EN TYV og EN HÆLER
ANITRA, en Beduinhøvdings Datter
ARABERE, SLAVINDER, DANSENDE PIGER, o. s. v.
MEMNONSTØTTEN (syngende)
SFINXEN VED GIZEH (stum Person)
​
HIS: 479
BEGRIFFENFELDT, Professor, Dr. phil., Forstander for Daarekisten i Kairo
HUHU, en Maalstræver fra Malebarkysten
HUSSEJN, en østerlandsk Minister
EN FELLAH med en Kongemumie
FLERE DAAREKISTELEMMER samt DERES VOGTERE
EN NORSK SKIPPER og HANS MANDSKAB
EN FREMMED PASSAGÉR
EN PREST
ET LIGFØLGE
EN LENSMAND
EN KNAPPESTØBER
EN MAGER PERSON
Handlingen, der begynder i Førstningen af dette Aarhundrede og slutter henimod vore Dage, foregaar dels i Gudbrandsdalen og paa Højfjeldene deromkring, dels paa Kysten af Marokko, dels i Ørkenen Sahara, i Daarekisten i Kairo, paa Havet, o. s. v.
​
HIS: 480
​
​
1.utg: [1]
​
HIS: 481
​
HU: 59
FØRSTE HANDLING
En Lid med Løvtrær nær ved Aases Gaard. En Elv fosser nedover. Et gammelt Kværnehus paa den anden Side. Hed Sommerdag.
Peer Gynt, en stærkbygget tyveaars Gut, kommer nedover Gangstien. Aase, Moderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og skjælder.
AASE
Peer, du lyver!
PEER GYNT uden at standse
Nej, jeg gjør ej!
AASE
Naa, saa band paa, det er sandt!
PEER GYNT
Hvorfor bande?
AASE
Tvi; du tør ej!
Alt ihob er Tøv og Tant!
PEER GYNT staar
Det er sandt – hvert evigt Ord!
​
1.utg: 2
AASE foran ham
Og du skjæms ej for din Moer?
Først saa render du tillfjelds
maanedsvis i travle Aannen,
for at vejde Ren paa Faannen,
​
HIS: 482
kommer hjem med reven Pels,
uden Byrse, uden Vildt; –
og tillslut med aabne Øjne
mener du at faa mig bildt
ind de værste Skytterløgne! –
Naa, hvor traf du saa den Bukken?
PEER GYNT
Vest ved Gjendin.
AASE ler spotsk
Rigtig, ja!
PEER GYNT
Hvasse Vinden bar ifra;
bag et Oreholt forstukken
han i Skaresneen grov
efter Lav –
​
HU: 60
AASE som før
Ja rigtig, ja!
PEER GYNT
Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte Knirken af hans Hov,
saa af ene Hornet Grenene.
​
1.utg: 3
Derpaa varsomt mellem Stenene
frem paa Bugen jeg mig flytted.
Gjemt i Røsen opp jeg glytted; –
slig en Bukk, saa blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
​
HIS: 483
AASE
Nej, bevares vel!
PEER GYNT
Det smaldt!
Bukken stupte bums i Bakken.
Men i samme Stund, han faldt,
sad jeg skrævs paa Bukkeryggen,
greb ham i det venstre Øre,
vilde netopp Kniven kjøre
bagom Skolten ind i Nakken; –
hej! da skreg han vildt, den Styggen,
stod med et paa alle fire,
slog mig med et Agterkast
ud af Næven Kniv og Slire,
skrued mig om Lænden fast,
stemte Hornene mod Læggen,
klemte mig, som i en Tang; –
dermed satte han paa Sprang
bent fremover Gjendin-Eggen!
AASE uvilkaarligt
Jesu Navn da –!
PEER GYNT
Har du set den
​
1.utg: 4
Gjendin-Eggen nogen Gang?
Den er halve Milen lang,
hvass bortefter, som en Ljaa.
Udfor Bræer, Skred og Lider,
rakt nedover Urder graa,
kan en se till begge Sider
​
HU: 61
lukt i Vandene, som blunder
svarte, tunge, mer end tretten-
hundred Alen nedenunder. –
​
HIS: 484
Langsmed Eggen han og jeg
skar os gjennem Vejret Vej.
Aldrig red jeg slig en Fole!
Midt imod, der vi foer fram,
var det som der gnistred Sole.
Brune Ørnerygge svam
i det vide svimle Slug
midtvejs mellem os og Vandene, –
sakked agterud, som Fnug.
Isflak brast og brød mod Strandene;
men der var ej Døn at høre;
bare Hvirvlens Vætter sprang,
som i Dans; – de sang, de svang
sig i Ring for Syn og Øre!
AASE svimmel
Aa, Gud trøste mig!
PEER GYNT
Med et,
paa en raadløs braabratt Plett,
​
1.utg: 5
foer ivejret Rype-Steggen,
flaksed kagglende, forskræmt,
fra den Knart, hvor han sad gjemt,
klods for Bukkens Fod paa Eggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et Himmelspring
udfor Dybet med os begge!
(Aase vakkler og griber efter en Træstamme. Peer Gynt bliver ved)
Bag os Bergets svarte Vægge,
under os et bundløst Slug!
Først vi kløvte Lag af Taager,
kløvte saa en Flok af Maager,
​
HIS: 485
som igjennem Luften vigende
fløj till alle Kanter skrigende.
​
HU: 62
Nedad, uden Stands, foer Toget.
Men i Dybet glittred noget
hvidlet, som en Rensdyrbug. –
Moer, det var vort eget Billed,
som igjennem Fjeldsjø-Stillet
opp mod Vandets Skorpe piled
i den samme vilde Fart,
som i den vi nedad kiled.
AASE gisper efter Vejret
Peer! Gud fri mig –! Sig det snart –!
PEER GYNT
Bukk fra Luften, Bukk fra Bunden,
stangedes i samme Stunden
saa at Skummet om os klasked.
Ja, der laa vi nu og plasked. –
​
1.utg: 6
Langt om længe, du, vi naade
nordre Landet paa en Maade;
Bukken svam, og jeg hang bag ham; –
jeg foer hjem –
AASE
Men Bukken, du?
PEER GYNT
Aa, han gaar der vel endnu; –
(knipser i Fingrene, svinger sig paa Hælen og tillføjer)
kan du finde ham, saa tag ham!
​
HIS: 486
AASE
Og du har ej knækket Nakken?
Ikke begge Laar engang?
Ikke Ryggebenet brudt?
O, Vorherre, – Prisen, Takken,
skyldes dig, som hjalp min Gut! –
Brogen har dog faaet en Revne;
men det er knappt værd at nævne,
naar en minds, hvad meget værre
kunde hændt i sligt et Sprang –!
(standser pludselig, ser paa ham med aaben Mund og store Øjne, kan længe ikke finde Ord, endelig udbryder hun)
O, din Fandens Rægglesmed!
​
HU: 63
Kors og Kors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har kjendt
som en Jente paa de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, –
ikke dig, du –!
​
1.utg: 7
PEER GYNT
Mig, som ham.
Sligt kan mer end engang hændes.
AASE arrig
Ja, en Løgn kan endevendes,
stadses opp med Brask og Bram,
klædes i en nygjort Ham,
saa dens magre Skrott ej kjendes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt saa vildt og stort,
uglet ud med Ørnerygge
og med alt det andet stygge,
​
HIS: 487
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig maalløs Skrækk,
at en kjends ej ved tillsidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
PEER GYNT
Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg slaa ham!
AASE grædende
Aa, Gud give jeg laa Lig;
gid jeg sov i svarte Jorden!
Bøn og Graad ej bider paa ham. –
Peer, du er og blir forloren!
PEER GYNT
Kjære, vakkre, lille Moer,
​
1.utg: 8
du har Rett i hvert et Ord; –
vær saa blid og glad –
AASE
Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt Svin till Søn?
Maa det ikke bittert krænke
​
HU: 64
mig, en stakkars magtløs Enke,
stødt at fange Skam for Løn?
(græder igjen)
Hvad har Slægten nu tillbage
fra din Farfars Velmagtsdage?
Hvor er Skjæpperne med Mynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem Fødder, han, –
ødte dem saa glatt som Sand,
​
HIS: 488
kjøbte Jord i alle Sogne,
kjørte med forgyldte Vogne –.
Hvor er det, som gik tillspilde
ved det store Vintergilde,
da hver Gjæst lod Glas og Flaske
bag sin Rygg mod Væggen klaske?
PEER GYNT
Hvor er Sneen fra ifjor?
AASE
Du skal tie for din Moer!
Se tillgaards! Hvert andet Rude-
Hul er fyldt med gamle Klude.
Hægn og Skigard ligger nede,
​
1.utg: 9
Fæet staar for Vejr og Væde,
Eng og Aker ligger brakk,
hver en Maaned blir jeg pantet –
PEER GYNT
Ti saa med den Kjærringsnakk!
Ofte nok har Lykken skrantet,
og saa kom den højst paafode!
AASE
Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er Storkarl, du, –
lige kaut og kry endnu,
lige knøv, som dengang Presten,
der han kom fra Kjøbenhavn,
spurgte dig om Døbenavn,
bandte paa at sligt et Nemme
sakned mangen Prins derhjemme,
​
HIS: 489
​
HU: 65
saa at Faer din gav ham Hesten
med en Slæde till, som Takk
for den vennesæle Snakk. –
Haa; ja da var alting gjildt!
Provst, Kaptejn og hele Resten
hang her dagstødt, aad og drak,
fyldte sig, saa fast de sprak.
Men i Nød skal kjendes Næsten.
Her blev folketomt og stillt
samme Dag da « Jon med Skjæppen»
tog ivej med Kramkarl-Skræppen.
(tørrer Øjnene med Forklædet)
Ak, du er dog stærk og stor,
​
1.utg: 10
skulde staa som Stav og Støtte
for din gamle skrale Moer, –
skulde Gaardens Gjerning skjøtte,
værge Slumpen af din Arv; –
(græder paany)
aa, Gud hjælpe mig for Nytte
jeg har havt af dig, din Skarv!
Hjemme ligger du i Gruen,
roder rundt i Kul og Emmer;
mellem Byggdens Folk du skræmmer
Jenterne fra Gildestuen, –
gjør mig Spe paa alle Kanter,
slaas med Sognets værste Fanter –
PEER GYNT gaar fra hende
Lad mig være.
AASE følger efter
Kan du nægte
du var fremste Mand i Laget
i det store Basketaget,
​
HIS: 490
som for nylig stod paa Lunde,
der I slogs som olme Hunde?
Var det ikke dig, som knækte
​
HU: 66
Armen paa han Aslak Smed, –
eller idetmindste brækte
ene Fingren hans af Led?
PEER GYNT
Hvem har fyldt dig med slig Præk?
​
1.utg: 11
AASE hidsig
Husmandskonen hørte Hylene!
PEER GYNT gnider Albuen
Ja, men det var mig, som skreg.
AASE
Dig?
PEER GYNT
Ja, Moer, – for jeg fik Pryglene.
AASE
Hvad for noget?
PEER GYNT
Han er spræk.
AASE
Hvem er spræk?
PEER GYNT
Han, Aslak, ved jeg.
​
HIS: 491
AASE
Tvi – og tvi; nu maa jeg spytte!
Slig en slarvet Fyldebøtte,
slig en Rangler, slig en dranket
Drammesluger har dig banket?
(græder igjen)
Mangen Skam og Skjændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste Spe.
​
1.utg: 12
Lad ham være nok saa spræk; –
skal du derfor være vek?
PEER GYNT
Om jeg hamrer eller hamres, –
ligefuldt saa skal der jamres.
(ler)
Trøst dig, Moer –
AASE
Hvad? Har du løjet
nu igjen?
PEER GYNT
Ja, denne Gang.
Tørr saa Graaden pent af Øjet; –
(knytter den venstre Haand)
se, – med denne Knibetang
​
HU: 67
holdt jeg hele Smeden bøjet;
højre Næven var min Slægge –
AASE
O, din Slagsbror! Du vil lægge
mig i Graven med din Færd!
​
HIS: 492
PEER GYNT
Nej da; du er bedre værd;
tyve tusend Gange bedre!
Lille, stygge, snille Moer,
du kan lide paa mit Ord, –
hele Byggden skal dig hædre,
bare vent till jeg faar gjort
noget – noget rigtigt stort!
​
1.utg: 13
AASE blæser
Du!
PEER GYNT
Hvem ved, hvad en kan møde!
AASE
Gid du bare blev saa klog,
at du engang kunde bøde
Flængen i din egen Brog!
PEER GYNT hidsig
Jeg skal blive Konge, Kejser!
AASE
Aa, Gud trøste mig, nu rejser
sidste Resten af hans Vid!
PEER GYNT
Jo, jeg skal! Giv bare Tid!
AASE
Ja, giv Tid, saa blir du Prins,
siges der, om rett jeg minds!
​
HIS: 493
PEER GYNT
Du skal se, Moer!
AASE
Hold din Mund!
Du er gal i Bund og Grund. –
Naa, det er forresten sandt, –
noget var der blevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
​
1.utg: 14
af med Løgn og Tøv og Tant.
Hæggstadjenten var dig god.
Lett du havde vundet Spillet,
hvis du rigtig havde villet –
PEER GYNT
Tror du?
AASE
Gamlen har ej Kræfter
​
HU: 68
till at staa sit Barn imod.
Han er stivsindt paa en Maade;
men tillslut faar Ingrid raade,
og hvor hun gaar, Fod for Fod
stavrer Knarken arrig efter.
(begynder igjen at græde)
Ak, min Peer; en grundrig Jente, –
Odelsjente! Tænk dig till; –
hvis du bare havde villet,
stod du nu som Brudgom gjild, –
du, som gaar her svart og fillet!
PEER GYNT rask
Kom, saa vil vi Ja-Ord hente!
​
HIS: 494
AASE
Hvor?
PEER GYNT
Paa Hæggstad!
AASE
Stakkars dig;
den er stængt, den Friervej!
​
1.utg: 15
PEER GYNT
Hvorfor det?
AASE
Ak, jeg maa sukke!
Spildt er Stunden, spildt er Heldet –
PEER GYNT
Naa?
AASE hulkende
Mens du i Vesterfjeldet
gjennem Luften red paa Bukke,
har Mads Moen fæstet Jenten!
PEER GYNT
Hvad? Den Kvindfolkskræmsel! Han –!
AASE
Ja, hun taer ham nu till Mand.
PEER GYNT
Vent mig her, till jeg faar spændt en
Hest for Kjærren –
(vil gaa)
​
HIS: 495
AASE
Spar sligt Spræl.
Bryllupet skal staa imorgen –
PEER GYNT
Pyt; jeg kommer jo ikveld!
AASE
Tvi dig; vil du øge Sorgen
med et Læss af Hvermands Spott?
​
1.utg: 16
PEER GYNT
Trøst dig. Alting skal gaa godt.
​
HU: 69
(skriger og ler paa engang)
Hejsan, Moer! Vi sparer Kjærren;
det taer Tid at hente Mærren –
(løfter hende ivejret)
AASE
Slipp mig!
PEER GYNT
Nej, paa mine Arme
bær jeg dig till Bryllupsgaarden!
(vader ud i Elven)
AASE
Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner –
PEER GYNT
Jeg er baaren
till en gjildere Død –
​
HIS: 496
AASE
Ja visst;
du blir sagtens hængt tillsidst!
(rusker ham i Haaret)
O, dit Ubæst!
PEER GYNT
Hold nu Fred;
her er glatt og Slim paa Bunden.
AASE
Asen!
​
1.utg: 17
PEER GYNT
Ja, brug bare Munden;
det gjør ingen Mand Fortred.
Saa; nu skraar det atter opp –
AASE
Slip ej Taget!
PEER GYNT
Hejsan, hopp!
Vi skal lege Peer og Bukken; –
(galoperende)
jeg er Bukken, du er Peer!
AASE
Aa, jeg ved ej af mig mer!
PEER GYNT
Ser du; nu er Evjen rukken; –
(vader iland)
Giv saa Bukken pent et Kyss;
det faar være Takk for Skyds –
​
HIS: 497
AASE slaar ham paa Øret
Der er Takk for Skydsen!
​
HU: 70
PEER GYNT
Au!
Den Betaling var for snaud!
AASE
Slipp mig!
PEER GYNT
Først till Bryllupsgaarden.
​
1.utg: 18
Vær min Talsmand. Du er klog;
snakk med ham, den gamle Daaren;
sig, Mads Moen er et Drog –
AASE
Slipp!
PEER GYNT
Og sig ham saa tillslut,
hvad Peer Gynt er for en Gut.
AASE
Ja, det kan du bande paa!
Du skal vakkert Skudsmaal faa.
Skildres skal du for og agter;
alle dine Fandens Fagter,
skal jeg nævne grejdt og grant –
PEER GYNT
Saa?
​
HIS: 498
AASE sparker i Arrighed
Jeg skal ej stagge Munden,
før den gamle hidser Hunden
paa dig, som du var en Fant!
PEER GYNT
Hm; saa faar jeg gaa alene.
AASE
Ja, men jeg skal komme efter!
PEER GYNT
Snille Moer, du har ej Kræfter –
​
1.utg: 19
AASE
Ikke det? Jeg er saa sindt,
at jeg kunde knuse Stene!
Hu, jeg kunde æde Flint!
Slipp mig!
PEER GYNT
Ja, ifald du lover –
AASE
Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
PEER GYNT
Nej, du faar nok vente her.
AASE
Aldrig! Jeg vil med i Laget!
​
HIS: 499
PEER GYNT
Faar ej Lov.
​
HU: 71
AASE
Hvad vil du gjøre?
PEER GYNT
Sætte dig paa Kværnetaget.
(sætter hende deropp. Aase skriger)
AASE
Løft mig ned!
PEER GYNT
Ja, vil du høre –?
AASE
Sludder!
​
1.utg: 20
PEER GYNT
Snille Moer, jeg beer –
AASE kaster en Græstørv efter ham
Løft mig ned paa Timen, Peer!
PEER GYNT
Turde jeg, saa visst jeg vilde.
(nærmere)
Husk nu paa at sidde stille.
Ikke spark og spænd med Benene;
ikke riv og rusk i Stenene, –
ellers kan det gaa dig ilde;
du kan dratte ned.
​
HIS: 500
AASE
Dit Bæst!
PEER GYNT
Ikke spræl!
AASE
Gid du var blæst
som en Bytting ud af Verden!
PEER GYNT
Fy da, Moer!
AASE
Tvi!
PEER GYNT
Giv mig heller
din Velsignelse till Færden.
Vil du? Hvad?
​
1.utg: 21
AASE
Jeg vil dig dænge,
om du end er nok saa stor!
PEER GYNT
Ja, far vel da, kjære Moer!
Hav nu Taal; jeg blir ej længe.
(gaar, men vender sig, løfter Fingeren formanende og siger)
Husk saa paa du ikke spræller!
(gaar)
AASE
Peer! – Gud hjælpe mig, nu gaar han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
​
HIS: 501
​
HU: 72
vil du høre! – Nej, der skraar han
over Jordet –!
(skrigende)
Hjælp! Jeg svimler!
To Kjærringer med Sække paa Ryggen kommer nedover till Kværnen.
FØRSTE KJÆRRING
Kors; hvem skriger?
AASE
Det er mig!
ANDEN KJÆRRING
Aase! Se, – saa højt paa Straa?
AASE
Dette her vil lidt forslaa; –
snart, Gud bedre mig, jeg himler!
FØRSTE KJÆRRING
Signe Rejsen!
​
1.utg: 22
AASE
Hent en Stige;
jeg vil ned! Den Fandens Peer –!
ANDEN KJÆRRING
Sønnen jers?
AASE
Nu kan I sige,
I har set, hvor han sig ter.
​
HIS: 502
FØRSTE KJÆRRING
Vi skal vidne.
AASE
Hjælp mig bare;
jeg vil bent till Hæggstad fare –
ANDEN KJÆRRING
Er han der?
FØRSTE KJÆRRING
Saa blir I hævnet;
Smeden kommer og till Stævnet.
AASE vrider Hænderne
Aa, Gud trøste mig for Gutten;
de taer Livet hans till Slutten!
FØRSTE KJÆRRING
Ak, den Lod er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det saa er laget!
​
1.utg: 23
ANDEN KJÆRRING
Hun er rent fra Sans og Vid.
(raaber oppover)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
EN MANDSSTEMME
Hvad er fatt?
ANDEN KJÆRRING
Peer Gynt har løftet
Moer sin opp paa Kværnetaget!
​
HIS: 503
​
HU: 73
En liden Højde med Busker og Lyng. Byggdevejen gaar bagenfor; et Gjærde skiller imellem.
Peer Gynt kommer ad en Gangsti, gaar raskt henimod Gjærdet, standser og ser ud, hvor Udsigten aabner sig.
PEER GYNT
Der ligger Hæggstad. Snart er jeg fremme.
(stiger halvt over; saa betænker han sig)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(skygger for Øjnene og ser bortover)
Nej. Sendingsfolk myldrer tillgaarde som Mygg. –
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(trækker atter Benet till sig)
Stødt saa flirer de bag ens Rygg,
og tisker, saa det tvers igjennem en brænder.
(gaar nogle Skridt fra Gjærdet og river tankespredt i Løvet)
Den, som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde gaa uformærkt. –
Eller den, som var ukjendt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for saa bider Latteren ikke.
(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derpaa skjuler han sig mellem Buskene. Nogle Folk med Sendingskost gaar forbi nedover mod Bryllupsgaarden)
​
1.utg: 24
EN MAND i Samtalen
Faer hans var fordrukken, og Moer hans er laak.
EN KONE
Ja, saa faar en ikke undres paa at Gutten blir et Drog.
​
HIS: 504
Folkene gaar videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i Ansigtet og kiger efter dem.
PEER GYNT sagte
Var det mig, de snakked om?
(med et tvungent Slæng)
Aa, lad dem snakke!
De kan da vel ikke Livet af mig rakke.
(kaster sig ned i Lyngbakken, ligger længe paa Ryggen med Hænderne under Hovedet og stirrer opp i Luften)
For en underlig Sky. Den ligner en Hest.
​
HU: 74
Der er Mand paa med, – og Sadel – og Grime. –
Bagefter rider en Kjærring paa en Lime.
(ler smaat ved sig selv)
Det er Moer. Hun skjælder og skriger: dit Bæst;
hejda, Peer! – –
(lidt efter lidt lukker han Øjnene)
Ja, nu er hun bange. –
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. – –
Hesten har Sølvtopp og Guldsko fire.
Selv har han Handsker og Sabel og Slire.
Kaaben er sid og med Silke foret.
Gjilde er de, som ham følger i Sporet.
Ingen dog sidder saa stout paa Folen.
Ingen dog glittrer som han imod Solen. –
​
1.utg: 25
Nede staar Folk i Klynger langs Gjærdet,
løfter paa Hatten og glaner ivejret.
Kvinderne nejer sig. Alle kan kjende
Kejser Peer Gynt og hans tusende Svende.
Tolvskillingsstykker og blanke Marker
ned han som Smaasten paa Vejen sparker.
Rige som Grever blir alle i Byggden.
​
HIS: 505
Peer Gynt rider tvers over Havet i Højden.
Engellands Prins staar paa Stranden og venter.
Det samme gjør alle Engellands Jenter.
Engellands Stormænd og Engellands Kejser,
der Peer rider frem, sig fra Højbordet rejser.
Kejseren letter paa Kronen og siger –
ASLAK SMED till nogle andre, idet de gaar forbi hinsides Gjærdet
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne Svin –!
PEER GYNT farer halvt ivejret
Hvad, Kejser –!
SMEDEN læner sig till Gjærdet og smaagriner
Rejs paa dig, Gutten min!
PEER GYNT
Hvad Djævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
​
HU: 75
SMEDEN till de andre
Lunde-Sviren hænger nok i ham endnu.
​
1.utg: 26
PEER GYNT springer opp
Gaa med det gode!
SMEDEN
Jeg skal saa, ja.
Men Karl, hvor kommer du sidst ifra?
Sex Uger væk. Var du bergtagen? Hvad?
PEER GYNT
Jeg har gjort underlige Gjerninger, Smed!
​
HIS: 506
SMEDEN blinker till de andre
Lad os høre, Peer!
PEER GYNT
Kommer ingen ved.
SMEDEN lidt efter
Du skal vel till Hæggstad?
PEER GYNT
Nej.
SMEDEN
En Tid
de sagde, Jenten derborte var dig blid.
PEER GYNT
Du svarte Korp –!
SMEDEN viger lidt
Ikke harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, saa finds jo fler –;
​
1.utg: 27
tænk; Søn till Jon Gynt! Følg med tillgaards;
der kommer baade Ung-Lam og Enker tillaars –
PEER GYNT
Till Helved –!
SMEDEN
Du finder nok en som vil ha’e dig. –
God Kveld! Nu hilser jeg Bruden fra dig!
De gaar under Latter og Hvisken.
PEER GYNT ser en Stund efter dem, gjør et Kast, og vender sig halvt om
For mig kan Hæggstad-Jenten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
​
HIS: 507
(ser nedover sig)
Brogen revnet. Fillet og fæl. –
Den, som havde noget nyt at skifte.
(stamper i Bakken)
Kunde jeg med et Slagtertag
rive dem Ringagten ud af Bringen!
(ser sig pludselig om)
​
HU: 76
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? –
Hm, jeg syntes saa visst –. Nej, det var nok ingen. –
Jeg vil hjem till Moer.
(gaar oppover men standser igjen og lytter mod Bryllupsgaarden)
De spiller till Dans!
(stirrer og lytter; gaar skridtvis nedover; Øjnene lyser; han gnider sig langsad Benene)
For en Mylder af Jenter! Syv-otte tillmands!
Aa, piskende Død, – jeg maa med i Laget! –
Men Moer, som sidder paa Kværnetaget – –
(Øjnene drages nedover igjen; han hopper og ler)
​
1.utg: 28
Hejsan, hvor Hallingen gaar over Traakken!
Ja, han Guttorm med Felen er glup!
Det laater og sprætter, som Foss i et Stup.
Og saa hele den glittrende Jenteflokken! –
Ja, piskende Død maa jeg med i Laget!
(sætter med et Spring over Gjærdet og nedover Vejen)
Tunet paa Hæggstad. Stuebyggningen længst tillbage. Mange Gjæster. Dansen gaar livligt borte paa Græsvolden. Spillemanden sidder paa et Bord. Kjøgemesteren staar i Døren. Kokkekoner gaar frem og tillbage mellem Byggningerne; ældre Folk sidder hist og her i Samtale.
​
HIS: 508
EN KONE tager Plads i en Klynge, siddende paa nogle Tømmerstokke
Bruden? Aa, ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldrig ændse.
KJØGEMESTEREN i en anden Flok
Nu faar I, Godtfolk, paa Dunken lænse.
EN MAND
Takk, som byder; men du skjænker for tidt.
EN GUT till Spillemanden, idet han flyver forbi med en Jente ved Haanden
Hejsan, Guttorm, spar ikke Strengene!
JENTEN
Stryg, saa det ljomer udover Engene!
JENTER i Ring om en Gut, som danser
Gjildt Kast var det!
​
1.utg: 29
EN JENTE
Han er spænstig i Læggen!
​
HU: 77
GUTTEN dansende
Her er højt till Loftet og vidt till Væggen!
BRUDGOMMEN smaagrædende, nærmer sig Faderen, som staar i Samtale med et Par andre, og trækker ham i Trøjen
Hun vil ikke, Faer; hun er saa kaut!
FADEREN
Hvad vil hun ikke?
​
HIS: 509
BRUDGOMMEN
Hun har stængt sig inde.
FADEREN
Naa, saa se du kan Nøglen finde.
BRUDGOMMEN
Jeg ved ikke Vejen.
FADEREN
Du er et Naut!
(vender sig till de andre igjen. Brudgommen driver bortover Tunet)
EN GUT fra Bagsiden af Huset
Jenter! Nu kommer der Liv i Tingen!
Peer Gynt er paa Gaarden!
SMEDEN der nys er traadt till
Hvem har bedt ham?
​
1.utg: 30
KJØGEMESTEREN
Ingen.
(gaar mod Huset)
SMEDEN till Jenterne
Snakker han till jer, saa hør ikke paa ham!
EN JENTE till de andre
Nej; vi lader, som vi aldrig saa ham.
PEER GYNT kommer livfuld og hed, standser midt for Flokken og slaar i Hænderne
Hvem er den sprækeste Jente i Ringen?
​
HIS: 510
EN ENKELT till hvem han nærmer sig
Ikke jeg.
EN ANDEN ligesaa
Ikke jeg.
EN TREDJE
Ja, jeg ikke heller.
PEER GYNT till en fjerde
Saa kom da du, før en bedre sig melder.
JENTEN vender sig
Har ikke Tid.
PEER GYNT till en femte
Saa du!
​
1.utg: 31
JENTEN idet hun gaar
Jeg skal hjem.
PEER GYNT
Ikveld? Er du rent fra Sans og Samling!
​
HU: 78
SMEDEN lidt efter, halvhøjt
Peer; der gaar hun till Dans med en Gamling.
PEER GYNT vender sig raskt till en ældre Mand
Hvor er de ledige du?
MANDEN
Find dem frem.
(gaar fra ham)
​
HIS: 511
Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skjult og sky mod Flokken. Alle ser paa ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre Klynger. Hvor han kommer bliver der Taushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.
PEER GYNT sagte
Øjekast; sylhvasse Tanker og Smil.
Det gnissler, som Sagbladet under en Fil!
Han stryger sig langs Gjærdet. Solvejg, med lille Helga ved Haanden, kommer ind paa Tunet i Følge med Forældrene.
EN MAND till en anden i Nærheden af Peer Gynt
Se Indflytterfolket.
DEN ANDEN
De vesterfra?
FØRSTE
Ja, de fra Hedalen.
​
1.utg: 32
ANDEN
Rigtig, ja!
PEER GYNT træder ivejen for de kommende, peger paa Solvejg og spørger Manden
Faar jeg danse med Datter din?
MANDEN stille
Faar saa; men først
maa vi ind og hilse paa Folk i Huset.
De gaar ind.
​
HIS: 512
KJØGEMESTEREN till Peer Gynt, idet han byder Drikke
Er du kommen, saa skal du vel stikke paa Kruset?
PEER GYNT ser ufravendt efter de gaaende
Takk; jeg skal danse. Jeg har ingen Tørst.
(Kjøgemesteren gaar fra ham. Peer Gynt ser mod Huset og ler)
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned paa Skoen og det hvide Sprede –!
Og saa holdt hun i Moderens Skjørteflig,
og bar en Salmebog svøbt i et Klæde –!
Jeg maa se paa den Jenten.
(vil ind i Stuen)
​
HU: 79
EN GUT kommer med flere derfra
Peer, gaar du alt
fra Dansen?
PEER GYNT
Nej.
​
1.utg: 33
GUTTEN
Men saa stævner du galt!
(tager ham i Axlen for at vende ham)
PEER GYNT
Lad mig slippe forbi!
GUTTEN
Er du rædd for Smeden?
PEER GYNT
Jeg rædd?
​
HIS: 513
GUTTEN
Ja, du minds vel paa Lunde forleden?
Flokken ler og gaar ned till Dansepladsen.
SOLVEJG i Døren
Du er visst den Gutten, som vilde danse?
PEER GYNT
Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
(tager hende i Haanden)
Kom saa!
SOLVEJG
Ikke for langt, sa’e Moer!
PEER GYNT
Sa’e Moer? Sa’e Moer! Er du født ifjor?
SOLVEJG
Du gjør Nar –!
PEER GYNT
Du er dog en Unge næsten.
Er du voxen?
​
1.utg: 34
SOLVEJG
Jeg gik ivaares till Presten.
PEER GYNT
Sig Navnet dit, Tøs, saa snakker vi lettere.
SOLVEJG
Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
​
HIS: 514
PEER GYNT
Peer Gynt.
SOLVEJG trækker Haanden till sig
Aa, Kors da!
PEER GYNT
Hvad er det nu?
SOLVEJG
Mit Strømpebaand er løst; jeg maa binde det tættere.
(gaar fra ham)
BRUDGOMMEN trækker i sin Moder
Moer, hun vil ikke –!
​
HU: 80
MODEREN
Vil ikke? Hvad?
BRUDGOMMEN
Vil ikke, Moer!
MODEREN
Hvad?
BRUDGOMMEN
Lette paa Laasen.
​
1.utg: 35
FADEREN sagte og arrig
Aa, du var værd at bindes i Baasen!
MODEREN
Naa, skjæld ikke. Stakkar, han blir nok bra’.
De gaar bortover.
​
HIS: 515
EN GUT som kommer med en hel Sværm fra Dansepladsen
Lidt Brændevin, Peer?
PEER GYNT
Nej.
GUTTEN
Bare lidt?
PEER GYNT ser mørkt paa ham
Har du noget?
GUTTEN
Det kunde nok hænde.
(trækker en Lommeflaske frem og drikker)
Aah! hvor det river! – Naa?
PEER GYNT
Lad mig kjende.
(drikker)
EN ANDEN
Nu faar du ogsaa smage paa mit.
PEER GYNT
Nej!
​
1.utg: 36
DEN SAMME
Aa, Snakk; vær nu ingen Taabe.
Drikk du, Peer!
PEER GYNT
Saa giv mig en Draabe.
(drikker igjen)
EN JENTE halvsagte
Kom, lad os gaa.
​
HIS: 516
PEER GYNT
Er du rædd for mig, Tøs?
EN TREDJE GUT
Hvem er ikke rædd for dig?
EN FJERDE
Paa Lunde
viste du jo hvad Konster du kunde.
PEER GYNT
Jeg kan mer end som saa, naar jeg først slaar mig løs!
​
HU: 81
FØRSTE GUT hviskende
Nu kommer han sig!
FLERE slaar Kreds om ham
Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?
​
1.utg: 37
PEER GYNT
Imorgen –!
ANDRE
Nej, nu ikveld!
EN JENTE
Kan du hexe, Peer?
PEER GYNT
Jeg kan mane Fanden!
EN MAND
Det har Bedstemoer kunnet før jeg blev født!
PEER GYNT
Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
​
HIS: 517
Jeg har engang manet ham ind i en Nødd.
Den var ormstukken, ser I!
FLERE leende
Det er grejdt at skjønne!
PEER GYNT
Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt –
EN I FLOKKEN
Men maatte derind?
PEER GYNT
Ja vel. Jeg dytted Hullet med en Pind.
Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!
EN JENTE
Nej, tænk!
​
1.utg: 38
PEER GYNT
Det var plent som en hører en Humle.
JENTEN
Har du ham endnu i Nødden?
PEER GYNT
Nej,
nu er den Djævel strøgen sin Vej.
Det er hans Skyld at Smeden har lagt mig for Had.
EN GUT
Saa, du?
PEER GYNT
Jeg gik till Smidjen og bad
han vilde knække den Nøddeskallen.
​
HIS: 518
Det lovte han; lagde den bort paa Pallen;
​
HU: 82
men Aslak er nu saa haardhændt, han; –
og stødt saa skal han nu bruge Slæggen –
EN STEMME FRA FLOKKEN
Slog han Fanden ihjæl?
PEER GYNT
Han slog som en Mand.
Men Fanden hytted sig, foer som en Brand
tvers gjennem Taget og kløvte Væggen.
FLERE
Og Smeden –?
PEER GYNT
Stod der med stegte Hænder.
Siden den Dag var vi aldrig Venner.
Almindelig Latter.
​
1.utg: 39
NOGLE
Den Rægglen er god!
ANDRE
Den er snart hans bedste!
PEER GYNT
Tror I, jeg digter ihob?
EN MAND
Aa nej,
det er du fri for; jeg kjender det meste
fra Farfaer –
PEER GYNT
Løgn! Det er hændt med mig!
​
HIS: 519
MANDEN
Det er jo alting.
PEER GYNT med et Slæng
Hej, jeg kan ride
rakt gjennem Luften paa gjilde Heste!
Aa, jeg kan mangeting, jeg, skal I vide!
Skoggerlatter igjen.
EN I FLOKKEN
Peer, rid lidt i Luften!
MANGE
Ja, kjære Peer Gynt –!
PEER GYNT
I har ikke nødig at tryggle saa tyndt.
Jeg skal ride som et Uvejr over jer alle!
Hele Sognet skal mig tillfode falde!
​
1.utg: 40
EN ÆLDRE MAND
Nu er han rivende gal.
EN ANDEN
Det Fæ!
EN TREDJE
Storskryder!
EN FJERDE
Løgnhals!
​
HIS: 520
PEER GYNT truer mod dem
Ja vent, skal I se!
​
HU: 83
EN MAND halvdrukken
Ja vent; du skal faa dig en børstet Trøje!
FLERE
En mørbanket Rygg! Et blaamalet Øje!
Sværmen spreder sig, de ældre i Vrede, de yngre under Spott og Latter.
BRUDGOMMEN tætt indved ham
Du, Peer, er det sandt du kan ride i Luften?
PEER GYNT kort
Alting, Mads! Du maa tro, jeg er Kar’, jeg.
BRUDGOMMEN
Saa har du vel ogsaa Usynligheds-Kuften?
PEER GYNT
Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
(vender sig fra ham. Solvejg gaar over Tunet med Helga ved Haanden)
​
1.utg: 41
PEER GYNT mod dem; det lysner i ham
Solvejg! Aa, det er godt du kommer!
(griber hende om Haandledet)
Nu skal jeg svinge dig spræk og gjild!
​
HIS: 521
SOLVEJG
Slipp mig!
PEER GYNT
Hvorfor?
SOLVEJG
Du er saa vild.
PEER GYNT
Vild er Renbukken med, naar det gryr mod Sommer.
Kom saa, Jente; vær ikke tvær!
SOLVEJG trækker Armen till sig
Tør ikke.
PEER GYNT
Hvorfor?
SOLVEJG
Nej, du har drukket.
(gaar bortover med Helga)
PEER GYNT
Den, som havde sit Knivsblad stukket
tvers igjennem dem, – en og hver!
BRUDGOMMEN puffer ham med Albuen
Kan du ikke hjælpe mig ind till Bruden?
​
1.utg: 42
PEER GYNT tankespredt
Bruden? Hvor er hun?
BRUDGOMMEN
Paa Stabburet.
​
HIS: 522
​
HU: 84
PEER GYNT
Naa.
BRUDGOMMEN
Aa, du, Peer Gynt, du faar friste paa!
PEER GYNT
Nej, du faar være min Hjælp foruden.
(en Tanke skyder opp i ham; han siger sagte og hvasst)
Ingrid paa Stabburet!
(nærmer sig Solvejg)
Har du betænkt dig?
(Solvejg vil gaa; han træder ivejen)
Du skjæms, fordi jeg ser ud som en Fant.
SOLVEJG hastigt
Det gjør du ikke; det er ikke sandt!
PEER GYNT
Jo! Og saa er jeg lidt paa en Kant;
men det var paa Trods, for du havde krænkt mig.
Kom saa!
SOLVEJG
Tør ikke nu, om jeg vilde!
PEER GYNT
Hvem er du rædd for?
​
1.utg: 43
SOLVEJG
Mest for Faer.
PEER GYNT
Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med Øret? Hvad? – Naa, svar!
​
HIS: 523
SOLVEJG
Hvad skal jeg svare?
PEER GYNT
Er Faer din Læser?
Er ikke du og Moer din med?
Naa, vil du svare!
SOLVEJG
Lad mig gaa i Fred.
PEER GYNT
Nej!
(dæmpet, men hvasst og skræmmende)
Jeg kan skabe mig om till et Trold!
Jeg skal komme for Sengen din inatt Klokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
saa maa du ikke bilde dig ind det er Katten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit Blod i en Kopp;
og din vesle Syster, hende æder jeg opp;
ja, for du skal vide, jeg er Varulv om Natten; –
​
HU: 85
jeg skal bide dig over Lænder og Rygg – –
(slaar med engang om og beder som i Angst)
Dans med mig, Solvejg!
SOLVEJG ser mørkt paa ham
Nu var du stygg.
(gaar ind i Stuen)
​
1.utg: 44
BRUDGOMMEN kommer drivende igjen
Du skal faa en Stud, vil du hjælpe mig!
PEER GYNT
Kom!
​
HIS: 524
De gaar bag Huset. Idetsamme kommer en stor Flok fra Dansepladsen; de fleste er drukne. Larm og Oppstyr. Solvejg, Helga og Forældrene kommer med endel ældre Folk ud i Døren.
KJØGEMESTEREN till Smeden, som er fremst i Flokken
Hold Fred!
SMEDEN trækker Trøjen af
Nej, nu skal her æskes Dom.
Peer Gynt eller jeg skal i Bakken bændes.
NOGLE
Ja, lad dem nappes!
ANDRE
Nej, bare skjændes!
SMEDEN
Næver maa till; her baader ej Ord.
SOLVEJGS FADER
Styr dig, Mand!
HELGA
Vil de slaa ham, Moer?
EN GUT
Lad os heller gjøgle med alle hans Løgne!
​
1.utg: 45
EN ANDEN
Sparke ham af Laget!
​
HIS: 525
EN TREDJE
Spytte ham i Øjne!
EN FJERDE till Smeden
Stikker du opp, du?
SMEDEN kaster Trøjen fra sig
Øget skal slagtes!
INDFLYTTERKONEN till Solvejg
Der kan du se hvor den Tomsing agtes.
AASE kommer med en Kjæpp i Haanden
Er Sønnen min her? Nu skal han ha’e Stryg!
Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!
SMEDEN brætter Skjorteærmene opp
Till slig en Kropp er Paaken for myg.
​
HU: 86
NOGLE
Smeden vil dænge ham!
ANDRE
Flænge ham!
SMEDEN spytter i Hænderne og nikker till Aase
Hænge ham!
AASE
Hvad? Hænge min Peer? Ja, prøv, om I tør; –
​
1.utg: 46
Aase og jeg, vi har Tænder og Klør! –
Hvor er han?
(raaber henover Tunet)
Peer!
​
HIS: 526
BRUDGOMMEN kommer løbende
Aa, Guds Død og Plage!
Kom, Faer og Moer, og –!
FADEREN
Hvad er ivejen?
BRUDGOMMEN
Tænk, Peer Gynt –!
AASE skriger
Har de taget ham afdage?
BRUDGOMMEN
Nej, Peer Gynt –! Se, oppover Hejen –!
MÆNGDEN
Med Bruden!
AASE lader Kjæppen synke
Det Ubæst!
SMEDEN som himmelfalden
I bratteste Fjeldet
klyver han, ja-Gud, paa Gjetens Vis!
BRUDGOMMEN grædende
Han bær’ hende, Moer, som en bærer en Gris!
​
1.utg: 47
AASE truer opp till ham
O, gid du faldt ned og –!
(skriger i Angst)
Træd varsomt i Hældet!
​
HIS: 527
HÆGGSTADBONDEN kommer barhovedet og hvid af Vrede
Jeg tager hans Liv for det Bruderov!
AASE
Aa, nej Gud straffe mig om I faar Lov!
​
HIS: 528
​
​
1.utg: [48]
​
HIS: 529
​
HU: 87
ANDEN HANDLING
En trang Fjeldsti højt oppe. Det er tidlig Morgen.
Peer Gynt gaar ilsomt og uvillig langs Stien. Ingrid, halvt brudepyntet, søger at holde ham tillbage.
PEER GYNT
Gaa ifra mig!
INGRID grædende
Efter dette!
Hvor?
PEER GYNT
Saalangt du vil for mig.
INGRID vrider Hænderne
O, hvad Svig!
PEER GYNT
Unyttig Trætte.
Hver faar gaa sin egen Vej.
INGRID
Brott – og Brott igjen os binder!
​
1.utg: 49
PEER GYNT
Djævlen staa i alt, som minder!
Djævlen staa i alle Kvinder, – –
uden en –!
​
HIS: 530
INGRID
Hvem er den ene?
PEER GYNT
Ikke dig.
INGRID
Hvem er det da?
PEER GYNT
Gaa! Gaa did du kom ifra!
Fort! Till Faer din!
INGRID
Kjære, vene –!
PEER GYNT
Ti!
INGRID
Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
PEER GYNT
Kan og vil.
INGRID
Lokke først, – og saa forskyde!
PEER GYNT
Og hvad Kaar har du at byde?
​
1.utg: 50
​
HU: 88
INGRID
Hæggstad Gaard og mere till.
​
HIS: 531
PEER GYNT
Har du Salmebog i Klædet?
Har du Guldfax over Nakken?
Skotter du nedover Spredet?
Holder du din Moer i Stakken?
Svar!
INGRID
Nej; men –?
PEER GYNT
Gik du till Presten
nu ivaar da?
INGRID
Nej, men Peer –?
PEER GYNT
Har du Blygsel over Øjet?
Kan du nægte, naar jeg beer?
INGRID
Kors; jeg tror, hans Vid er fløjet –!
PEER GYNT
Blir der Helg, naar en dig ser?
Svar!
INGRID
Nej, men –
PEER GYNT
Hvad er saa Resten!
(vil gaa)
​
1.utg: 51
​
HIS: 532
INGRID træder ivejen
Ved du, det er halsløs Daad,
hvis du sviger?
PEER GYNT
Faar saa være.
INGRID
Du kan vinde Gods og Ære,
hvis du taer mig –
PEER GYNT
Har ej Raad.
INGRID brister i Taarer
O, du lokked –!
PEER GYNT
Du var villig.
INGRID
Trøstløs var jeg!
PEER GYNT
Jeg var yr.
INGRID truende
Ja, men Boden blir dig dyr!
PEER GYNT
Dyrest Bod faar kaldes billig.
INGRID
Staar du fast ved dit?
​
1.utg: 52
​
HIS: 533
PEER GYNT
Som Sten.
INGRID
Godt; saa se da, hvem som vinder!
(gaar nedover)
​
HU: 89
PEER GYNT tier en Stund; med et skriger han
Djævlen staa i alt, som minder!
Djævlen staa i alle Kvinder!
INGRID drejer Hovedet og raaber haanligt opp
Uden en!
PEER GYNT
Ja; uden en.
De gaar hver sin Vej.
Ved et Fjeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et Uvejr trækker opp.
Aase, fortvivlet, raaber og ser sig om till alle Sider. Solvejg har ondt for at holde Skridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et Stykke bagefter.
AASE fægter med Armene og river sig i Haaret
Alting er imod mig med Vredens Vælde!
Himmel og Vand og de stygge Fjelde!
Himlen vælter Skodde for at forvilde ham!
Det lumske Vand vil ved Livet skille ham!
Fjeldene vil slaa ham med Skred og Rap; –
​
1.utg: 53
og saa Menneskene! De er ude paa Drab!
​
HIS: 534
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den Bytting; at Fanden skulde friste ham!
(vender sig till Solvejg)
Ja, er det ikke rent utænkeligt, sligt?
Han, som stødt foer med Løgn og Digt; –
han, som bare i Munden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt Værk; –
han –! En kunde baade græde og le! –
O, vi holdt sammen i Nød og Ve.
Ja, for du skal vide, Manden min drak,
foer Byggden rundt med Daarskab og Snak,
ødte og traadte vor Velstand under Fod.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre Raad, end at glemme;
for det falder mig saa svært at staa rigtig imod.
​
HU: 90
Det er saa fælt at se Skjæbnen under Øjne;
og saa vil en jo gjerne ryste Sorgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde Tankerne fra sig.
En bruger Brændevin, en anden bruger Løgne;
aa, ja! saa brugte vi Eventyr
om Prinser og Trolde og alleslags Dyr.
Om Bruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de Fandens Ræggler skulde i ham hængt?
(forfærdet igjen)
Hu, for et Skrig! Det er Nøkken eller Draugen!
Peer! Peer! – Deroppe paa Haugen –!
(løber oppover en liden Højde og ser over Vandet. Indflytterfolkene kommer till)
AASE
Ikke Spor at se!
​
1.utg: 54
​
HIS: 535
MANDEN stille
Det er værst for ham.
AASE grædende
Ak, min Peer! Mit fortabte Lam!
MANDEN nikker mildt
Ja, rigtig. Fortabt.
AASE
Nej, snakk ikke slig!
Han er saa glup. Der er ingen ham lig.
MANDEN
Du daarlige Kvinde!
AASE
Aa-ja, aa-ja;
jeg er daarlig; men Gutten er bra’!
MANDEN altid dæmpet og med milde Øjne
Hans Sind er forhærdet; hans Sjæl er tabt.
AASE angst
Nej, nej da! Saa haard er Vorherre knappt!
MANDEN
Tror du han kan for sin Syndegjæld sukke?
AASE ivrig
Nej, men han kan ride i Luften paa Bukke!
​
1.utg: 55
KONEN
Kors, er I gal?
​
HIS: 536
MANDEN
Hvad siger I, Moer?
AASE
Ingen Gjerning er ham for stor.
I skal se, faar han bare leve saa længe –
MANDEN
Bedst var det, I saa ham i Galgen hænge.
AASE skriger
Kors i Jesu Navn!
​
HU: 91
MANDEN
Under Mestermands Hænder
tør ske, at hans Sind sig till Anger vender.
AASE fortumlet
Aa, I snakker mig snart i Svime!
Vi maa finde ham!
MANDEN
Frelse hans Sjæl.
AASE
Og Kropp!
Sidder han i Myren, maa vi drage ham opp;
er han bergtagen, maa vi efter ham kime.
MANDEN
Hm! – Her er Fævej –
​
1.utg: 56
AASE
Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig tillrette!
​
HIS: 537
MANDEN
Det er Kristenpligt.
AASE
Tvi; da er de Hedninger, alle de andre!
Der var ikke en, som med vilde vandre –
MANDEN
De har kjendt ham for godt.
AASE
Han var dem for gjild!
(vrider Hænderne)
Og tænk, – og tænk, hans Liv staar paa Spil!
MANDEN
Her er Spor af Mandefod.
AASE
Her maa vi lede!
MANDEN
Under Sæteren vor vil vi Flokken sprede.
Han og Konen gaar foran.
SOLVEJG till Aase
Fortæl mig lidt mere.
AASE tørrer Øjnene
Om Sønnen min?
​
1.utg: 57
SOLVEJG
Ja; –
alting!
​
HIS: 538
AASE smiler og knejser med Nakken
Alting? – Trætt blev du da!
SOLVEJG
Før blir I trætt af Talen at føre,
end jeg af at høre.
​
HU: 92
Lave træløse Højder oppunder Fjeldvidden; Tinder længere borte. Skyggerne falder lange; det er sent paa Dagen.
PEER GYNT kommer i fuldt Sprang og standser i Bakken
Hele Sognet er efter i Flok!
De har væbnet sig baade med Rifle og Stok.
Fremst kan en høre Hæggstadgubben tude. –
Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en Smed!
Det er Liv! En blir Bjørn i hvert et Led.
(slaar om sig og springer ivejret)
Bryde, velte, stemme Fossen imod!
Slaa! Rykke Furuen opp med Rod!
Det er Liv! Det kan baade hærde og højne!
Till Helved med alle de vassne Løgne!
TRE SÆTERJENTER løber over Bakkerne, skrigende og syngende
Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!
Troldpak! Vil I sove i Armene vore?
​
1.utg: 58
PEER GYNT
Hvem skriger I efter?
​
HIS: 539
JENTERNE
Efter Trold! Efter Trold!
FØRSTE JENTE
Trond! Far med Lempe!
ANDEN JENTE
Baard! Far med Vold!
TREDJE JENTE
I Sælet staar alle Koverne tomme!
FØRSTE JENTE
Vold er Lempe!
ANDEN JENTE
Og Lempe er Vold!
TREDJE JENTE
Fattes der Gutter, en leger med Trold!
PEER GYNT
Hvor er Gutterne da?
ALLE TRE skoggerleende
De kan ikke komme!
FØRSTE JENTE
Min kaldte mig baade for Kjærest og Frænke.
Nu er han gift med en halvgammel Enke.
ANDEN JENTE
Min mødte en Tatertøs nord i Lien.
Nu traver de to paa Fantestien.
​
1.utg: 59
​
HIS: 540
​
HU: 93
TREDJE JENTE
Min tog Løsungen vor afdage.
Nu staar hans Hoved og griner paa en Stage.
ALLE TRE
Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!
Troldpak! Vil I sove i Armene vore?
PEER GYNT staar med et Spring imellem dem
Jeg er tre Hoders Trold, og tre Jenters Gut!
JENTERNE
Er du slig Karl, du?
PEER GYNT
I faar dømme tillslut!
FØRSTE JENTE
Till Sælet! Till Sælet!
ANDEN JENTE
Vi har Mjød!
PEER GYNT
Lad den flomme!
TREDJE JENTE
Denne Lørdagsnatt skal ingen Kover staa tomme!
ANDEN JENTE kysser ham
Han gnistrer og sprutter som glohede Jernet.
TREDJE JENTE ligesaa
Som Barneøjne fra svarteste Tjernet.
​
1.utg: 60
​
HIS: 541
PEER GYNT danser i Flokken
Hugen sturen og Tanken kaad.
I Øjet Latter; i Halsen Graad!
JENTERNE gjør lange Næser mod Bergnuterne, skriger og synger
Trond i Valfjeldet! Baard og Kaare!
Troldpak! – Fik I sove i Armene vore?
De danser bortover Højderne med Peer Gynt imellem sig.
Mellem Ronderne. Solnedgang. Skinnende Snetoppe rundt om.
PEER GYNT kommer yr og forvildet
Slot over Slot sig bygger!
Hej, for en skinnende Port!
Staa! Vil du staa! Det rygger
længer og længere bort!
​
HU: 94
Hanen paa Fløjen løfter
Vingerne sine till Flugt; –
alt blaaner sig bort i Kløfter,
og Berget er laast og lukt. –
Hvad er det for Stammer og Rødder,
som voxer af Aasens Sprækk?
Det er Kjæmper med Hegrefødder!
Nu daaner de ogsaa væk.
Det vimrer, som Regnbustrimer;
det skjær mig i Sind og Syn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad Vægt paa mit Øjenbryn!
​
HIS: 542
Hu, hvor det værker i Panden. –
​
1.utg: 61
En bændende glohed Ring –!
Jeg kan ikke mindes, hvem Fanden
der bændte mig den omkring!
(segner ned)
Flugt over Gjendin-Eggen.
Digt og forbandet Løgn!
Oppover bratteste Væggen
med Bruden, – og drukken et Døgn;
jaget af Høg og Glenter,
truet af Trold og sligt,
turet med galne Jenter; –
Løgn og forbandet Digt!
(stirrer længe oppad)
Der sejler to brune Ørne.
Mod Sør gaar de vilde Gjæss.
Og her skal jeg traske og tørne
i Mudder og Søl tillknæs!
(springer ivejret)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste Vindes Bad!
​
HU: 95
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende Døbefad!
Jeg vil ud over Sæterbøen;
jeg vil ride mig skjær tillsinds;
jeg vil fram over salte Sjøen,
og højt over Engellands Prins!
Ja, glan kun, I unge Jenter;
min Færd kommer ingen ved;
det er ikke Gavn at I venter –!
Jo, kanske jeg svipper derned. –
​
1.utg: 62
Hvad nu da? De brune Ørne –?
Jeg mener Fanden dem tog! –
​
HIS: 543
Der rejser sig Gavlens Hjørne;
det højnes i hver en Krog;
det voxer sig opp af Gruset; –
se, Porten vidaaben staar!
Ha, ha, nu kjender jeg Huset;
det er Farfars nybyggte Gaard!
Væk er de gamle Klude;
væk, Gjærdet, som stod for Fald.
Det glittrer fra hver en Rude;
der er Lag i den store Sal.
Der hørte jeg Provsten klaske
med Knivsryggen mod sit Glas; –
der slængte Kaptejnen sin Flaske,
saa Spejlvæggen sprakk i Knas. –
Lad ødes; lad gaa tillspilde!
Ti, Moer; det er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder Gilde;
Hurra for den gyntske Ætt!
Hvad er det for Staak og Stønnen?
Hvad er det for Skrig og Skraal?
Kaptejnen raaber paa Sønnen; –
aa, Provsten vil drikke min Skaal.
​
HU: 96
Ind da, Peer Gynt, till Dommen;
den lyder i Sang og Klang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og till stort skalst du vorde engang!
(springer fremad, men render Næsen mod et Bergstykke, falder og bliver liggende)
​
1.utg: 63
​
HIS: 544
En Lid med store susende Løvtrær. Stjerner blinker gjennem Løvet; Fugle synger i Trætoppene.
En grønklædt Kvinde gaar i Liden. Peer Gynt følger efter under alleslags forelskede Fagter.
DEN GRØNKLÆDTE standser og vender sig
Er det sandt?
PEER GYNT skjærer med Fingeren over Struben
Saa sandt, som jeg heder Peer; –
saa sandt, som du er en dejlig Kvinde!
Vil du ha’e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde Væven eller spinde.
Mad skal du faa, saa du er færdig at sprække.
Aldrig skal jeg dig i Haaret trække –
DEN GRØNKLÆDTE
Ikke slaa mig heller?
PEER GYNT
Nej, var det ligt?
Vi Kongssønner slaar ikke Kvindfolk og sligt.
DEN GRØNKLÆDTE
Er du Kongssøn?
PEER GYNT
Ja.
DEN GRØNKLÆDTE
Jeg er Dovrekongens Datter.
PEER GYNT
Er du det? Se, se; det træffer jo godt.
​
1.utg: 64
​
HIS: 545
DEN GRØNKLÆDTE
Inde i Ronden har Faer min sit Slot.
PEER GYNT
Da har Moer min et større, saavidt jeg fatter.
DEN GRØNKLÆDTE
Kjender du Faer min? Han heder Kong Brose.
​
HU: 97
PEER GYNT
Kjender du Moer min? Hun heder Dronning Aase.
DEN GRØNKLÆDTE
Naar Faer min er sindt, saa sprækker Fjelde.
PEER GYNT
De raper, bare Moer min taer paa at skjælde.
DEN GRØNKLÆDTE
Faer min kan spænde under højeste Hvælven.
PEER GYNT
Moer min kan ride gjennem strideste Elven.
DEN GRØNKLÆDTE
Har du anden Klædning, end de Fillerne der?
PEER GYNT
Haa, du skulde se mine Søndagsklæer!
DEN GRØNKLÆDTE
Jeg gaar till Hverdags i Guld og Silke.
​
HIS: 546
PEER GYNT
Det tykkes dog ligere Stry og Stilke.
DEN GRØNKLÆDTE
Ja, der er et, du maa komme ihug;
​
1.utg: 65
saa er nu Rondefolkets Skikk og Brug:
tvefold laget er alt vort Eje.
Kommer du frem till min Faders Gaard,
tør det hænde sig lett at du er paaveje
till at tro, du i styggeste Stenrøsen staar.
PEER GYNT
Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?
Alt Guldet vil tykkes dig Rusk og Boss;
og kanske vil du tro, hver glittrende Rude
er en Bylt af gamle Hoser og Klude.
DEN GRØNKLÆDTE
Svart tykkes hvidt, og styggt tykkes vent.
PEER GYNT
Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent.
DEN GRØNKLÆDTE falder ham om Halsen
Ja, Peer, saa ser jeg, vi to passer sammen!
​
HU: 98
PEER GYNT
Som Benet og Brogen; som Haaret og Kammen.
DEN GRØNKLÆDTE raaber bort i Liden
Brudehest! Brudehest! Kom, Brudehesten min!
​
HIS: 547
En kjæmpestor Gris kommer løbende med en Tougstump till Grime og en gammel Sækk till Sadel. Peer Gynt svinger sig opp og tager den grønklædte foran sig.
PEER GYNT
Hejsan! Vi skal stryge gjennem Rondeporten ind!
Rapp dig, rapp dig, min Ganger god!
​
1.utg: 66
DEN GRØNKLÆDTE kjælen
Ak, nylig gik jeg saa stur og mod –.
Nej, en ved aldrig hvad der kan hændes!
PEER GYNT prygler Grisen og traver afsted
Paa Ridestellet skal Storfolk kjendes!
Dovregubbens Kongshal. Stor Forsamling af Hoftrolde, Tomtegubber og Hougmænd. Dovregubben i Højsædet med Krone og Spir. Hans Børn og nærmeste Slægtninge till begge Sider. Peer Gynt staar for ham. Stærk Røre i Salen.
HOFTROLDENE
Slagt ham! Kristenmands Søn har daaret
Dovregubbens veneste Mø!
EN TROLDUNGE
Maa jeg skjære ham i Fingren?
EN ANDEN TROLDUNGE
Maa jeg rive ham i Haaret?
EN TROLDJOMFRU
Hu, hej; lad mig bide ham i Laaret!
​
HIS: 548
TROLDHEX med en Slev
Skal han lages till Sodd og Sø?
EN ANDEN TROLDHEX med Retterkniv
Skal han steges paa Spidd eller brunes i Gryde?
DOVREGUBBEN
Isvand i Blodet!
​
1.utg: 67
(vinker sine fortrolige nærmere till sig)
Lad os ikke skryde.
​
HU: 99
Vi er gaaet tillagters i de senere Aar;
vi ved ikke mer om det ramler eller staar,
og Folkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er Gutten fast uden Lyde,
og stærkbygget med, saavidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste Hode;
men Datter min har jo heller ikke fler.
Tre Hoders Trolde gaar rent af Mode;
selv Tvehoder faar en knappt Øje paa,
og de Hoder er endda kun saa som saa.
(till Peer Gynt)
Altsaa, det er min Datter, du kræver?
PEER GYNT
Din Datter og Riget i Medgift, ja.
DOVREGUBBEN
Det halve faar du, imens jeg lever,
og det andet halve naar jeg engang falder fra.
PEER GYNT
Det er jeg nøjd med.
​
HIS: 549
DOVREGUBBEN
Ja, stopp min Gut; –
du har ogsaa nogle Tillsagn at give.
Brydes et af dem, er hele Pagten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første maa du love, at du aldrig ændser
hvad der ligger udenfor Rondernes Grænser;
Dag skal du sky, og Daad og hver lysbar Plett.
​
1.utg: 68
PEER GYNT
Faar jeg kaldes for Konge, saa holdes det lett.
DOVREGUBBEN
Dernæst, – nu vil jeg i Kløgt dig prøve –
(rejser sig i Sædet)
DET ÆLDSTE HOFTROLD till Peer Gynt
Lad se, om du har en Visdomstand,
som kan Dovregubbens Gaadenødd kløve!
DOVREGUBBEN
Hvad er Forskjellen mellem Trold og Mand?
​
HU: 100
PEER GYNT
Der er ingen Forskjell, saa vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og Smaatrold vil klore; –
ligesaa hos os, hvis bare de turde.
DOVREGUBBEN
Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men Morgen er Morgen, og Kveld er Kveld,
saa Forskjell blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende Hvælv,
​
HIS: 550
mellem Mænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem Troldenes Flok
det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»
HOFTROLDET till Peer Gynt
Øjner du Dybden?
PEER GYNT
Det tykkes mig taaget.
​
1.utg: 69
DOVREGUBBEN
«Nok», min Søn, det kløvende, stærke
Ord maa staa i dit Vaabenmærke.
PEER GYNT river sig bag Øret
Nej, men –
DOVREGUBBEN
Det maa, skal du her vorde Herre!
PEER GYNT
Ja, Skidt; lad gaa; det er jo ikke værre –
DOVREGUBBEN
Dernæst maa du lære at sætte Pris
paa vor jævne hjemlige Levevis.
(han vinker; to Trolde med Svinehoveder, hvide Natthuer, o. s. v. bringer Mad og Drikke)
Koen giver Kager og Studen Mjød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
Hovedsagen er, det faar du ej glemme,
den er brygget herhjemme.
​
HIS: 551
PEER GYNT støder Sagerne fra sig
Fanden med eders hjemlige Drikk!
Jeg vænner mig aldrig till Landsens Skikk.
​
HU: 101
DOVREGUBBEN
Bollen følger med, og den er af Guld.
Hvo Guldbollen ejer, ham er Datter min huld.
PEER GYNT grundende
Der staar jo skrevet: Du skal tvinge din Natur; –
​
1.utg: 70
og i Længden falder Drikken vel mindre sur.
Lad gaa!
(føjer sig)
DOVREGUBBEN
Se, det er fornuftigt sagt.
Du spytter?
PEER GYNT
En faar haabe paa Vanens Magt.
DOVREGUBBEN
Dernæst maa du kaste dine Kristenmandsklæder;
thi det skal du vide till vort Dovres Hæder:
her er alting fjeldvirket, ingenting fra Dalen,
undtagen Silkesløjfen yderst paa Halen.
PEER GYNT vred
Jeg har ingen Hale!
DOVREGUBBEN
Saa kanst du faa.
Hoftrold, bind ham min Søndagshale paa.
​
HIS: 552
PEER GYNT
Nej, om du faar! Vil I gjøre mig till Nar?
DOVREGUBBEN
Bejl aldrig till Datter min med Bagen bar.
PEER GYNT
Gjøre Menneske till Dyr!
DOVREGUBBEN
Min Søn, du fejler;
jeg gjør dig bare till en høvelig Bejler.
​
1.utg: 71
Du skal faa en brandgul Sløjfe at bære,
og det gjælder her for den højeste Ære.
PEER GYNT betænksomt
Der siges jo, Mennesket er kun et Fnug.
Og lidt faar en lempes efter Skikk og Brug.
Bind væk!
​
HU: 102
DOVREGUBBEN
Du est en medgjørlig Fyr.
HOFTROLDET
Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
PEER GYNT arrig
Haa, vil I endnu till mere mig tvinge?
Kræver I ogsaa min Kristenmands-Tro?
DOVREGUBBEN
Nej, den kan du gjerne beholde i Ro.
Troen gaar frit; den lægges ingen Told paa;
det er Skorpen og Snittet en skal kjende et Trold paa.
​
HIS: 553
Bare vi er ens i Lader og Klædsel,
kan du gjerne kalde Tro, hvad vi kalder Ræddsel.
PEER GYNT
Du er dog, de mange Vilkaar tilltrods,
mere rimelig Karl, end en skulde frygte.
DOVREGUBBEN
Min Søn, vi Trolde er bedre end vort Rygte;
det er ogsaa en Forskjell mellem jer og os. –
Dog, endt er Gildets alvorlige Del;
​
1.utg: 72
nu vil vi Ører og Øjne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens Fjæl!
Spil og Dans.
HOFTROLDET
Hvad tykkes dig?
PEER GYNT
Tykkes? Hm –
DOVREGUBBEN
Tal uden Frygt.
Hvad ser du?
PEER GYNT
Noget ustyggelig styggt.
Med Kloven slaar en Bjeldeko et tarmestrængt Spil.
I Stutthoser tripper en Purke dertill.
HOFTROLDENE
Æd ham!
​
HIS: 554
DOVREGUBBEN
Husk, han har Menneskesanser!
TROLDJOMFRUER
Hu, riv af ham baade Øre og Øje!
​
HU: 103
DEN GRØNKLÆDTE grædende
Huhu! Sligt maa vi høre og døje,
naar jeg og Søster min spiller og danser!
PEER GYNT
Aahaa; var det dig? Lidt Spøg i Gildet,
det ved du, er aldrig saa ilde ment.
​
1.utg: 73
DEN GRØNKLÆDTE
Tør du bande paa det?
PEER GYNT
Baade Dansen og Spillet
var, Katten klore mig, rigtig pent.
DOVREGUBBEN
Det er underligt med den Menneskeart;
den hænger i saa mærkværdigt længe.
Faar den i Dyst med os en Flænge,
sætter den vel Ar, men den heles snart.
Min Svigersøn er nu saa føjelig som nogen;
villig har han kastet Kristenmandsbrogen,
villig har han drukket af Mjødpokalen,
villig har han bundet bag paa sig Halen, –
saa villig, kort sagt, till alt, hvad vi bad ham,
at tryggt jeg tænkte den gamle Adam
var engang for alle paa Porten jaget;
men se, med et har han Overtaget.
​
HIS: 555
Ja-ja, min Søn, saa maa du i Kur
mod denne hersens Menneskenatur.
PEER GYNT
Hvad vil du gjøre?
DOVREGUBBEN
I venstre Øjet
jeg risper dig lidt, saa ser du skjævt;
men alt det du ser, tykkes gjildt og gjævt.
Saa skjærer jeg ud den højre Ruden –
PEER GYNT
Er du drukken?
​
1.utg: 74
DOVREGUBBEN lægger nogle skarpe Redskaber paa Bordet
Her ser du Glasmestertøjet.
​
HU: 104
Spjeld skal du faa, som den olme Studen.
Da vil du skjønne, hun er dejlig, Bruden, –
og aldrig vil Synet dit kverves, som før,
af trippende Purker og Bjeldekjør –
PEER GYNT
Det er Galmands Snakk!
DET ÆLDSTE HOFTROLD
Det er Dovregubbens Tale;
han er den vise og du den gale!
DOVREGUBBEN
Tænk efter, hvor megen Fortræd og Plage
du kan fri dig for mellem Aar og Dage.
Kom dog ihug, at Synet er Kilden
till Graadens argende beske Lud.
PEER GYNT
​
HIS: 556
Sandt nok; og der staar i Huspostillen:
forarger dig Øjet, saa slaa det ud.
Hør! Sig mig, naar heles saa Synet igjen
till Menneskesyn?
DOVREGUBBEN
Ingensinde, min Ven.
PEER GYNT
Naa, saa! Ja, saa siger jeg Takk for mig.
DOVREGUBBEN
Hvad vil du udenfor?
​
1.utg: 75
PEER GYNT
Gaa min Vej.
DOVREGUBBEN
Nej, stopp! Det er lettvindt at slippe herind;
men udad gaar ikke Dovregubbens Grind.
PEER GYNT
Du vil da vel ikke tvinge mig voldeligt?
DOVREGUBBEN
Hør nu, og vær fornuftig, Prins Peer!
Du har Gaver for Troldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu saa temmelig troldeligt?
Og Trold vil du være?
PEER GYNT
Ja-Gud vil jeg saa.
For en Brud og et velskjøttet Rige paa Kjøbet
kan jeg finde mig i at noget gaar i Løbet.
​
HU: 105
Men alting i Verden er der Maade paa.
​
HIS: 557
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel faa løst, hvad det Hoftrold bandt.
Brogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel igjen faa den paa mig knappet.
Og sagtens kan jeg ogsaa faa losset Baaden
for denne dovriske Levemaaden.
Jeg skal gjerne sværge paa, en Ko er en Mø;
en Ed kan en altid jo æde i sig; –
men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt Menneske kan dø,
at gaa som et Bergtrold alle sine Dage, –
dette her, at en aldrig kan træde tillbage,
​
1.utg: 76
som der staar i Bogen, det lægger du Vind paa;
men det er noget, som jeg aldrig gaar ind paa.
DOVREGUBBEN
Nu bliver jeg, sandt for Udyden, vred;
og da er jeg ikke till at gantes med.
Du dagblakke Pilt! Ved du hvem jeg er?
Først saa kommer du min Datter for nær –
PEER GYNT
Det er Løgn i din Hals!
DOVREGUBBEN
Du maa hende ægte.
PEER GYNT
Tør du sige mig paa, at –?
DOVREGUBBEN
Hvad? Kan du nægte,
hun var i din Attraa og i din Begjær?
​
HIS: 558
PEER GYNT blæser
Ikke andet? Hvem Fanden hænger sig i sligt?
DOVREGUBBEN
Mennesket blir sig dog altid ligt.
Aanden bekjender I alle med Kjæverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med Næverne.
Saa du mener, at Attraaen intet gjælder?
Vent; du skal snart faa Syn for Sagn –
PEER GYNT
Du fisker mig ikke med Løgnens Agn!
​
1.utg: 77
​
HU: 106
DEN GRØNKLÆDTE
Min Peer, du er Faer før Aaret hælder.
PEER GYNT
Lukk opp; jeg skal ud.
DOVREGUBBEN
I et Bukkeskind
faar du Ungen efter dig.
PEER GYNT tørrer Sveden af sig
Gid jeg var vaagnet!
DOVREGUBBEN
Skal han skikkes till Kongsgaarden?
PEER GYNT
Skikk ham paa Sognet!
DOVREGUBBEN
Godt, Prinds Peer; den Sagen blir din.
Men den Ting er sikker, at gjort er gjort,
​
HIS: 559
item at din Afkom vil voxe;
sligt Blandingskræ voxer urimelig fort –
PEER GYNT
Gubbe, vær nu ikke strid som en Oxe!
Vær rimelig, Jomfru! Tag mod Forlig.
Du skal vide, jeg er hverken Prins eller rig; –
og enten du saa vil maale eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
Den grønklædte faar ondt og bæres ud af Troldpiger.
DOVREGUBBEN ser en Stund paa ham med høj Foragt; derpaa siger han
Hiv ham i Knas mod Bergvæggen, Børn!
​
1.utg: 78
TROLDUNGERNE
Aa, Faer, maa vi først lege Hubro og Ørn!
Ulvelegen! Graamus og gloøjet Katt!
DOVREGUBBEN
Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnatt!
(gaar)
PEER GYNT jaget af Troldungerne
Slipp mig, Djævelstøj!
(vil opp gjennem Skorstenspiben)
TROLDUNGERNE
Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
​
HU: 107
​
HIS: 560
PEER GYNT
Au!
(vil ned gjennem Kjælderlemmen)
TROLDUNGERNE
Stæng alle Ridser!
HOFTROLDET
Hvor de morer sig, de smaa!
PEER GYNT kjæmpende med en liden Troldunge, som har bidt sig fast i hans Øre
Vil du slippe, dit Skarn!
HOFTROLDET slaar ham over Fingrene
Tag varsomt, Slyngel, paa et kongeligt Barn!
PEER GYNT
Et Rottehul –!
(løber derhen)
​
1.utg: 79
TROLDUNGERNE
Nissebroer! Det maa du spærre!
PEER GYNT
Den gamle var fæl; men de unge er værre!
TROLDUNGERNE
Flæng ham!
PEER GYNT
Ak; den, der var liden som en Mus!
(løber om)
TROLDUNGERNE myldrer omkring ham
Stæng Gjærde! Stæng Gjærde!
​
HIS: 561
PEER GYNT grædende
Ak; var jeg en Lus!
Han falder.
TROLDUNGERNE
Nu i Synet paa ham!
PEER GYNT begravet i Trolddyngen
Hjælp, Moer, jeg dør!
Kirkeklokker ringer langt borte.
TROLDUNGERNE
Bjelder i Fjeldet! Det er Svartekjolens Kjør!
Troldene flygter under Bulder og hylende Skrig. Hallen styrter sammen; alt forsvinder.
​
1.utg: 80
​
HU: 108
Bælmørke.
Peer Gynt høres at hugge og slaa omkring sig med en stor Gren.
PEER GYNT
Giv Svar! Hvem er du?
EN STEMME I MØRKET
Mig selv.
PEER GYNT
Af Vejen!
​
HIS: 562
STEMMEN
Gaa udenom, Peer! Den er stor nok, Hejen.
PEER GYNT vil igjennem paa et andet Sted, men støder imod
Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv. Kan du sige det samme?
PEER GYNT
Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit Sverd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
(slaar og hugger)
Hvem er du?
STEMMEN
Mig selv.
PEER GYNT
Det dumme Svar
kan du gjemme; det gjør ikke Sagen klar.
Hvad er du?
​
1.utg: 81
STEMMEN
Den store Bøjgen.
PEER GYNT
Naa, saa!
Før var Gaaden svart; nu tykkes den graa.
Af Vejen, Bøjg!
STEMMEN
Gaa udenom, Peer!
PEER GYNT
Igjennem!
(slaar og hugger)
Han faldt!
(vil frem, men støder imod)
Haa, haa! Er her fler?
​
HIS: 563
STEMMEN
Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
​
HU: 109
Det er Bøjgen, som er saarløs, og Bøjgen, som fik Men.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
PEER GYNT kaster Grenen
Værget er troldsmurt; men jeg har Næver!
(slaar sig igjennem)
STEMMEN
Ja, lid paa Næverne; lid paa Kroppen.
Hi-hi, Peer Gynt, saa rækker du Toppen.
PEER GYNT kommer igjen
Atter og fram, det er lige langt; –
ud og ind, det er lige trangt!
​
1.utg: 82
Der er han! Og der! Og rundt om Svingen!
Rett som jeg er ude, staar jeg midt i Ringen. –
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
STEMMEN
Bøjgen.
PEER GYNT famler omkring
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; taaget.
Ingen Skikkelse heller! Det er som at tørne
i en Dynge af knurrende halvvaagne Bjørne!
(skriger)
Slaa fra dig!
STEMMEN
Bøjgen er ikke gal.
​
HIS: 564
PEER GYNT
Slaa!
STEMMEN
Bøjgen slaar ikke.
PEER GYNT
Kjæmp! Du skal!
STEMMEN
Den store Bøjgen vinder uden at kjæmpe.
PEER GYNT
Var her bare en Nisse, som kunde mig prikke!
Var her bare saa meget, som et aarsgammelt Trold!
Bare noget at slaas med. Men det er her ikke. –
Nu snorker han! Bøjg!
​
1.utg: 83
STEMMEN
Hvad godt?
PEER GYNT
Brug Vold!
​
HU: 110
STEMMEN
Den store Bøjgen vinder alting med Lempe.
PEER GYNT bider sig i Arme og Hænder
Klør og flængende Tænder i Kjødet!
Jeg maa kjende Dryppet af mit eget Blod.
Der høres som Vingeslag af store Fugle.
​
HIS: 565
FUGLESKRIG
Kommer han, Bøjg?
STEMMEN I MØRKET
Ja; Fod for Fod.
FUGLESKRIG
Alle Systre langt borte! Flyv frem till Mødet!
PEER GYNT
Skal du berge mig, Jente, saa gjør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. –
Spændebogen! Kyl ham den bent i Øjet!
FUGLESKRIG
Han vimrer!
STEMMEN
Vi har ham.
FUGLESKRIG
Systre! Skyd Fart!
​
1.utg: 84
PEER GYNT
For dyrt, at kjøbe sig Livet till
for slig en Times tærende Spil.
(synker sammen)
FUGLENE
Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!
Klokkeringning og Salmesang høres langt borte.
​
HIS: 566
BØJGEN svinder ind till intet og siger i et Gisp
Han var for stærk. Der stod Kvinder bag ham.
Soloppgang. Paa Fjeldet udenfor Aases Sæterstue. Døren er stængt; alting øde og stille.
Peer Gynt ligger sovende udenfor Sætervæggen.
PEER GYNT vaagner, ser sig om med et sløvt og tungt Øjekast. Han spytter
Den, som havde sig en ramsaltet Sild!
(spytter igjen, i det samme ser han Helga, der kommer med en Nistebomme)
Haa, Unge, er du her? Hvad er det, du vil?
​
HU: 111
HELGA
Det er Solvejg –
PEER GYNT springer opp
Hvor er hun?
HELGA
Bag Sætervæggen.
SOLVEJG skjult
Kommer du nær, saa sætter jeg paa Sprang!
​
1.utg: 85
PEER GYNT standser
Kanske du er rædd, jeg skal ta’e dig i Fang?
​
HIS: 567
SOLVEJG
Skam dig!
PEER GYNT
Ved du, hvor jeg var inatt? –
Dovregubbens Datter er efter mig, som Klæggen.
SOLVEJG
Da var det vel, der blev ringet med Klokker.
PEER GYNT
Peer Gynt er ikke den Gut, de lokker. –
Hvad siger du?
HELGA grædende
Aa, hun taer Benene fatt!
(løber efter)
Vent!
PEER GYNT griber hende i Armen
Se her, hvad jeg har i Lommen!
En Sølvknapp, Unge! Den skal du faa, –
bare snakk godt for mig!
HELGA
Slipp; lad mig gaa!
PEER GYNT
Der har du den.
HELGA
Slipp; der staar Nistebommen!
​
1.utg: 86
​
HIS: 568
PEER GYNT
Gud naade dig, hvis du ej –!
HELGA
Uf, du skræmmer mig!
PEER GYNT spag; slipper hende
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
Helga løber.
​
​
1.utg: [87]
​
HIS: 569
​
HU: 112
TREDJE HANDLING
Dybt inde i Barskogen. Graat Høstvejr. Snefald.
Peer Gynt staar i Skjorteærmerne og fælder Gavntømmer.
PEER GYNT hugger paa en stor Furu med krogede Grene
Aa-ja, du er sejg, du gamle Kall;
men det baader knappt, for du staar for Fald.
(hugger igjen)
Jeg ser nok, du har en Staaltraadsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldrig saa stærk. –
Ja, ja; du ryster din krogede Arm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt saa skal du i Knæ –!
(bryder med engang tvert af)
Løgn! Det er bare et gammelt Træ.
Løgn! Det er ingen staalklædt Knark;
det er bare en Furu med sprukken Bark. –
Det er tungvindt Arbejd at hugge Tømmer;
men Fandenskab naar en baade hugger og drømmer. –
Det skal væk, dette her, – at staa i Taagen
og væve sig bort lyslevende vaagen. –
​
1.utg: 88
Du er fredløs, Gut! Du er jaget paa Skogen.
(hugger en Stund ilsomt)
Ja, fredløs, ja. Du har ikke Moer
till at bære frem Maden og duge dit Bord.
Vil du æde, Gut, faar du hjælpe dig selv,
hente det raat fra Skog og Elv,
spike dig Tyri og nøre dig Ild,
stulle og stelle og lage det till.
​
HU: 113
Vil du klæde dig varmt, faar du vejde Ren;
vil du mure dig Hus, faar du bryde Sten;
​
HIS: 570
vil du tømre det opp, faar du fælde Stokken
og bære den frem paa din Rygg till Traakken. –
(Øxen synker; han ser frem for sig)
Gjildt skal det bygges. Taarn og Fløj
skal der være paa Tagryggen hæv og høj.
Og saa vil jeg snitte, till Knapp paa Gavlen,
en Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen.
Messing skal der være paa Fløjen og Laasen.
Glas faar jeg ogsaa se jeg kan faa.
Fremmede Folk skal undres paa
hvad det er, som skinner langt borti Aasen.
(ler i Harme)
Helvedes Løgn! Der var den igjen.
Du er fredløs, Gut!
(hugger hvasst)
En barktækkt Hytte
gjør baade i Rusk og i Frost sin Nytte.
(ser oppad Træet)
Nu staar han og vagger. Saa; bare et Spænd!
Der stuper han skraas efter hele sin Længde; – –
​
1.utg: 89
det grøsser i Ungskogens Mylr og Mængde!
(giver sig till at kviste Stammen; paa engang lytter han og staar stille med hævet Øxe)
Der er nogen efter mig! – Naa, er du slig,
du Hæggstadgubbe; – du farer med Svig.
(dukker bag Træet og kiger frem)
En Gut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han gjemt
under Trøjen? En Sigd. Han standser og glytter, –
lægger Næven tillrette paa en Skigard-Stav.
Hvad er det nu? Hvorfor staar han og støtter –?
Uf da! Hugg han ikke Fingren af!
​
HU: 114
Hele Fingren af! Han bløder, som en Stud. –
Der sætter han paa Sprang med Næven i en Klud.
​
HIS: 571
(rejser sig)
Det var Fanden till Kropp! En umistelig Finger!
Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.
Haahaa, nu mindes jeg –! Det er den eneste
Maade at fri sig fra Kongens Tjeneste.
Saa er det. De vilde ham i Krigen skikke;
og Gutten, forstaar sig, vilde nødig afsted. –
Men hugge –? For altid skille sig ved –?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –
men gjøre det! Nej; det skjønner jeg ikke!
(ryster lidt med Hovedet; saa gaar han till sit Arbejde igjen)
En Stue nede hos Aase. Alting er i Uorden; Kister staar aabne; Gangklæder ligger spredte omkring; en Katt i Sengen.
Aase og Husmandskonen i travlt Arbejde med at pakke sammen og lægge tillrette.
​
1.utg: 90
AASE render till den ene Side
Kari, hør her!
KONEN
Hvad godt?
AASE paa den anden Side
Hør her –!
Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig; hvor er –?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er Nøglen till Kisten?
KONEN
I Nøglehullet.
​
HIS: 572
AASE
Hvad er det, som rumler?
KONEN
Det sidste Læss
blir kjørt till Hæggstad.
AASE grædende
Jeg var tillfreds,
jeg selv blev kjørt ud i den svarte Kiste!
Aa, hvad et Menneske maa taale og friste!
Gud hjælpe mig naadig! Hele Huset tømt!
Hvad Hæggstadbonden levned, har Lensmanden taget.
​
HU: 115
Ikke Klæderne paa Kroppen engang blev vraget.
Tvi! Faa de Skam, som saa haardt har dømt!
(sætter sig paa Sengekanten)
Baade Gaard og Grund er ude af Ætten;
​
1.utg: 91
strid var den gamle; men stridere var Retten; –
der var ikke Hjælp og der var ikke Naade;
Peer var borte; ingen kunde mig raade.
KONEN
Her i Stuen faar I dog sidde till jer Død.
AASE
Ja; Katten og jeg, vi faar Naadsensbrød!
KONEN
Gud bedre jer, Moer; han, Peer, blev jer dyr.
AASE
Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem tillslut.
Det var ligest, de havde holdt sig till Fanden; –
​
HIS: 573
han er Brottsmanden, han, og ingen Anden;
den Styggen fristed min stakkars Gut!
KONEN
Var det ikke bedst, der gik Bud efter Presten?
Det staar værre till, end I kanske tror.
AASE
Efter Presten? Aa jo, jeg mener det næsten.
(farer opp)
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er Guttens Moer;
jeg faar hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, naar de andre svigter.
Denne Kuften har de skjænkt ham. Den faar jeg lappe.
Gud give, jeg ogsaa turde Skindfellen nappe!
Hvor er Hoserne?
​
1.utg: 92
KONEN
Der, blandt det andet Skrammel.
AASE roder om
Hvad finder jeg her? Aa nej; en gammel
Støbe-Ske, Kari! Med den har han leget
Knappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var Gilde, kom Ungen ind
og bad sin Faer at faae en Klump Tin.
Ikke Tin, sa’e Jon, men Kong Kristians Mynt;
Sølv; det skal mærkes, du er Søn till Jon Gynt;
​
HU: 116
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken Tin eller Guld.
Her er Hoserne. Aa, der er Hul i Hul;
de maa stoppes, Kari!
​
HIS: 574
KONEN
Jeg mener, det trængs.
AASE
Naar det er gjort, faar jeg komme tillsengs;
jeg kjender mig saa skral og saa ussel og klemt –
(glad)
To Uldskjorter, Kari; – dem har de glemt!
KONEN
Ja, rigtig har de det.
AASE
Det træffer sig nemt.
Den ene kan du tillside lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; –
den, han har paa, er saa slidt og tynd.
​
1.utg: 93
KONEN
Men Kors, Moer Aase, det er visst Synd!
AASE
Aa ja; men du ved nok, Presten forkynder
Naade for den og de andre Synder.
Udenfor en Nybyggerhytte i Skogen. Rensdyrhorn over Døren. Sneen ligger høj. Det er i Mørkningen.
Peer Gynt staar udenfor Døren og slaar en stor Trælaas fast.
PEER GYNT ler imellemstunder
Laas maa der være; Laas, som kan binde
Døren for Troldtøj, og Mand og Kvinde.
Laas maa der være; Laas, som kan lukke
​
HIS: 575
for alle de arrige Nissebukke. –
De kommer med Mørket; de klapper og banker:
lukk opp, Peer Gynt, vi er snygge, som Tanker!
Under Sengen vi pussler, i Asken vi rager,
gjennem Piben vi russler som gloende Drager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du Spiger og Planker
kan stænge for arrige Nissebukktanker?
​
HU: 117
Solvejg kommer paa Skier fremover Moen; hun har et Kastetørklæde over Hovedet og et Knytte i Haanden.
SOLVEJG
Gud signe dit Arbejd. Du faar ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og saa faar du tage mig.
PEER GYNT
Solvejg! Det er ikke –! Jo, det er! –
Og du blir ikke rædd for at komme saa nær!
​
1.utg: 94
SOLVEJG
Bud har du skikket med Helga lille;
flere kom efter med Vind og i Stille.
Bud bar din Moer i alt hun fortalte,
Bud, som yngled, der Drømmene dalte.
Nætterne tunge og Dagene tomme
bar mig det Bud, at nu fik jeg komme.
Det blev som Livet var slukknet dernede;
jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke tryggt hvad Sind du aatte;
jeg vidste kun tryggt hvad jeg skulde og maatte.
​
HIS: 576
PEER GYNT
Men Far din?
SOLVEJG
Paa hele Guds vide Jord
har jeg ingen at kalde for Faer eller Moer.
Jeg har løst mig fra alle.
PEER GYNT
Solvejg, du vene, –
for at komme till mig?
SOLVEJG
Ja, till dig allene;
du faar være mig alt, baade Ven og Trøster.
(i Graad)
Værst var det at slippe min lille Syster; –
men endda værre at skilles fra Faer;
men værst ifra den, som ved Brystet mig bar; –
nej, Gud forlade mig, værst faar jeg kalde
den Sorg at skilles fra dem alle, – alle!
​
1.utg: 95
PEER GYNT
Og kjender du Dommen, som blev læst ivaar?
Den skiller mig baade ved Arv og Gaard.
​
HU: 118
SOLVEJG
Mener du vel at for Arv og Eje
jeg skillte mig fra alle de kjæres Veje?
PEER GYNT
Og ved du Forliget? Udenfor Skogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
​
HIS: 577
SOLVEJG
Paa Skier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte: jeg skal hjem.
PEER GYNT
Saa væk med baade Spiger og Planker!
Nu trænges ingen Stængsel mod Nissebukktanker.
Tør du gaa ind for at leve med Skytten,
saa ved jeg der kommer Vigsel over Hytten.
Solvejg! Lad mig se paa dig! Ikke for nær!
Bare se paa dig! Nej, hvor du er lys og skjær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og lett!
Faar jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig trætt!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake Arme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage –;
aa, men jeg har længtes baade Nætter og Dage.
Her skal du se, jeg har tømret og byggt; –
det skal ned igjen, du; her er ringt og styggt –
SOLVEJG
Ringt eller gjildt, – her er efter mit Sind.
​
1.utg: 96
Saa lett kan en puste mod den strygende Vind.
Dernede var det klummert; en kjendte sig klemt;
det er halvvejs det, som har fra Byggden mig skræmt.
Men her, hvor en hører Furuen suse, –
for en Stillhed og Sang! – her er jeg tillhuse.
PEER GYNT
Og ved du det visst? For alle dine Dage?
​
HIS: 578
SOLVEJG
Den Vej, jeg har traadt, bær aldrig tillbage.
PEER GYNT
Saa har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i Stuen!
Gaa ind! Jeg skal hente Tyri till Gruen;
​
HU: 119
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.
Han lukker opp; Solvejg gaar ind. Han staar en Stund stille, da ler han højt af Glæde og springer ivejret.
PEER GYNT
Min Kongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal Kongsgaarden tømres fra Grunden!
Han griber Øxen og gaar bortover; idetsamme træder en gammelagtig Kvinde i en fillet grøn Stakk ud af Holtet; en stygg Unge med en Ølbolle i Haanden halter efter og holder hende i Skjørtet.
KVINDEN
Godkveld, Peer Rappfod!
PEER GYNT
Hvad godt? Hvem der?
KVINDEN
Gamle Venner, Peer Gynt! Min Stue ligger nær.
Vi er Grandfolk.
​
1.utg: 97
PEER GYNT
Saa? Det er mer, end jeg ved.
​
HIS: 579
KVINDEN
Alt som Hytten din byggtes, byggte min sig med.
PEER GYNT vil gaa
Jeg har Braahast –
KVINDEN
Det har du altid, Gut;
men jeg trasker nu efter og raaker dig tillslut.
PEER GYNT
I mistaer jer, Moer!
KVINDEN
Jeg har før saa gjort;
jeg gjorde saa dengang du lovte saa stort.
PEER GYNT
Jeg lovte –? Hvad Fanden er det for Snakk?
KVINDEN
Har du glemt den Kveld, du hos Faer min drak?
Har du glemt –?
PEER GYNT
Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.
Hvad rører du om? Naar mødtes vi sidst?
​
HU: 120
KVINDEN
Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(till Ungen)
Byd Faer din Drikke; jeg mener han er tørst.
​
1.utg: 98
PEER GYNT
Faer? Er du drukken? Kalder du ham –?
​
HIS: 580
KVINDEN
Du kan da vel kjende Grisen paa Skindet!
Har du Øjne? Kan du ikke se, han er lam
paa Skanken, som du er lam paa Sindet?
PEER GYNT
Vil du bilde mig ind –?
KVINDEN
Vil du vringle dig bort –?
PEER GYNT
Denne langbente Ungen –!
KVINDEN
Han er voxet fort.
PEER GYNT
Tør du, dit Troldtryne, lægge mig ud –?
KVINDEN
Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en Stud!
(grædende)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i Lider og Bakker?
I Høst, da jeg fødte, holdt Fanden om min Rygg,
og saa er det rimeligt nok en blir stygg.
Men dersom du vil se mig saa ven, som før,
skal du bare vise Jenten derinde paa Dør,
jage hende ud af Sindet og Synet; –
gjør saa, kjære Vennen min, saa mister jeg Trynet!
​
1.utg: 99
PEER GYNT
Vig fra mig, din Troldhex!
​
HIS: 581
KVINDEN
Ja, se, om jeg gjør!
PEER GYNT
Jeg skal slaa dig i Skallen –!
KVINDEN
Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan staa for Slag!
​
HU: 121
Jeg kommer igjen hver evige Dag.
Jeg glytter paa Døren, ser ind till jer begge.
Sidder du med Jenten paa Bænkefjæl, –
blir du kjælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, –
sætter jeg mig hos og kræver min Del.
Hun og jeg, vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, kjære Gutten min, imorgen kan du gifte dig!
PEER GYNT
Din Helvedes Mare!
KVINDEN
Men det er s’gu sandt!
Ungen faar du fostre, din fodlette Fant!
Vesle-Fanden, vil du till Faer din?
UNGEN spytter paa ham
Tvi!
Jeg skal hugge dig med Øxen; bare bi, bare bi!
​
1.utg: 100
KVINDEN kysser Ungen
Aa nej, for et Hoved der sidder paa den Kropp!
Du blir Faer din opp af Dage naar du engang voxer opp!
PEER GYNT stamper
Gid I var saa langt –!
​
HIS: 582
KVINDEN
Som vi nu er nær?
PEER GYNT knuger Hænderne
Og alt dette –!
KVINDEN
Bare for Tanker og Begjær!
Det er Synd i dig, Peer!
PEER GYNT
Værst for en anden! –
Solvejg, mit reneste, skjæreste Guld!
KVINDEN
Aa ja; det svier till de skyldfri, sa’e Fanden,
Moer hans gav ham Hugg, for Faer hans var fuld!
Hun trasker ind i Holtet med Ungen, som kaster Ølbollen efter ham.
PEER GYNT efter en lang Taushed
Gaa udenom, sa’e Bøjgen. En faar saa her. –
Der faldt Kongsgaarden min med Braak og Rammel!
Det slog Mur om hende, jeg var saa nær;
her blev styggt med et, og min Glæde blev gammel. –
​
1.utg: 101
​
HU: 122
Udenom, Gut! Der finds ikke Vej
tvers igjennem dette till hende fra dig.
Tvers igjennem? Hm, der skulde dog findes.
Der staar noget om Anger, hvis rett jeg mindes.
Men hvad? Hvad staar der? Jeg har ikke Bogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
Rettledning at faa i vilde Skogen. –
Anger? Saa skulde der kanske gaa Aar,
før jeg vandt mig igjennem. Det Liv blev magert.
Slaa sønder, hvad skjært er, og vent og fagert,
​
HIS: 583
og klinke det ihob af Stumper og Skaar?
Sligt gaar med en Fele, men ikke med en Klokke.
Der, det skal grønnes, faar en ikke traakke. –
Men det var jo en Løgn med det Hexetryne!
Nu er alt det Styggetøj ude af Syne. –
Ja; ude af Syne, men ikke af Sind.
Smygende Tanker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som paa Hougene sprang!
Vil de ogsaa være med? Med Skratt og Harme
kræve, som hun at krystes i Fang,
løftes varligt og vent paa strake Arme?
Udenom, Gut; var Armen saa lang,
som Furuens Lægg eller Granens Stang, –
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
till at sætte hende fra mig menløs og skjær. –
Jeg faar udenom dette paa Sætt og Vis,
saa det hverken blir Vinding eller Forlis.
En faar skyde sligt fra sig og faa det glemt –
(gaar nogle Skridt mod Hytten, men standser igjen)
Gaa ind efter dette? Saa stygg og skjæmt?
​
1.utg: 102
Gaa ind med alt det Troldskab i Følge?
Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge –?
(kaster Øxen fra sig)
​
HU: 123
Det er Helgedagskveld. At stævne till Møde,
slig, som jeg nu er, var Kirkebrøde.
SOLVEJG i Døren
Kommer du?
PEER GYNT halvhøjt
Udenom!
​
HIS: 584
SOLVEJG
Hvad?
PEER GYNT
Du faar vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
SOLVEJG
Bi; jeg skal hjælpe; vi Byrden skal dele.
PEER GYNT
Nej, staa der du staar! Jeg faar bære det hele.
SOLVEJG
Men ikke for langt, du!
PEER GYNT
Vær taalsom, Jente;
langt eller kort, – du faar vente.
SOLVEJG nikker efter ham
Ja, vente!
Peer Gynt gaar bortover Skogstien. Solvejg bliver staaende i den aabne Halvdør.
​
1.utg: 103
Aases Stue. Aften. En Stokk-Ild brænder og lyser paa Skorstenen. Katten paa en Stol ved Sengefoden.
Aase ligger i Sengen og famler urolig omkring paa Spredet.
AASE
Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger saa inderlig langt.
Jeg har ikke Bud at skikke;
og sige ham har jeg saa mangt.
​
HIS: 585
Her er ikke Stunder at miste!
Saa braat! Hvem skulde det tænkt!
Aa, dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
PEER GYNT kommer
Godkveld!
AASE
Vorherre dig glæde!
Saa kom du da, kjære min Gut!
​
HU: 124
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit Liv forbrudt.
PEER GYNT
Aa, Livet faar være det samme.
Jeg maatte nu se herned.
AASE
Ja, nu staar Kari tillskamme;
og jeg kan gaa bort i Fred!
PEER GYNT
Gaa bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
​
1.utg: 104
AASE
Ak, Peer, det mod Enden lakker;
jeg har ikke langt igjen.
PEER GYNT vrider paa sig og gaar oppover Gulvet
Se saa! Fra det tunge jeg render;
​
HIS: 586
jeg mente, jeg her var fri –!
Er du kold paa Fødder og Hænder?
AASE
Ja, Peer; det er snart forbi. –
Naar du ser mine Øjne briste,
maa du lukke dem varligt till.
Og saa faar du sørge for Kiste;
men, kjære, lad den bli gjild.
Aa nej, det er sandt –
PEER GYNT
Ti stille!
Tidsnok at tænke paa sligt.
AASE
Ja, ja.
(ser uroligt om i Stuen)
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt.
PEER GYNT med et Vrid
Nu igjen!
(haardt)
Jeg ved, jeg har Skylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
​
1.utg: 105
AASE
Du! Nej, den fordømte Fylden,
fra den var det Ulykken kom!
Kjære Gutten min, du var jo drukken;
​
HU: 125
da ved en ej selv hvad en gjør;
og saa havde du redet paa Bukken;
det var rimeligt nok, du var yr!
​
HIS: 587
PEER GYNT
Ja, ja; lad den Rægglen fare.
Lad fare den hele Sag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
till siden – en anden Dag.
(sætter sig paa Sengkanten)
Nu, Moer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, –
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er saart og hvasst. –
Nej, se da; den gamle Katten;
saa den er ilive endnu?
AASE
Den bær sig saa styggt om Natten;
du ved, hvad det varsler, du!
PEER GYNT afbøjende
Hvad er her for nyt i Byggden?
AASE smilende
De siger, her findes etsteds
en Jente, som stunder mod Højden –
​
1.utg: 106
PEER GYNT hurtigt
Mads Moen, slaar han sig tillfreds?
AASE
De siger, hun har ikke Øre
for begge de gamles Graad.
Du skulde dog indom høre; –
du, Peer, vidste kanske Raad –
​
HIS: 588
PEER GYNT
Men Smeden, hvor er han havnet?
AASE
Aa ti med den skidne Smed.
Jeg vil heller sige dig Navnet
paa hende, Jenten, du ved –
PEER GYNT
Nej, nu vil vi sammen snakke, –
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skakke,
​
HU: 126
og alt, som er saart og hvasst.
Er du tørst? Skal jeg hente dig Drikke?
Kan du strække dig? Sengen er stutt.
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er Sengen, jeg laa i som Gut!
Kan du mindes, hvor tidt om Kvelden
du sad for min Sengestokk
og bredte over mig Fellen,
og sang baade Stev og Lokk?
​
1.utg: 107
AASE
Ja, minds du! Saa legte vi Slæde,
naar Faer din i Langfart foer.
Fellen var Karmesprede
og Gulvet en islagt Fjord.
PEER GYNT
Ja, men det allerbedste, –
Moer, kan du minds det med? –
det var dog de glupe Heste –
​
HIS: 589
AASE
Ja, mener du ikke jeg ved –?
Det var Karis Katt vi fik laane;
den sad paa en Kubbestol –
PEER GYNT
Till Slottet vestenfor Maane
og Slottet østenfor Sol,
till Soria-Moria-Slottet,
gik Vejen baade højt og lavt.
En Kjæpp, som vi fandt i Kottet,
du brugte till Svøbeskaft.
AASE
Der fremme i Dumpen jeg knejste –
PEER GYNT
Jo, jo; du gav Tømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle Styggen, –
du var dog en kjærlig Sjæl –!
Hvad ynker du for?
​
1.utg: 108
AASE
For Ryggen;
det volder den haarde Fjæl.
​
HU: 127
PEER GYNT
Strækk dig; jeg skal dig støtte.
Se saa; nu ligger du blødt.
​
HIS: 590
AASE urolig
Nej, Peer, jeg vil flytte!
PEER GYNT
Flytte?
AASE
Ja, flytte; saa ønsker jeg stødt.
PEER GYNT
Du snakker! Bred over dig Fellen.
Lad mig sidde paa Sengestokk.
Se saa; nu korter vi Kvelden
baade med Stev og Lokk.
AASE
Hent heller Postillen i Kottet;
jeg er saa urolig tillsinds.
PEER GYNT
I Soria-Moria-Slottet
er der Gilde hos Konge og Prins.
Hvil dig paa Slædepuden;
jeg kjører dig did over Mo –
AASE
Men, snille Peer, er jeg buden?
​
1.utg: 109
PEER GYNT
Ja, det er vi begge to.
(kaster en Snor om Stolen, hvor Katten ligger, tager en Kjæpp i Haanden og sætter sig foran paa Sengefoden)
Hypp! Vil du rappe dig, Svarten!
​
HIS: 591
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kjendes paa Farten,
naar Grane lægger ivej!
AASE
Kjære Peer, hvad er det som ringer –?
PEER GYNT
De blanke Dumbjelder, Moer!
AASE
Hu, nej da, hvor hult det klinger!
PEER GYNT
Nu kjører vi over en Fjord.
AASE
Jeg er rædd! Hvad er det, som bruser
og sukker saa underlig vildt?
PEER GYNT
Det er Granene, Moer, som suser
paa Moen. Sidd bare stillt.
AASE
Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den Lysningen fra?
​
HU: 128
PEER GYNT
Fra Slottets Ruder og Porte.
Kan du høre, de danser?
​
1.utg: 110
​
HIS: 592
AASE
Ja.
PEER GYNT
Udenfor staar Sankt Peder
og byder dig stige ind.
AASE
Hilser han?
PEER GYNT
Ja, med Hæder,
og skjænker den sødeste Vin.
AASE
Vin! Har han ogsaa Kager?
PEER GYNT
Ja da! Et smækkfuldt Fad.
Og salig Provstinden lager
dig Kaffe og Eftermad.
AASE
Aa, Kors; kommer vi to sammen?
PEER GYNT
Saa tidt og saa jævnt du vil.
AASE
Aa nej da, Peer, for en Gammen
du kjører mig, Stakkar, till!
PEER GYNT smækker med Pisken
Hypp; vil du rappe dig, Svarten!
​
1.utg: 111
​
HIS: 593
AASE
Kjære Peer, du kjører vel rett?
PEER GYNT smækker igjen
Her er brede Vejen.
AASE
Den Farten,
den gjør mig saa laak og trætt.
PEER GYNT
Der ser jeg Slottet sig højne;
om lidt saa er Kjørslen slut.
AASE
Jeg vil ligge og lukke Øjne
og lide paa dig, min Gut!
PEER GYNT
Rapp dig, Grane, min Traver!
I Slottet er Stimlen stor;
mod Porten de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin Moer!
Hvad siger du, Herr Sankt Peder?
Faar ikke Moer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
​
HU: 129
før du finder saa ærligt et Skind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved Slottets Port.
Vil I skjænke mig, taer jeg tilltakke;
hvis ej, gaar jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet saa mangen Skrøne,
som Fanden paa Prækestol,
​
1.utg: 112
og skjældt min Moer for en Høne,
​
HIS: 594
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og gjøre det rigtig tillags;
her kommer ikke nogen bedre
fra Byggderne nutilldags. –
Ho-ho; der har vi Gud Fader!
Sankt Peder, nu faar du dit!
(med dyb Stemme)
«Hold opp med de Kjøgemester-Lader;
Moer Aase skal slippe frit!»
(ler højt og vender sig om till Moderen)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden Dans!
(angst)
Hvorfor ser du, som Øjet skulde briste?
Moer! Er du fra Samling og Sans –!
(gaar opp till Hovedgjerdet)
Du skal ikke ligge og glane –!
Snakk, Moer; det er mig, din Gut!
(føler varsomt paa hendes Pande og Hænder; derpaa kaster han Snoren bort paa Stolen og siger dæmpet)
Ja saa! – Du kan hvile dig, Grane;
for rett nu er Rejsen slut.
(lukker hendes Øjne og bøjer sig over hende)
Hav Takk for alle dine Dage,
​
HU: 130
for Bank og for Barne-Byss! –
Men nu faar du takke tillbage –
(trykker Kinden mod hendes Mund)
Se saa; det var Takk for Skyds.
​
1.utg: 113
​
HIS: 595
HUSMANDSKONEN kommer
Hvad? Peer! Naa, saa er vi over
den tungeste Sorg og Nød!
Herregud, hvor godt hun sover – –
eller er hun –?
PEER GYNT
Hyss; hun er død.
Kari græder ved Liget. Peer Gynt gaar længe omkring i Stuen; endelig standser han ved Sengen.
PEER GYNT
Faa Moer med Ære begravet.
Jeg faar friste at fare herfra.
KONEN
Skal du langvejs fare?
PEER GYNT
Mod Havet.
KONEN
Saa langt!
PEER GYNT
Og længer endda.
Han gaar.
​
HIS: 596
​
​
1.utg: [114]
​
HIS: 597
​
HU: 131
FJERDE HANDLING
Paa Sydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket Middagsbord, Solsejl og Sivmatter. Længere inde i Lunden hængende Køjer. Udenfor Land ligger en Dampyacht med norsk og amerikansk Flag. Ved Stranden en Jolle. Det er henimod Solnedgang.
Peer Gynt, en smuk middelaldrende Herre i elegant Rejsedragt, med Guldlorgnet paa Brystet, præsiderer som Vært for Bordenden. Master Cotton, Monsieur Ballon samt Herrerne v. Eberkopf og Trumpeterstraale ifærd med at slutte Maaltidet.
PEER GYNT
Drikk, mine Herrer! Er man skabt
till Nydelse, saa skal man nyde.
Der staar jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad maa jeg byde?
TRUMPETERSTRAALE
Du er superb som Vært, Broer Gynt!
PEER GYNT
Jeg deler Æren med min Mynt,
med Kokk og Stewart –
MASTER COTTON
Werry well;
en Skaal for alle fires Held!
​
1.utg: 115
MONSIEUR BALLON
Monsieur, De har en Gout, en Ton,
som nutilldags kun skjelden findes
​
HIS: 598
hos Mænd, der lever en Garçon, –
et visst, jeg ved ej hvad –
V. EBERKOPF
Et Vift,
et Skjær af frigjort Aandsbetragtning
og Verdensborgerdomsforpagtning,
et Syn igjennem Skyens Rift,
der ej af snever Fordom bindes,
et Præg af højere Forklaring,
​
HU: 132
en Ur-Natur med Livserfaring
paa Trilogiens Topp forent.
Ej sandt, Monsieur; saa var det ment?
MONSIEUR BALLON
Jo, meget muligt; ikke ganske
saa smukt det klinger i det franske.
V. EBERKOPF
Ej wass! Det Sprog er og saa stivt. –
Men hvis till Fænomenet Grunden
vi søge vil –
PEER GYNT
Saa er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine Herrer, ganske klar
er Tingen. Hvad skal Manden være?
Sig selv; det er mit korte Svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
​
1.utg: 116
Men kan han det, som Pakk-Kamél
for andres Ve og andres Vel?
​
HIS: 599
V. EBERKOPF
Men denne For- og I-sig-Væren,
jeg lover, har Dem kostet Strid –
PEER GYNT
Aa ja saamen; i fordums Tid;
men altid gik jeg bort med Æren.
Engang var jeg dog ganske nær
i Fælden fanget mod min Vilje.
Jeg var en rask og vakker Fyr;
og Damen, som jeg havde kjær, –
hun var af kongelig Familje –
MONSIEUR BALLON
Af kongelig?
PEER GYNT henkastende
Af disse Ætter,
De ved nok –
TRUMPETERSTRAALE slaar i Bordet
Disse Adelstroll!
PEER GYNT trækker paa Skulderen
Forlagte Højheder, som sætter
​
HU: 133
sin Stolthed i, Plebejerpletter
at holde væk fra Stammens Skjold.
MASTER COTTON
Gik saa Affæren overstyr?
​
1.utg: 117
​
HIS: 600
MONSIEUR BALLON
Familjen var imod Partiet?
PEER GYNT
Nej, tvertimod!
MONSIEUR BALLON
Ah!
PEER GYNT skaansomt
De forstaar;
der gaves Ting, som talte for
at faa os snarest muligt viet.
Men, rentud sagt, det hele Væsen
var mig fra først till sidst imod.
Jeg er i visse Dele kræsen,
og helst jeg staar paa egen Fod.
Og da nu Svigerfader kom
forblommet frem med Fordring om
jeg skulde skifte Navn og Stilling
og løse Adelskabsbevilling,
samt mangt og meget højst usmageligt,
for ej at sige uantageligt, –
saa trak jeg mig med Anstand ud,
gav Afslag paa hans Ultimatum –
og Afkald paa min unge Brud.
(trommer paa Bordet og synes andægtig)
Ja, ja; der raader dog et Fatum!
Paa det vi Mennesker kan lide;
og det er trøsteligt at vide.
​
HIS: 601
MONSIEUR BALLON
Og dermed Sagen var forbi?
​
1.utg: 118
PEER GYNT
Nej, jeg fik føle noget andet;
thi Uvedkommende sig blanded
med høje Ramaskrig deri.
Værst var Familjens yngre Lemmer.
Med syv af dem jeg fik Duel.
Det var en Tid, jeg aldrig glemmer,
skjønt jeg gik ud deraf med Held.
​
HU: 134
Det kosted Blod; men dette Blod
gier Brev paa min Persons Fordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et Fatums vise Styrelse.
V. EBERKOPF
De har et Blik paa Livets Gang,
der hæver Dem till Tænker-Rang.
Imens en slett og rett Formener
ser hver for sig de spredte Scener,
og aldrig ender med at famle,
forstaar De alt till et at samle.
Med samme Norm De alting maaler.
De spidser till hver løs Eragtning,
saa hver og en gaar ud som Straaler
fra Lyset af en Livsbetragtning. –
Og De har ingentid studeret?
PEER GYNT
Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar Autodidakt.
Methodisk har jeg intet lært;
​
HIS: 602
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig till en Del af hvert.
​
1.utg: 119
Jeg har begyndt i ældre Alder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje Side opp og ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldrig Tid till.
Og da man jo i tunge Tider
et noget visst maa sætte Lid till,
saa tog jeg Religionen rykkevis.
Paa den Manér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge –
MASTER COTTON
Se, det er praktisk!
​
HU: 135
PEER GYNT tænder en Cigar
Kjære Venner;
betænk mit Levnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først till Vesten?
Som fattig Karl med tomme Hænder.
Jeg maatte slide saart for Føden;
tro mig, det faldt mig tidtnok svært.
Men Livet, Venner, det er kjært;
og, som man siger, besk er Døden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle Fatum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
saa gik det stedse bedre, bedre.
Ti Aar derefter bar jeg Navn
af Krøsus mellem Charlestowns Rhedre.
​
1.utg: 120
​
HIS: 603
Mit Rygte fløj fra Havn till Havn;
jeg havde Lykken inden Borde –
MASTER COTTON
Hvad gjaldt Trafiken?
PEER GYNT
Mest jeg gjorde
i Negere till Karolina
og Gudebilleder till Kina.
MONSIEUR BALLON
Fi donc!
TRUMPETERSTRAALE
For tusend, Farbroer Gynt!
PEER GYNT
De finder nok Bedriften svævende
paa det tilladeliges Pynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fandt den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder haardt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor Forrettningsførelse,
der sætter Tusender i Rørelse,
​
HU: 136
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ej lide,
men tillstaar paa den anden Side
at jeg har altid næret Agt
​
HIS: 604
for hvad man kalder Konsekventserne;
og det, at overskride Grænserne,
​
1.utg: 121
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Desuden tog jeg till at ældes;
jeg nærmed mig mod Femtiaarene, –
fik efterhaanden graasprængt Haar;
og skjønt min Helbred var fortrinlig,
saa faldt den Tanke dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den Time slaar,
da Jurykjendelsen skal fældes
og skille Bukkene fra Faarene.
Hvad var at gjøre? Standse Farten
paa Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog Udvej, aabned snart en
Forrettning till paa samme Land.
Hver Vaar jeg Guder exporterte;
hver Høst jeg Prester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne,
som Strømper, Bibler, Rum og Ris –
MASTER COTTON
Ja, mod Profit?
PEER GYNT
Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en Gud, hist over kjøbt,
de fik en Kulier grundigt døbt,
saa Virkningen neutralisertes.
Missionens Mark laa aldrig brakk;
thi Guderne, som kolportertes,
af Presterne blev holdt i Schak.
​
HIS: 605
MASTER COTTON
Naa, men de afrikanske Varer?
​
1.utg: 122
​
HU: 137
PEER GYNT
Der sejred ogsaa min Moral.
Jeg indsaa, den Trafik var gal
for Folk i fremadskreden Alder.
Man ved jo ej naar fra man falder.
Og dertill kom de tusend Snarer
fra vore Filantropers Lejr,
for ej at nævne Kapringsfarer,
samt Risiko af Vind og Vejr.
Alt dette sammenlagt vandt Sejr.
Jeg tænkte: Peter, Rev i Sejlene;
se till, at du kan rette Fejlene!
Saa kjøbte jeg mig Land i Syden,
beholdt den sidste Kjødimport,
som ogsaa var af prima Sort.
De trivedes, blev blanke, fede,
saa det var mig og dem en Glæde.
Ja, jeg tør sige uden Skryden,
jeg handled mod dem som en Faer, –
hvad sine gode Renter bar.
Jeg bygged Skoler, for at Dyden
bestandig kunde holdes paa
et visst almindeligt Niveau,
og paasaa strængt at ingenstunder
dens Thermometer sank derunder.
Nu desforuden af de Dele
jeg har mig ganske trukket ud; –
jeg har Plantagen samt dens hele
Besættning solgt med Haar og Hud.
Paa Afskedsdagen gav jeg og
​
1.utg: 123
​
HIS: 606
till smaa og store gratis Grogg,
saa Mænd og Kvinder fik en Rus,
og Enkerne desuden Snus.
Se, derfor haaber jeg, saafremt
det Ord ej er et Mundsvejr blot:
​
HU: 138
hver den, som ej gjør ondt, gjør godt, –
saa er min Fortids Fejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med Dyder mine Synder Stangen.
V. EBERKOPF klinker med ham
Hvor det er styrkende at høre
et Livsprincip i Scene satt,
forløst fra Theoriens Natt,
urokket af det ydre Røre!
PEER GYNT som under det foregaaende har stukket flittigt paa Flaskerne
Vi Mænd fra Nord forstaar at føre
vor Krig igjennem! Kunstens Nøgle
i Livets Sag er simpelthen
at holde Øret tætt igjen
for Indpass af en farlig Øgle.
MASTER COTTON
Hvad for en Øgle, dyre Ven?
PEER GYNT
En liden en, en fult forførende
till det i et og alt afgjørende.
(drikker igjen)
Hvad hele Vove-Kunsten gjælder,
​
1.utg: 124
den Kunst, at eje Daadens Mod, –
​
HIS: 607
det er: at staa med valgfri Fod
imellem Livets lumske Fælder, –
at vide visst, at alle Dage
er ikke slut med Stridens Dag, –
at vide, dig staar aaben bag
en Bro, som bære kan tillbage.
Den Theori har holdt mig frem;
den har min hele Vandel farvet;
og Theorien har jeg arvet
fra Slægten i min Barndoms Hjem.
MONSIEUR BALLON
De er jo norsk?
PEER GYNT
Af Fødsel, ja!
​
HU: 139
Men Verdensborger af Gemyt.
For hvad jeg har af Lykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte Bogreoler
jeg skylder Tydsklands yngre Skoler.
Fra Frankrig fik jeg mine Veste,
min Holdning og min Skjærv af Aand, –
fra England en arbejdsom Haand
og skjærpet Sans for eget bedste.
Af Jøden har jeg lært at vente.
Lidt Hang till dolce far niente
jeg fra Italien fik i Sending, –
og engang i en snever Vending
jeg øged mine Dages Maal
ved Bistand af det svenske Staal.
​
1.utg: 125
​
HIS: 608
TRUMPETERSTRAALE hæver sit Glas
Ja, svenske Staalet –!
V. EBERKOPF
Staalets Svinger
vi først og fremst vor Hyldest bringer!
De klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i Hovedet.
MASTER COTTON
Alt dette her er saare godt; –
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres Guld vil gjøre.
PEER GYNT smilende
Hm; gjøre? Hvad?
ALLE FIRE rykker nærmere
Ja, lad os høre!
PEER GYNT
Nu; for det første gaa paa Rejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som Selskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte till et Danserkor
af Venner om mit Guldkalv-Altar –
V. EBERKOPF
Højst vittigt sagt!
MASTER COTTON
Men ingen hejser
​
HU: 140
sit Sejl for blot og bart at sejle.
​
1.utg: 126
​
HIS: 609
De har et Maal, det kan ej feile.
Og Maalet er –?
PEER GYNT
At blive Kejser.
ALLE FIRE
Hvad?
PEER GYNT nikker
Kejser!
HERRERNE
Hvor?
PEER GYNT
I hele Verden.
MONSIEUR BALLON
Hvorledes, Ven –?
PEER GYNT
I Kraft af Guldet!
Den Plan er ingenlunde ny;
den Sjælen var i al min Færden.
Som Gut jeg har i Drømme rullet
vidt over Havet paa en Sky.
Jeg steg med Slæb og gylden Slire, –
og dratted ned paa alle fire.
Men Maalet, Venner, stod ved Magt. –
Der er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske Jord,
men selv dig tabte, var din Vinding
kun Krans omkring en kløvet Tinding.
​
1.utg: 127
Saa staar der, – eller noget sligt;
og dette Ord er intet Digt.
​
HIS: 610
V. EBERKOPF
Men hvad er da det gyntske selv?
PEER GYNT
Den Verden bag mit Pandehvælv,
som gjør at jeg er ingen anden,
end mig, saa lidt som Gud er Fanden.
TRUMPETERSTRAALE
Nu skjønner jeg, hvorhen det sigter!
MONSIEUR BALLON
Sublim som Tænker!
​
HU: 141
V. EBERKOPF
Høj som Digter!
PEER GYNT i stigende Stemning
Det gyntske selv, – det er den Hær
af Ønsker, Lyster og Begjær, –
det gyntske selv, det er det Hav
af Indfald, Fordringer og Krav,
kort alt, som nettopp mit Bryst hæver,
og gjør at jeg, som saadan, lever.
Men som Vorherre trænger Muldet,
skal han bestaa som Verdens Gud,
saa har jeg og Behov for Guldet,
skal jeg som Kejser ta’e mig ud.
MONSIEUR BALLON
Men Guldet har De!
​
1.utg: 128
​
HIS: 611
PEER GYNT
Ikke nok.
Ja, maaske for en to-tre Etmaal,
som Kejser a la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en Bloc,
vil være Gynt paa hele Kloden,
Sir Gynt fra Toppen og till Roden!
MONSIEUR BALLON henreven
Besidde Verdens første Dejlighed!
V. EBERKOPF
Al Hundredaars Johannisberger!
TRUMPETERSTRAALE
Og alle Karl den tolvtes Værger!
MASTER COTTON
Men først en profitabel Lejlighed
till Transaktion –
PEER GYNT
Den er alt funden;
og dertill var vor Ankring Grunden.
Iaften Farten staar mod Nord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig Nyhed –!
(rejser sig med hævet Glas)
​
HU: 142
Det er, som Lykken uden Opphør
bær Hjælp till den, der selv har Kryhed –
HERRERNE
Nu? Sig os –!
​
1.utg: 129
​
HIS: 612
PEER GYNT
Hellas er i Opprør.
ALLE FIRE springer opp
Hvad! Grækerne –?
PEER GYNT
Har rejst sig hjemme.
DE FIRE
Hurra!
PEER GYNT
Og Tyrken er i Klemme!
(tømmer Glasset)
MONSIEUR BALLON
Till Hellas! Ærens Port staar aaben!
Jeg hjælper med mit franske Vaaben!
V. EBERKOPF
Og jeg med Oppraab – paa Distance!
MASTER COTTON
Jeg ligesaa – med Leverance!
TRUMPETERSTRAALE
Gaa paa! Jeg finde skal i Bender
de verdenskjendte Sporespænder!
MONSIEUR BALLON falder Peer Gynt om Halsen
Tillgiv mig, Ven, at jeg en Stund
har miskjendt Dem!
​
HIS: 613
V. EBERKOPF trykker hans Hænder
Jeg dumme Hund,
jeg holdt Dem hartad for en Slyngel!
​
1.utg: 130
MASTER COTTON
Det er for stærkt; kun for en Nar –
TRUMPETERSTRAALE vil kysse ham
Jeg, Farbror, for et Exemplar
af Yankee-Pakkets værste Yngel –!
Forlad mig –!
V. EBERKOPF
Vi har alle famlet –
​
HU: 143
PEER GYNT
Hvad Snakk er det?
V. EBERKOPF
Nu ser vi samlet
i Glans den hele gyntske Hær
af Ønsker, Lyster og Begjær –!
MONSIEUR BALLON beundrende
Saa det var Monsieur Gynt at være!
V. EBERKOPF ligesaa
Det er at være Gynt med Ære!
PEER GYNT
Men sig mig dog –?
MONSIEUR BALLON
Forstaar De ej?
​
HIS: 614
PEER GYNT
Ifald jeg gjør, jeg la’er mig hænge!
​
1.utg: 131
MONSIEUR BALLON
Hvorledes? Gaar ej Deres Vej
till Grækerne med Skib og Penge –?
PEER GYNT blæser
Nej mange Takk! Jeg støtter Styrken
og laaner Pengene till Tyrken.
MONSIEUR BALLON
Umuligt!
V. EBERKOPF
Vittigt sagt, men Spøg!
PEER GYNT tier lidt, støtter sig till en Stol og antager en fornem Mine
Hør, mine Herrer, det er bedst
vi skilles, før den sidste Rest
af Venskab blaffrer bort i Røg.
Hvo intet ejer, lettvindt vover.
Naar man af Verden raader knappt
den Stribe Muld man skygger over,
man till Kanonmad er som skabt.
Men staar man berget paa det tørre,
som jeg, da er ens Indsatts større.
Gaa De till Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger Stridens Brand,
​
HU: 144
desbedre kan jeg Buen spænde.
Slaa smukt for Frihed og for Rett!
​
HIS: 615
Løb Storm! Gjør Tyrken Helvedet hedt; –
og slut med Hæder Deres Dage
​
1.utg: 132
paa Janitscharens Lansestage. –
Men hav mig undskyldt.
(slaar paa Lommen)
Jeg har Mynt
og er mig selv, Sir Peter Gynt.
Han slaar sin Solskjærm opp og gaar ind i Lunden hvor Hængekøjerne skimtes.
TRUMPETERSTRAALE
Den svinske Karl!
MONSIEUR BALLON
Ej Sans for Ære –!
MASTER COTTON
Aa, Æren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm Profit
for os, hvis Landet slog sig frit –
MONSIEUR BALLON
Jeg saa mig alt som Sejervinder
i Kreds af skjønne Grækerinder!
TRUMPETERSTRAALE
Jeg saa i mine svenske Hænder
de heltestore Sporespænder!
V. EBERKOPF
Jeg mit uhyre Fædrelands
Kultur saa spredt till Lands og Vands –!
​
HIS: 616
MASTER COTTON
Det værste Tab er det reelle.
God dam! Jeg kunde Taarer fælde!
Jeg saa mig som Olympens Ejer.
Hvis Berget svarer till sit Ry,
saa maa der findes Kobberlejer,
​
1.utg: 133
som kunde tages opp paany.
Og dertill denne Elv, Kastale,
hvorom der gaar saa megen Tale,
med Fald paa Fald, beregnet lavt
till mer end tusend Hestes Kraft –!
​
HU: 145
TRUMPETERSTRAALE
Jeg gaar endda! Mit svenske Sverd
er mer end Yankee-Guldet værd!
MASTER COTTON
Maaske; men, ind i Rækken stukkne,
vi vil i Massens Mængde drukkne;
og hvor blir saa Profiten af?
MONSIEUR BALLON
Fordømt! Saa nær ved Lykkens Tinde; –
og saa at standse ved dens Grav!
MASTER COTTON med knyttet Haand mod Fartøjet
Hin sorte Kiste slutter inde
Nabobens gyldne Negersved –!
V. EBERKOPF
En Kongetanke! Fort! Afsted!
​
HIS: 617
Hans Kejserdom er om en Hals!
Hurra!
MONSIEUR BALLON
Hvad vil De?
V. EBERKOPF
Vinde Magten!
Besættningen er lett tillfals.
Ombord! Jeg annekterer Yachten!
​
1.utg: 134
MASTER COTTON
De – hvad –?
V. EBERKOPF
Jeg kniber alt iflæng!
(gaar ned till Jollen)
MASTER COTTON
Da byder mig mit eget Tarv
at knibe med.
(gaar efter)
TRUMPETERSTRAALE
Det er en Skarv!
MONSIEUR BALLON
Et Kjeltringstykke –! Men – enfin!
(følger de andre)
​
HU: 146
TRUMPETERSTRAALE
Jeg faar vel følge dem paa Færden, –
men protesterer for Alverden –!
(gaar efter)
​
HIS: 618
Et andet Sted paa Kysten. Maaneskin og drivende Skyer. Yachten gaar langt ude for fuld Damp.
Peer Gynt løber langs Stranden. Snart kniber han sig i Armen, snart stirrer han ud over Havet.
PEER GYNT
Mareridt! – Væv! – Nu vaagner jeg snart!
Den staar fra Land! Og i rasende Fart! –
Bare Væv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger Hænderne)
Det gaar dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i Haaret)
​
1.utg: 135
En Drøm! Jeg vil det skal være en Drøm!
Forfærdeligt! Hu; det er Sandhed, desværre!
Mine Asner af Venner –! Hør mig, Vorherre!
Du er jo saa vis og rettfærdig –! O, døm –!
(med opprakkte Arme)
Det er mig, Peter Gynt! Aa, Vorherre, pass paa!
Tag dig af mig, Fader; ellers maa jeg forgaa!
Lad dem bakke Maskinen! Lad dem fire ned Giggen!
Stopp Tyvene! Gjør noget uklart i Riggen!
Hør mig! Lad ligge de andres Grejer!
Verden skjøtter sig nok selv imens! – –
Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er Stell! En Gud, som paa Raad er læns!
(vinker oppad)
Pst! Jeg har skillt mig ved Negerplantagen!
Jeg har skikket Missionærer over till Asien!
​
HU: 147
En Haandsrækkning er dog en anden værd!
Aa, hjælp mig ombord –!
​
HIS: 619
En Ildstraale skyder ivejret fra Yachten og en tykk Røg vælter ud; et hult Knald høres; Peer Gynt udstøder et Skrig og segner ned i Sandet; lidt efter lidt trækker Røgen bort; Skibet er forsvundet.
PEER GYNT bleg og sagte
Det var Straffens Sverd!
Tillbunds med Mand og Mus i et Plump!
O, evigt priset være Lykkens Slump – –
(rørt)
Slumpetræff? Nej, det var mer end saa.
Jeg skulde frelses og de forgaa.
O, Takk og Pris, at du har mig hyttet,
​
1.utg: 136
holdt Øje med mig trods alle mine Brøst – –
(aander dybt ud)
Hvilken vidunderlig Trygghed og Trøst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i Ørken! Hvor faar jeg Mad og Drikke?
Aa, jeg finder nok lidt. Det maa han forstaa.
Det er ikke saa farligt; –
(højt og indsmigrende)
han vil visst ikke
at jeg lille fattige Spurv skal forgaa!
Bare ydmyg i Sindet. Og saa unde ham Frist.
Lade Herren raade; ikke hænge med Ørene –
(farer forskræmt ivejret)
Var det en Løve, som knurred i Rørene –?
(med klapprende Tænder)
Nej, det var ingen Løve.
( mander sig opp)
En Løve; jo visst!
De Bæster, de holder sig nok afsides.
Med sin Overmand er det ikke grejdt at bides.
De har jo Instinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med Elefanter. – –
​
HU: 148
Men alligevel –. Jeg faar finde et Træ.
​
HIS: 620
Derborte svajer Akazier og Palmer;
kan jeg klyve deropp, har jeg Trygghed og Læ, –
især hvis jeg dertill kunde et Par Salmer –
(klattrer opp)
Morgenen er ikke Kvelden lig;
det Skriftsted er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig tillrette)
Hvor dejligt at føle sin Aand saa løftet.
​
1.utg: 137
Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge paa ham. Han ved hvad Portion
af Nødens Kalk jeg er Mand for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min Person; –
(kaster et Øje udover Havet og hvisker med et Sukk)
men Økonom, – nej, det er han ikke!
Natt. Marokkansk Lejr paa Grænsen mod Ørken. Vagtild og hvilende Krigere.
EN SLAVE kommer og river sig i Haaret
Væk er Kejserens hvide Ganger!
EN ANDEN SLAVE kommer og sønderriver sine Klæder
Kejserens hellige Dragt er stjaalen!
OPPSYNSMAND kommer
Hundred Slag faar under Saalen
hver, som ikke Tyven fanger!
Krigerne stiger tillhest og galopperer bort i alle Rettninger.
​
HIS: 621
Daggry. Trægruppen med Akazier og Palmer.
Peer Gynt i Træet med en afbrukken Gren i Haanden holder sig en Sværm Abekatte fra Livet.
PEER GYNT
Fatalt! En højst ubehagelig Natt.
(slaar om sig)
Er du der igjen? Det er dog forbandet!
​
HU: 149
Nu kaster de Frugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt Dyr, den Abekatt!
​
1.utg: 138
Der staar jo skrevet: du skal vaage og fægte.
Men jeg kan s’gu ikke; jeg er tung og matt.
(forstyrres igjen; utaalmodig)
Jeg maa faa en Pind for det Uvæsen satt!
Jeg maa se at faa fanget en af de Knægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
paa Sætt og Vis i hans laadne Hud,
saa vil de andre tro jeg er ægte. –
Hvad er vi Mennesker? Kun et Fnug.
Og lidt faar man læmpes efter Skikk og Brug. –
Atter en Sværm! De myldrer og kryr.
Pakk jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren Hale, –
noget saadant, som gav en viss Lighed med Dyr –
Hvad nu? Der tasser det over mit Hode –!
(ser opp)
Den gamle, – med Næverne fulde af Smuds –!
(kryber ængstelig sammen og holder sig en Stund stille. Abekatten gjør en Bevægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en Hund)
Ja, – er du der, du gamle Buss!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
​
HIS: 622
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode Venner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg Sproget kjender?
Buss og jeg, vi er Skyldfolk og sligt; –
Buss skal faa Sukker imorgen –! Det Bæst!
Hele Ladningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var Føde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad Smagen angaar, gjør Vanen mest.
Hvad er det for en Tænker, som engang har sagt:
​
1.utg: 139
man faar spytte og haabe paa Vanens Magt? –
Der er Yngelen ogsaa!
​
HU: 150
(fægter og slaar)
Det er dog for galt,
at Mennesket, denne Skabningens Herre,
skal se sig nødt till –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle var fæl, men de unge er værre!
​
HIS: 623
Tidlig Morgen. Stenet Egn med Udsigt ind over Ørken. Paa den ene Side en Fjeldkløft og en Hule.
En Tyv og en Hæler i Kløften med Kejserens Hest og Klædning. Hesten, rigt oppsadlet, staar bunden till en Sten. Ryttere langt borte.
TYVEN
Lansernes Tunger,
slikkende, spillende, –
se, se!
HÆLEREN
Jeg føler alt Knappen
i Sandet trillende!
Ve, ve!
TYVEN folder Armene over Brystet
Min Fader var Tyv;
hans Søn maa stjæle.
HÆLEREN
Min Fader var Hæler;
hans Søn maa hæle.
TYVEN
Din Lod skal du bære;
dig selv skal du være.
​
1.utg: 140
HÆLEREN lytter
Fodtrin i Krattet!
Paa Flugt! Men hvor?
​
HIS: 624
TYVEN
Hulen er dyb
og Profeten stor!
De flygter og lader Kosterne i Stikken. Rytterne taber sig i det fjerne.
​
HU: 151
PEER GYNT kommer, skjærende paa en Rørfløjte
Hvilken livsalig Morgenstund! –
Skarnbassen triller sin Kugle i Gruset;
Sneglen kryber af Sneglehuset.
Morgenen; ja, den har Guld i Mund. –
Det er dog igrunden en mærkelig Magt,
Naturen har saadan i Dagslyset lagt.
Man føler sig saa trygg, føler Modet voxe,
turde gjerne, om saa var, binde an med en Oxe. –
Hvilken Stillhed omkring! Ja, de landlige Glæder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store Stæder,
blot for at rendes af Pakket paa Dør. –
Nej; se, hvor Firbenen vimser omkring,
snapper og tænker paa ingenting.
Hvilken Uskyld selv over Dyrenes Liv.
Hvert holder sig Skaberens Bud efterretteligt,
bevarer sit særlige Præg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv gjennem Leg og Kiv,
sig selv, som det blev paa hans første Bliv.
(sætter Lorgnetten paa Næsen)
​
1.utg: 141
En Padde. Midt i en Sandstensblokk.
Forstening omkring. Kun Hovedet ude.
Der sidder den og ser, som gjennem en Rude,
​
HIS: 625
paa Verden og er sig selv – nok. –
(tænker sig om)
Nok? Sig selv –? Hvor er det, det staar?
Jeg har læst det, som Gut, i en saakaldt Storbog.
Var det Huspostillen? Eller Salomons Ordbog?
Fatalt; jeg mærker at Aar for Aar
min Sans for Tiden og Stedet forgaar.
(sætter sig ned i Skyggen)
Her er svalt at hvile og strække sine Fødder.
Se, her gror Bregner. Spiselige Rødder.
(smager lidt)
​
HU: 152
Det er ligere Mad for et Kreatur; –
men der staar jo skrevet: tving din Natur!
Endvidere staar der: Hovmod maa bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal opphøjes.
(urolig)
Opphøjes? Ja, det vil ske med mig; –
det er umuligt at tænke sig andet.
Skjæbnen vil hjælpe mig bort fra Landet
og mage det saa, at jeg kommer ivej.
Dette her er en Prøvelse; siden kommer Frelsen, –
naar bare Vorherre under mig Helsen.
(skyder Tankerne fra sig, tænder en Cigar, strækker sig og stirrer ind over Ørken)
Hvilket umaadeligt, grænseløst Øde. –
Langt derborte skridter en Struds. –
Hvad skal en egentlig tro var Guds
Mening med alt dette tomme og døde?
​
1.utg: 142
Dette, som alle Livskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner;
denne Brøk af Verden, som ligger brakk;
dette Lig, som ej, siden Jordens Fødsel,
har bragt sin Skaber saa meget som Takk, –
​
HIS: 626
hvi blev det till? – Naturen er ødsel. –
Er det Hav, det i Øst, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun Sansebedrag.
Havet er i Vest; det højner sig bag,
dæmmet ude fra Ørken ved en skraanende Bakke.
(en Tanke farer gjennem ham)
Dæmmet ude? Saa kunde jeg –! Højden er smal.
Dæmmet ude! Et Gjennembrudd blot, en Kanal, –
som en Livsensflod vilde Vandene skylle
ind gjennem Svælget og Ørken fylde!
Snart vilde hele den glødende Grav
​
HU: 153
ligge der frisk som et kruset Hav.
Oaserne vilde som Øer sig højne,
Atlas grønnes som Fjeldkyst mod Nord;
Sejlere vilde, som Fugle forfløjne,
skjære mod Syd Karavanernes Spor.
Livende Luft vilde sprede de kvalme
Dunster, og Dugg vilde drysse fra Sky;
Folk vilde bygge sig By ved By,
og Græs vilde gro om den svajende Palme.
Landet i Syd bag Saharas Mur
blev till et Kystland med frisk Kultur.
Damp vilde drive Tombuktus Fabrikker;
Bornu blev koloniseret med Il;
opp gjennem Habes foer Forskeren sikker
​
1.utg: 143
i sin Waggon till den øvre Nil.
Midt i mit Hav, paa en fed Oase,
vil jeg forplante den norske Race;
det dølske Blod er jo kongeligt næsten;
arabisk Krydsning vil gjøre Resten.
Rundt om en Vik paa en stigende Strand
faar jeg lægge Peeropolis, Hovedstaden.
Verden er aflæggs! Nu kommer Raden
​
HIS: 627
till Gyntiana, mit unge Land!
(springer opp)
Bare Kapitaler, saa er det gjort. –
En Nøgle af Guld till Havets Port!
Korstog mod Døden! Den griske Puger
skal aabne for Sækken, der han ligger og ruger.
For Frihed sværmes i alle Lande; –
som Asnet i Arken vil jeg sende et Raab
over Verden og bringe Befrielsens Daab
till de dejlige, bundne, vordende Strande.
Jeg maa frem! Kapitaler i Øst eller Vest!
Mit Rige, – mit halve Rige for en Hest!
(Hesten vrinsker i Fjeldkløften)
​
HU: 154
En Hest! Og Klædning! – Og Smykker, – og Værge!
(gaar nærmere)
Umuligt! Jo, virkelig –! Hvad? Jeg har læst
etsteds at Viljen kan flytte Bjerge; –
men at den ogsaa kunde flytte en Hest –?
Vaas! Det er Faktum, at her staar Hesten; –
ab esse ad posse og saa videre forresten –.
(trækker Klædningen udenpaa og ser ned over sig)
Sir Peter, – og Tyrk fra Topp till Rod!
​
1.utg: 144
Nej, en ved aldrig, hvad der kan hændes. –
Rapp dig, Grane, min Ganger god!
(stiger i Sadlen)
Guldtøffel till at støtte min Fod! –
Paa Ridestellet skal Storfolk kjendes!
Han galopperer ind i Ørken.
​
HIS: 628
Telt hos en Araberhøvding, ensomt paa en Oase.
Peer Gynt i sin østerlandske Dragt hvilende paa Hynder. Han drikker Kaffe og røger af en lang Pibe. Anitra og en Flok Piger danser og synger for ham.
PIGERNES KOR
Profeten er kommen!
Profeten, Herren, den alting vidende,
till os, till os er han kommen
over Sandhavet ridende!
Profeten, Herren, den aldrig fejlende,
till os, till os er han kommen
gjennem Sandhavet sejlende!
Rør Fløjten og Trommen;
Profeten, Profeten er kommen!
ANITRA
Hans Ganger er Mælken, den hvide,
som strømmer i Paradisets Floder.
Bøj eders Knæ! Sænk eders Hoder!
Hans Øjne er Stjerner, blinkende, blide.
​
HU: 155
Intet Jordbarn dog taaler
Glansens Glans af de Stjerners Straaler!
​
1.utg: 145
Gjennem Ørken han kom.
Guld og Perler sprang frem paa hans Bryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev Mørke;
bag ham foer Samum og Tørke.
Han, den herlige, kom!
Gjennem Ørken han kom,
som en Jordsøn pyntet.
Kaba, Kaba staar tom; –
han har selv forkyndt det!
​
HIS: 629
PIGERNES KOR
Rør Fløjten og Trommen;
Profeten, Profeten er kommen!
Pigerne danser under dæmpet Musik.
PEER GYNT
Jeg har læst paa Trykk – og Sattsen er sand –
« ingen blir Profet i sit eget Land.» –
Dette her, det huger mig meget bedre,
end Livet histover blandt Charlestowns Rhedre.
Der var noget hult i den hele Sag,
noget fremmed paa Bunden, noget uklart bag; –
jeg følte mig aldrig hjemme i Laget,
og aldrig rigtig som Mand af Faget.
Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?
Rode og rode i Forrettningsbingen.
Naar jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –
det traf sig saa; det er hele Tingen. –
Være sig selv paa Grundlag af Guld,
det er som at bygge sit Hus paa Sandet.
For Uhr og for Ring og for alt det andet
​
1.utg: 146
loggrer de Godtfolk og kryber i Muld;
de løfter paa Hatten for Brystnaal-Kronen;
​
HU: 156
men Ring eller Naal er jo ikke Personen. –
Profet; se, det er en klarere Stilling.
Da ved man dog paa hvad Fod man staar.
Slaar man an, saa er det en selv, som faar
Ovationen, og ej ens Pundsterling og Shilling.
Man er, hvad man er, foruden Snakk;
man skylder ej Slump eller Tillfælde Takk,
og støtter sig ej till Patent og Bevilling. –
Profet; ja, det er noget for mig.
​
HIS: 630
Og jeg blev det saa inderlig uforvarende, –
blot ved at komme gjennem Ørken farende
og træffe Naturens Børn paa min Vej.
Profeten var kommen; den Sag var klar.
Det var saamen ikke min Agt at bedrage –;
der er Forskjell paa Løgn og profetisk Svar;
og jeg kan jo altid træde tillbage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;
det hele er, saa at sige, privat;
jeg kan gaa, som jeg kom; min Hest staar parat;
kort sagt, jeg er Situationens Herre.
ANITRA nærmer sig fra Indgangen
Profet og Hersker!
PEER GYNT
Hvad vil min Slavinde?
ANITRA
Ventende for Teltet staar Slettens Sønner;
de beder at faa skue dit Ansigt –
​
1.utg: 147
PEER GYNT
Stopp!
Sig dem, de kan i Afstand troppe opp;
sig dem, jeg hører i Afstand deres Bønner.
Lægg till, jeg taaler ingen Mandfolk herinde!
Mændene, Barn, er en skrøbelig Slægt, –
rett hvad man kalder nogle arrige Skarn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor frækkt
de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit Barn! –
​
HU: 157
Naa; det var nu det! Dans for mig, Kvinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige Minder.
​
HIS: 631
PIGERNE dansende
Profeten er god! Profeten er bedrøvet
for det onde, som Støvets Sønner har øvet!
Profeten er mild; hans Mildhed være priset;
han aabner for Synderne Paradiset!
PEER GYNT idet hans Øjne følger Anitra under Dansen
Benene gaar som Trommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den Taske.
Hun har noget extravagante Former, –
ikke ganske stemmende med Skjønhedens Normer;
men hvad er Skjønhed? En Vedtægt kun, –
en Mynt, som er gangbar till Sted og Stund.
Og just det extravagante behager,
naar man har tillbunds det normale nydt.
I det lovbundne blir man for Rusen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;
enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; –
​
1.utg: 148
det middels gjør vammel. –
Hendes Fødder, – de er ikke ganske rene;
ikke Armene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen Forringelse.
Jeg vil snarere kalde det en Betingelse – –
Anitra, hør her!
ANITRA nærmer sig
Din Slavinde har hørt!
PEER GYNT
Du er lokkende, Barn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, saa fornem Beviset; –
jeg gjør dig till Houri i Paradiset!
​
HIS: 632
ANITRA
Umuligt, Herre!
PEER GYNT
Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme Alvor, saa sandt jeg lever!
​
HU: 158
ANITRA
Men jeg har ingen Sjæl.
PEER GYNT
Saa kanst du faa!
ANITRA
Hvorledes, Herre?
PEER GYNT
Det maa jeg forstaa; –
jeg skal nok tage mig af din Oppdragelse.
Ingen Sjæl? Ja, ganske visst er du dum,
​
1.utg: 149
som man siger. Jeg har mærket det med Beklagelse.
Men pytt; till en Sjæl har du altid Rum.
Kom her! Lad mig maale din Hjernekiste. –
Der er Plads; der er Plads; det var det, jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldrig komme till at stikke
synderlig dybt; nogen stor Sjæl faar du ikke; –
men, Skidt; det kan ogsaa være det samme; –
du skal faa saa meget, at du ikke staar tillskamme – –
ANITRA
Profeten er god – –
PEER GYNT
Du nøler? Tal!
ANITRA
Men jeg ønsked heller –
​
HIS: 633
PEER GYNT
Snakk væk uden Dvælen!
ANITRA
Jeg bryder mig ikke saa meget om Sjælen; –
giv mig heller –
PEER GYNT
Hvilket?
ANITRA peger paa hans Turban
Hin skjønne Opal!
PEER GYNT henrykkt, idet han rækker hende Smykket
Anitra! Evas naturlige Datter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er Mand,
​
1.utg: 150
og, som der staar hos en agtet Forfatter:
«das ewig weibliche ziehet uns an!»
Maaneskinsnatt. Palmelund udenfor Anitras Telt.
Peer Gynt med en arabisk Luth i Haanden sidder under et Træ. Hans Skjægg og Haar er studset; han ser betydeligt yngre ud.
PEER GYNT spiller og synger
Jeg stængte for mit Paradis
og tog dets Nøgle med.
​
HU: 159
Det bar tillhavs for nordlig Bris,
mens skjønne Kvinder sit Forlis
paa Havsens Strand begræd.
​
HIS: 634
Mod Syd, mod Syd skar Kjølens Flugt
de salte Strømmes Vand.
Hvor Palmen svajer stolt og smukt,
i Krans om Oceanets Bugt,
jeg stak mit Skib i Brand.
Ombord jeg steg paa Slettens Skib,
et Skib paa fire Ben.
Det skummed under Piskens Hieb; –
jeg er en flygtig Fugl; o, grib, –
jeg kviddrer paa en Gren!
Anitra, du er Palmens Most;
det maa jeg sande nu!
Ja, selv Angoragjedens Ost
er næppe halvt saa sød en Kost,
Anitra, ak, som du!
(hænger Luthen over Skuldren og kommer nærmere)
Stillhed! Mon den fagre lytter?
​
1.utg: 151
Har hun hørt mit lille Digt?
Mon hun bag Gardinet glytter,
udrappert af Slør og sligt? –
Hyss! Det klang jo, som om Korken
voldsomt af en Flaske sprang!
Nu igjen! Og end en Gang!
Er det Elskovssukk? Nej, Sang; –
Nej, det er en hørbar Snorken. –
Sød Musik! Anitra sover.
Nattergal, hold opp at slaa!
Alslags Ufærd skal du faa,
​
HU: 160
hvis med Klukk og Klunk du vover – –
Dog, som skrevet staar, lad gaa!
Nattergalen er en Sanger;
​
HIS: 635
ak, jeg selv er ligesaa.
Han, som jeg, med Toner fanger
Hjerter, ømme, bløde, smaa.
Skabt for Sang er Natten sval;
Sangen er vor fælles Sfære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og Nattergal.
Og just det, at Pigen sover,
er min Elskovslykkes Tipp; –
det, at spidse Læben over
Bægret uden mindste Nipp – –;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.
ANITRA fra Teltet
Herre, kalder du i Natten?
​
1.utg: 152
PEER GYNT
Ja saamen; Profeten kalder.
Jeg blev vækket før af Katten
ved et voldsomt Jagtrabalder –
ANITRA
Ak, det var ej Jagtlarm, Herre;
det var noget meget værre.
PEER GYNT
Hvilket da?
ANITRA
O, skaan mig!
​
HIS: 636
PEER GYNT
Tal!
ANITRA
O, jeg rødmer –
PEER GYNT nærmere
Var det kanske
hvad der fyldte mig saa ganske,
da jeg gav dig min Opal?
ANITRA forskrækket
Ligne dig, o, Verdens Skatt,
med en ækkel gammel Katt!
PEER GYNT
Barn, fra Elskovs Standpunkt set,
​
HU: 161
kan en Hankatt og Profet
komme hartad ud paa et.
ANITRA
Herre, Spøgens Honning strømmer
fra din Læbe.
​
1.utg: 153
PEER GYNT
Lille Ven;
du, som andre Piger, dømmer
Skorpen kun af store Mænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og paa Tomandshaand især.
Af min Stilling er jeg bunden
till en Maskes Alvorsskjær;
Dagens Pligter gjør mig tvungen;
alt det Regnskab og Besvær,
som jeg har med en og hver,
​
HIS: 637
gjør mig tidt profetisk tvær;
men det ligger kun paa Tungen. –
Væk med Vaas! I Tetatet’en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi Profeten;
og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et Træ og drager hende till sig)
Kom, Anitra; vi vil hvile
under Palmens grønne Vifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi Roller skifte;
da skal dine Læber friske,
mens jeg smiler, Elskov hviske!
ANITRA lægger sig for hans Fødder
Hvert dit Ord er sødt som Sange,
skjønt jeg lidt kun deraf fatter.
Herre, svar mig, kan din Datter,
ved at lytte, Sjælen fange?
​
1.utg: 154
PEER GYNT
Sjælen, Aandens Lys og Viden
skal du nok bekomme siden.
​
HU: 162
Naar i Øst paa Rosenstrimer
prentes gyldent: her er Dagen, –
da, min Tøs, da gier jeg Timer;
du skal nok bli veloppdragen.
Men i Nattens lune Stille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt Visdoms Rester
træde opp som Skolemester. –
Sjælen er jo ikke heller,
​
HIS: 638
rett betragtet, Hovedsagen.
Det er Hjertet, som det gjælder.
ANITRA
Tal, o, Herre! Naar du taler,
ser jeg Glimt, som af Opaler!
PEER GYNT
Kløgt, paa Spidsen satt, er Dumhed;
Fejgheds Knopp, i Blomst, er Grumhed;
Sandhed i sin Overdrift
er en bagvendt Visdomsskrift.
Ja, mit Barn, – jeg er forsvoren,
som en Hund, hvis ej der gaar
sjælsforædte Folk paa Jorden,
som till Klarhed tungvindt naaer.
Jeg har kjendt en saadan Kropp,
Perlen i den hele Tropp;
og selv han tog fejl af Maalet,
misted Meningen i Skraalet. –
​
1.utg: 155
Ser du Ørken om Oasen?
Hvis jeg blot min Turban svinger,
Verdenshavets Flod jeg tvinger
till at fylde hele Stadsen.
Men jeg var en Dompap-Pande,
hvis jeg skabte Hav og Lande.
Ved du, hvad det er at leve?
ANITRA
Lær mig det!
​
HU: 163
​
HIS: 639
PEER GYNT
Det er at svæve
tørrskod nedad Tidens Elv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i Mandskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille kjære!
Gammel Ørn sin Fjærham fælder,
gammel Støder gaar og hælder,
gammel Kjærring mister Tænder,
gammel Knark faar vissne Hænder, –
hver og en faar vissen Sjæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en Sultan, hed og hel, –
ej paa Gyntianas Banker,
under Palmeløv og Ranker, –
men, paa Grundlag af det færske,
i en Kvindes Jomfru-Tanker. –
Ser du nu, min lille Pige,
hvi jeg har dig naadigst daaret, –
hvi jeg har dit Hjerte kaaret,
grundlagt, om jeg saa maa sige,
​
1.utg: 156
der mit Væsens Kalifat?
Jeg vil eje dine Længsler.
Voldsmagt i min Elskovs Stat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som Guld og Ædelstene.
Skilles vi, er Livet omme, –
ja, for din Part, notabene!
Hele du, hver Trevl og Tomme,
uden Vilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine Lokkers Midnattsgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
​
HIS: 640
skal, som babylonske Haver,
​
HU: 164
vinke mig till Sultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme Pandehvælv.
Har man Sjæl, saa er man bunden
i Betragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; –
hvis du vil, du skal, min Tro,
faa en Ring om Ankelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer Plads i Sjælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker)
Hvad? Hun sover! Er det gledet
Hus forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min Magt,
at hun flyder bort i Drømme
​
1.utg: 157
paa min Elskovstales Strømme.
(rejser sig og lægger Smykker i hendes Skjød)
Her er Søljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer – –
Sov! Isøvne har du Kronen
paa din Kejsers Pande satt!
Sejr paa Grundlag af Personen
vandt Peer Gynt i denne Natt.
​
HIS: 641
Karavanvej. Oasen langt tillbage i det fjerne.
Peer Gynt, paa sin hvide Hest, jager gjennem Ørken. Han har Anitra foran sig paa Sadelknappen.
ANITRA
Lad være; jeg bider!
PEER GYNT
Du lille Skalk!
ANITRA
Hvad vil du?
PEER GYNT
Vil? Lege Due og Falk!
​
HU: 165
Føre dig bort! Gjøre gale Streger!
ANITRA
Skam dig! En gammel Profet –!
PEER GYNT
Aa, Vaas!
Profeten er ikke gammel, din Gaas!
Synes du dette paa Alderdom peger?
ANITRA
Slipp! Jeg vil hjem!
​
1.utg: 158
PEER GYNT
Nu er du kokett!
Tænk, hjem! Till Svigerfaer! Det var nett!
Vi gale Fugle, af Buret fløjne,
tør aldrig mere komme ham for Øjne.
Desuden, min Unge, paa samme Sted
bør man ikke for længere Tid slaa sig ned;
man mister i Agt, hvad man vinder i Kjendskab; –
​
HIS: 642
især, naar man kommer som Profet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, gaa som et Digt.
Det var s’gu paa Tid at Besøget fik Endskab.
Det er vakklende Sjæle, disse Slettens Sønner; –
tillslut vanked hverken Virak eller Bønner.
ANITRA
Ja, men er du Profet?
PEER GYNT
Jeg er din Kejser!
(vil kysse hende)
Nej se, hvor den lille Hakkespætt knejser!
ANITRA
Giv mig den Ring, som sidder paa din Finger.
PEER GYNT
Tag, søde Anitra, det hele Pøjt!
ANITRA
Dine Ord er Sange! Lifligt de klinger!
PEER GYNT
Saligt, at vide sig elsket saa højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede Hesten, som din Slave!
(rækker hende Ridepisken og stiger af)
Se saa, min Rose, min dejlige Blomst;
​
1.utg: 159
her vil jeg gaa i Sandet og kave
till jeg rammes af et Solstikk og faar min Bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for Øje!
Du faar ikke veje mine Fagter saa nøje.
Spas og Spilopper er Ungdoms Kriterium!
​
HU: 166
Hvis altsaa ikke din Aand var saa tung,
​
HIS: 643
saa vilde du skjønne, min yndige Nerium, –
din Elsker gjør Spilopper, – ergo er han ung!
ANITRA
Ja, du er ung. Har du flere Ringe?
PEER GYNT
Ikke sandt? Der; grams! Som en Bukk kan jeg springe!
Var her Vinløv i Nærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!
(danser og synger)
Jeg er en lyksalig Hane!
Hakk mig, min lille Tippe!
Ej! Hopp! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig Hane!
ANITRA
Du sveder, Profet; jeg er angst du skal smelte; –
rækk mig det tunge, som dingler i dit Bælte.
PEER GYNT
Ømme Bekymring! Bær Pungen for stedse; –
uden Guld er elskende Hjerter tillfredse!
(danser og synger igjen)
Unge Peer Gynt er en Galfrands; –
han ved ikke paa hvad Fod han vil staa.
Pytt, sa’e Peer; – pytt, lad gaa!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
​
1.utg: 160
ANITRA
Frydfuldt, naar Profeten i Dansen træder!
​
HIS: 644
PEER GYNT
Visvas med Profeten! – Lad os bytte Klæder!
Hejsan! Trækk ud!
ANITRA
Din Kaftan blev for lang,
din Livgjord for vid og din Strømpe for trang –
PEER GYNT
Eh bien!
(knæler)
Men gjør mig en hæftig Sorg; –
det er sødt for elskende Hjerter at lide!
​
HU: 167
Hør, naar vi kommer hjem till min Borg –
ANITRA
Till dit Paradis; – har vi langt at ride?
PEER GYNT
Aa, en tusende Mile –
ANITRA
Forlangt!
PEER GYNT
O, hør; –
du skal faa den Sjæl, som jeg lovte dig før –
ANITRA
Ja, Takk; jeg hjælper mig uden Sjæl.
Men du bad om en Sorg –
PEER GYNT rejser sig
Ja, Død og Plage!
En voldsom, men kort, – for en to-tre Dage!
​
1.utg: 161
​
HIS: 645
ANITRA
Anitra lyder Profeten! – Farvel!
Hun smækker ham et dygtigt Rapp over Fingrene og jager i flyvende Galopp tillbage gjennem Ørken.
PEER GYNT staar en lang Stund som lynslagen
Naa, saa skulde da ogsaa – – –!
Samme Sted. En Time senere.
Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker Tyrkeklæderne af, Stykke for Stykke. Tillsidst tager han sin lille Rejsehue opp af Frakkelommen, sætter den paa, og staar atter i sin europæiske Dragt.
PEER GYNT idet han kaster Turbanen langt fra sig
Der ligger Tyrken, og her staar jeg! –
Dette hedenske Væsen duer s’gu ej.
Det var heldigt, det kun var i Klæderne baaret,
og ej, som man siger, i Kjødet skaaret. –
Hvad vilde jeg ogsaa paa den Gallej?
En staar sig dog bedst paa at leve som Kristen,
vrage Paafuglhabittens Pral,
støtte sin Færd till Lov og Moral,
være sig selv og faa sig tillsidst en
Tale ved Graven og Kranse paa Kisten.
(gaar nogle Skridt)
Den Taske; – hun var paa et hængende Haar
​
HU: 168
ifærd med at gjøre mig Hodet kruset.
Jeg vil være et Trold, ifald jeg forstaar,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
​
HIS: 646
Naa; godt, det fik Slut! Var Spasen dreven
et Skridt endnu, var jeg latterlig bleven. –
​
1.utg: 162
Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en Trøst,
at jeg fejled paa Grundlag af Stillingens Brøst.
Det var ikke selve Personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske Levnet,
saa ganske blottet for Virksomheds Salt,
som har sig med Smagløsheds Kvalmer hævnet.
En daarlig Bestilling at være Profet!
I Embedets Medfør skal man gaa som i Taagen;
profetisk taget man flux er Bét,
saa saare man ter sig ædru og vaagen.
For saa vidt har jeg gjort Stillingen Fyldest,
netopp ved at bringe den Gaas min Hyldest.
Men, ikke desmindre –
(brister i Latter)
Hm, tænke sig till!
Ville stoppe Tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod Strømmen ved at svinge og svanse!
Spille paa Strengeleg, kjæle og sukke,
og ende som en Hane – med at lade sig plukke.
Den Adfærd kan kaldes profetisk vild. –
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt!
Naa; lidt har jeg rigtignok i Baghaanden gjemt;
jeg har noget i Amerika, noget i Lommen;
er altsaa ikke helt paa Fantestien kommen. –
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af Kudsk eller Hest;
jeg har ingen Besvær med Kuffert og Kjærre;
kort sagt, som man siger, jeg er Stillingens Herre. –
Hvilken Vej bør jeg vælge? Mangen Vej staar mig aaben;
​
HU: 169
og i Valget kjender man Vismand fra Taaben.
​
1.utg: 163
Mit Forrettningsliv er et sluttet Kapitel;
min Kjærlighedsleg er en aflagt Kittel.
​
HIS: 647
Till Krebsegang føler jeg ingen Drift.
« Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», –
saa tror jeg der staar i et aandrigt Skrift. –
Altsaa noget nytt; en forædlet Færd;
et Formaal, som er Møjen og Pengene værd.
Om jeg skrev mit Levnet uden Fordølgelse, –
en Bog till Vejledning og Efterfølgelse?
Eller, bi –! Jeg har Tiden ganske till Raadighed; –
hvad, om jeg som en rejsende Lærd
studerte de henfarne Tiders Graadighed?
Isandhed, ja; det er noget for mig!
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har ogsaa dyrket den Videnskab siden. –
Jeg vil følge Menneskeslægtens Vej!
Jeg vil svømme som en Fjær paa Historiens Strøm,
leve den opp igjen, som i en Drøm, –
se Heltenes Kampe for stort og godt,
men i sikker Behold, som Tillskuer blott, –
se Tænkerne falde, Martyrerne bløde,
se Riger grundes og Riger forgaa, –
se Verdensepoker slaa ud af det smaa;
kort sagt, jeg vil skumme Historiens Fløde. –
Jeg faar se at faa Tag i et Bind af Becker,
og rejse kronologisk saa langt jeg rækker. –
Vel sandt, – min Forkundskab er ikke grundig,
og Historiens indre Mekanik underfundig; –
men pytt; hvor Udgangspunktet er galest,
​
1.utg: 164
blir tidt Resultatet originalest. – –
Hvor løftende dog, at sætte sig et Maal,
og drive det igjennem som Flint og Staal!
​
HU: 170
(stille bevæget)
Bryde, paa alle Kanter og Ender,
​
HIS: 648
de Baand, som binder till Hjemstavn og Venner, –
sprænge i Luften sin Rigdoms Skatt, –
sige sin Kjærlighedslykke Godnatt, –
alt, for at finde det sandes Mysterium, –
(tørrer en Taare af Øjet)
det er den ægte Forskers Kriterium! –
Jeg føler mig lykkelig over al Maade.
Nu har jeg løst min Bestemmelses Gaade.
Nu bare holde ud i tykkt og i tyndt!
Det er vel tillgiveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som Manden Peer Gynt,
ogsaa kaldt Menneskelivets Kejser. –
Det svundnes Facit og Sum vil jeg eje;
aldrig slide de levendes Veje; –
Samtiden er ej en Skosaale værd;
baade troløs og margløs er Mændenes Færd;
deres Aand har ej Flugt, deres Daad ej Vægt; – –
(trækker paa Skulderen)
og Kvinderne, – det er en skrøbelig Slægt!
Han gaar.
Sommerdag. Højt oppe mod Nord. En Hytte i Storskogen. Aaben Dør med en stor Trælaas. Rensdyrhorn over Døren. En Flok Gjeder ved Husvæggen.
En middelaldrende Kvinde, lys og smuk, sidder og spinder udenfor i Solskinnet.
KVINDEN kaster et Øje nedover Vejen og synger
Kanske vil der gaa baade Vinter og Vaar,
​
1.utg: 165
og næste Sommer med, og det hele Aar; –
​
HIS: 649
men engang vil du komme, det ved jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(lokker paa Gjederne, spinder og synger igjen)
​
HU: 171
Gud styrke dig hvor du i Verden gaar!
Gud glæde dig, hvis du for hans Fodskammel staar!
Her skal jeg vente till du kommer igjen;
og venter du hisstoppe, vi træffes der, min Ven!
I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten staar i Sandet.
Peer Gynt kommer gaaende og ser sig en Stund omkring.
PEER GYNT
Her kunde jeg passelig begynde min Vandring. –
Nu er jeg altsaa Ægypter till Forandring;
men Ægypter paa Grundlag af det gyntske jeg.
Siden till Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med Verdens Skabelse,
det vilde bare lede till Fortabelse; –
jeg vil ganske gaa udenom Bibelhistorien;
jeg finder jo altid dens verdslige Spor igjen;
og at se den, som man siger, i Sømmene efter,
ligger udenfor baade min Plan og mine Kræfter.
(sætter sig paa en Sten)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
till Støtten med sin vanlige Morgensang er færdig.
Efter Frokosten klyver jeg opp paa Pyramiden;
faar jeg Tid, vil jeg granske den indeni siden.
Derpaa till-lands om det røde Hav;
kanske kan jeg finde Kong Potifars Grav. –
Saa er jeg Asiater. I Babylon jeg søger
​
1.utg: 166
​
HIS: 650
de rygtbare hængende Haver og Skjøger, –
det vil sige, de vigtigste Spor af Kultur.
Og saa med et Spring till Trojas Mur.
Fra Troja gaar der jo Sjøvej direkte
over till det herlige gamle Athen; –
der vil jeg paa Aastedet, Sten for Sten,
befare det Pass, som Leonidas dækkte; –
​
HU: 172
jeg vil gjøre mig fortrolig med de bedre Filosofer,
finde Fængslet, hvor Sokrates døde som Offer – –;
nej, det er s’gu sandt, – der er Krig for Tiden –!
Ja, saa faar Hellenismen ligge till siden.
(ser paa sit Uhr)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før Solen rinder. Min Tid er knapp.
Altsaa, fra Troja; – det var der jeg slapp – –
(rejser sig og lytter)
Hvad er det for en underlig Susning, som farer –?
Soloppgang.
MEMNONSTØTTEN synger
Af Halvgudens Aske stiger foryngende
Fugle syngende.
Zeus, den alvidende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
Hvor sover mine Fugle?
Du maa dø eller raade
Sangens Gaade!
PEER GYNT
Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik
​
1.utg: 167
fra Støtten en Lyd! Det var Fortidsmusik.
​
HIS: 651
Jeg hørte Stenrøstens Stigning og Sænkning. –
Jeg vil skrive det opp till de Lærdes Betænkning.
(noterer i Lommebogen)
«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt Klangen,
men forstod ikke rigtig Texten till Sangen.
Det hele var naturligvis Sansebedrag. –
Ellers intet af Vægt observeret idag.»
(gaar vidre)
​
HU: 173
Ved Landsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af Klippen. Langt borte Kairos Spir og Minaretter.
Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen oppmærksomt, snart gjennem Lorgnetten, snart gjennem den hule Haand.
PEER GYNT
Nej, hvor i Alverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette Skabilken?
For truffet det, har jeg, – i Nord eller Sør.
Var det en Person? Og, i saa Fald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,
ligned de saakaldte Dovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med Enden plantet paa Søjlestubber.
Men dette underlige Krydsningsdyr,
denne Bytting, paa engang Løve og Kvinde, –
har jeg ogsaa ham fra et Eventyr?
Eller har jeg ham fra et virkeligt Minde?
Fra et Eventyr? Ho, nu husker jeg Kallen!
Det er s’gu Bøjgen, som jeg slog i Skallen, –
det vil sige, jeg drømte, – for jeg laa i Feber. –
​
HIS: 652
(gaar nærmere)
​
1.utg: 168
De selvsamme Øjne; de selvsamme Læber; –
ikke fuldt saa dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i Hovedsagen. –
Ja saa da, Bøjg; du ligner en Løve,
naar en ser dig bagfra og træffer dig om Dagen!
Kan du endnu Gaader? Det skal vi prøve.
Nu faar vi se om du svarer som sidst, du!
(raaber mod Sfinxen)
Hej, Bøjg, hvem er du?
EN STEMME bag Sfinxen
Ach, Sfinx, wer bist du?
PEER GYNT
Hvad! Ekkoet bryder paa Tydsk! Mærkværdigt!
STEMMEN
Wer bist du?
​
HU: 174
PEER GYNT
Det taler jo Sproget færdigt!
Den Observation er ny og min.
(noterer i Bogen)
«Ekko paa Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.
BEGRIFFENFELDT
Et Menneske!
PEER GYNT
Naa; det er ham, som prater.
(noterer igjen)
«Kom senerehen till andre Resultater.»
​
HIS: 653
BEGRIFFENFELDT under alleslags urolige Fagter
Min Herre, undskyld –! En Lebensfrage –!
Hvad fører Dem just idag herhen?
​
1.utg: 169
PEER GYNT
En Visit. Jeg hilser paa en Ungdomsven.
BEGRIFFENFELDT
Hvad? Sfinxen –?
PEER GYNT nikker
Jeg har kjendt ham i gamle Dage.
BEGRIFFENFELDT
Famost! – Og det efter denne Natt!
Min Pande hamrer! Den er nærved at revne!
De kjender ham, Mand? Tal! Svar! Kan De nævne,
hvad han er?
PEER GYNT
Hvad han er? Ja, det kan jeg glatt.
Han er sig selv.
BEGRIFFENFELDT med et Spring
Ha, Livsgaaden glindste
som Lyn for mit Syn! – Det er visst, at han er
sig selv?
PEER GYNT
Ja, saa siger han idetmindste.
BEGRIFFENFELDT
Sig selv! Omvæltningens Stund er nær!
(tager Hatten af)
Deres Navn, min Herre?
​
HIS: 654
PEER GYNT
Jeg er døbt Peer Gynt.
​
1.utg: 170
​
HU: 175
BEGRIFFENFELDT med stille Beundring
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –
Peer Gynt? Det vil sige: det ubekjendte, –
det kommende, hvis Komme var mig forkyndt –
PEER GYNT
Nej, virkelig? Og nu er De her for at hente –?
BEGRIFFENFELDT
Peer Gynt! Dybsindig! Gaadefuld! Hvass!
Hvert Ord er ligesom en bundløs Lære!
Hvad er De?
PEER GYNT beskeden
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrigt er her mit Pass.
BEGRIFFENFELDT
Atter det gaadefulde Ord paa Bunden!
(griber ham om Haandledet)
Till Kairo! Fortolkernes Kejser er funden!
PEER GYNT
Kejser?
BEGRIFFENFELDT
Kom!
PEER GYNT
Er jeg virkelig kjendt –?
​
HIS: 655
BEGRIFFENFELDT idet han trækker ham med sig
Fortolkernes Kejser – paa selvets Fundament!
​
1.utg: 171
I Kairo. Et stort Gaardsrum med høje Mure og Byggninger omkring. Gittervinduer; Jernbure.
Tre Vogtere i Gaarden. En fjerde kommer.
DEN KOMMENDE
Schafmann; sig mig, hvor er Direktøren?
EN VOGTER
Kjørt ud imorges længe før Dag.
FØRSTE
Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig Sag;
thi inatt –
​
HU: 176
EN ANDEN
Hyss, stille; der er han ved Døren!
Begriffenfeldt fører Peer Gynt ind, laaser Porten og stikker Nøglen i Lommen.
PEER GYNT for sig selv
Isandhed, en yderst begavet Mand;
næsten alt, hvad han siger, gaar over ens Forstand.
(ser sig om)
Saa dette her er de Lærdes Klubb?
​
HIS: 656
BEGRIFFENFELDT
Her vil De finde dem, Rubb og Stubb; –
de halvfjerdsindstyve Fortolkeres Kreds;
den er nylig forøget med hundred og treds – –
(raaber paa Vogterne)
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –
ind i Burene med jer flux!
VOGTERNE
Vi?
​
1.utg: 172
BEGRIFFENFELDT
Hvem ellers? Afsted, afsted!
Naar Verden snurrer, saa snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et Bur)
Han er kommen imorges, den store Peer; –
I kan slutte jer till Resten, – jeg siger ikke mer.
(stænger Buret og kaster Nøglen i en Brønd)
PEER GYNT
Men, bedste Herr Doktor og Direktør –?
BEGRIFFENFELDT
Ingen af Delene! Jeg var det før – –
Herr Peer; kan De tie? Jeg maa give mig Luft –
PEER GYNT i stigende Uro
Hvad er det?
BEGRIFFENFELDT
Lov mig, De ikke vil skjælve.
​
HIS: 657
PEER GYNT
Jeg skal prøve –
BEGRIFFENFELDT trækker ham hen i et Hjørne og hvisker
Den absolute Fornuft
afgik ved Døden iaftes Kl. 11.
PEER GYNT
Gud fri mig –!
​
HU: 177
BEGRIFFENFELDT
Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min Stilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
​
1.utg: 173
thi denne Anstalt gjaldt lige till det sidste
for en Daarekiste.
PEER GYNT
En Daarekiste!
BEGRIFFENFELDT
Ikke nu, forstaar De!
PEER GYNT bleg og sagte
Nu skjønner jeg Stedet!
Og Manden er gal; – og ingen ved det!
(trækker sig bort)
BEGRIFFENFELDT følger efter
Forøvrigt haaber jeg De har forstaaet?
Naar jeg kalder ham død, saa er det Væv.
Han er gaaet fra sig selv. Af sit Skind er han gaaet, –
akkurat som min Landsmand Münchhausens Ræv.
​
HIS: 658
PEER GYNT
Undskyld et Minut –
BEGRIFFENFELDT holder paa ham
Nej, det var som en Aal; –
ikke som en Ræv. Gjennem Øjet en Naal; –
han sprælled paa Væggen – –
PEER GYNT
Hvor finder jeg Frelsen!
BEGRIFFENFELDT
Rundt om Halsen et Snitt og saa, vips, af Pelsen!
​
1.utg: 174
PEER GYNT
Forrykkt! Aldeles fra Vid og Sans!
BEGRIFFENFELDT
Nu er det klart, og det la’er sig ikke dølge, –
denne Fra-sig-Gaaen vil have till Følge
en hel Omvæltning till Lands og Vands.
De Personligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes Kl. 11 normale,
konforme med Fornuften i dens nye Fase.
Og ser man endvidre paa Sagen rett,
​
HU: 178
er det klart at fra nyssnævnte Klokkeslett
begyndte de saakaldt kloge at rase.
PEER GYNT
De nævnte Klokken; min Tid er knapp –
BEGRIFFENFELDT
Deres Tid? Der gav De min Tanke et Rapp!
(aabner en Dør og raaber)
​
HIS: 659
Herud! Den vordende Tid er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!
PEER GYNT
Nej, kjæreste Mand –!
De afsindige kommer efterhaanden ud i Gaardsrummet.
BEGRIFFENFELDT
God Morgen! Giv Møde,
og hils paa Befrielsens Morgenrøde!
Eders Kejser er kommen!
PEER GYNT
Kejser?
​
1.utg: 175
BEGRIFFENFELDT
Ja visst!
PEER GYNT
Men Æren er saa stor, saa over al Maade –
BEGRIFFENFELDT
Ak, lad ingen falsk Beskedenhed raade
i en Stund som denne.
PEER GYNT
Men und mig blot Frist –!
Nej, jeg duer s’gu ikke; jeg er rent fordummet!
BEGRIFFENFELDT
En Mand, som har Sfinxens Mening fornummet?
Som er sig selv?
​
HIS: 660
PEER GYNT
Ja, det er just Knuden.
Jeg er mig selv i et og i alt;
men her, saa vidt jeg forstod, det gjaldt
at være sig selv, saa at sige, foruden.
BEGRIFFENFELDT
Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet; –
​
HU: 179
man gaar, som sig selv, for fulde Sejl.
Hver lukker sig inde i selvets Tønde,
i selvets Gjæring han dukker tillbunds, –
han stænger hermetisk med selvets Spunds
og tættner Træet i selvets Brønde.
Ingen har Graad for de andres Veer;
​
1.utg: 176
ingen har Sans for de andres Ideer.
Os selv, det er vi i Tanken og Tonen,
os selv till Springbrættets yderste Rand, –
og følgelig, skal der en Kejser paa Tronen,
er det klart at De er den rette Mand.
PEER GYNT
Aa, gid jeg var Fanden –!
BEGRIFFENFELDT
Nu ikke forknytt;
næsten alt i Verden er i Førstningen nytt.
«Sig selv»; – kom; her skal De se et Exempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng –
( till en mørk Skikkelse)
Goddag, Huhu! Naa, gaar du, min Dreng,
bestandig omkring med Græmmelsens Stempel?
​
HIS: 661
HUHU
Kan jeg andet vel, naar Folket
Slægt for Slægt dør ufortolket?
(till Peer Gynt)
Du er fremmed; vil du høre?
PEER GYNT bukker
Gudbevar’s!
HUHU
Saa laan mig Øre. –
Fjernt i Øst, som Krans om Pande,
staar de malebarske Strande.
Portugiser og Hollænder
Landet med Kultur bespænder.
​
1.utg: 177
Desforuden boer der Skarer
af de ægte Malebarer.
​
HU: 180
Disse Folk har Sproget blandet; –
de er Herrer nu i Landet. –
Men i Tiden længst forgangen
raaded der Orangutangen.
Han var Skogens Mand og Herre;
frit han turde slaa og snærre.
Som Naturens Haand ham skabte,
saa han gren og saa han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var Hersker i sit Rige. –
Ak, men saa kom Fremmedaaget
og forplumred Urskogs-Sproget.
Firehundredaarig Natten
ruged over Abekatten;
og man ved, saa lange Nætter
Landsens Folk i Stampe sætter. –
Skogens Urlyd er forstummet;
​
HIS: 662
ikke længer blir der brummet; –
skal vi vore Tanker male,
maa det ske ved Hjælp af Tale.
Hvilken Tvang for alle Stænder!
Portugiser og Hollænder,
Blandingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren. –
Jeg har prøvet paa at fægte
for vort Urskogs-Maal, det ægte, –
prøvet at belive Liget, –
hævdet Folkets Rett till Skriget, –
​
1.utg: 178
skreget selv og paavist Trangen
till dets Brug i Folkesangen. –
Skralt man dog min Idrætt skatter. –
Nu, jeg tror, min Sorg du fatter.
Takk, at du har laant mig Øre; –
ved du Raad, saa lad mig høre!
​
HU: 181
PEER GYNT sagte
Der staar skrevet: man faar tude
med de Ulve, som er ude.
(højt)
Kjære Ven, saavidt jeg husker
findes i Marokko Busker,
hvor en Flok Orangutanger
lever uden Tolk og Sanger; –
deres Maal lød malebarisk; –
det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre Standsmænd,
vandred ud till Gavn for Landsmænd –
HUHU
Takk, at du har laant mig Øre; –
som du raader, vil jeg gjøre.
​
HIS: 663
(med en stor Gebærde)
Østen har forstødt sin Sanger!
Vesten har Orangutanger!
Han gaar.
BEGRIFFENFELDT
Naa, var han sig selv? Jeg skulde det mene.
Af sit eget er han fyldt, og af det alene.
Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –
​
1.utg: 179
sig selv i Kraft af at være fra sig.
Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med Forstanden.
(till en Fellah, som bærer en Mumie paa Ryggen)
Kong Apis, hvor gaar det, min høje Herre?
FELLAHEN vildt till Peer Gynt
Er jeg Kong Apis?
PEER GYNT trækker sig bag Doktoren
Jeg maa tillstaa, desværre,
jeg er ikke inde i Situationen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter Tonen –
FELLAHEN
Nu lyver du ogsaa.
​
HU: 182
BEGRIFFENFELDT
Deres Højhed faar melde
hvordan Sagerne staar.
FELLAHEN
Det skal jeg fortælle.
(vender sig till Peer Gynt)
Ser du ham, som jeg bærer paa Ryggen?
​
HIS: 664
Han Navnet Kong Apis lød.
Nu gaar han under Navn af Mumie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle Pyramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget, som Doktoren siger,
med Tyrken baade rechts og links.
​
1.utg: 180
Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en Gud,
og stillet ham opp i Templer,
i Lignelser af en Stud. –
Men jeg er denne Kong Apis,
det ser jeg saa soleklart;
og hvis du ikke forstaar det,
saa skal du forstaa det snart.
Kong Apis var nemlig paa Jagten,
og steg af sin Hest en Stund,
og gik for sig selv afsides
ind paa min Oldefaers Grund.
Men Marken, Kong Apis gjøded,
har næret mig med sit Korn;
og trænges der flere Beviser,
saa har jeg usynlige Horn.
Og er det saa ikke forbandet,
at ingen vil prise min Magt!
Af Byrd er jeg Apis i Landet,
men Fellah i andres Agt.
Kan du sige hvad jeg skal gjøre,
saa raad mig foruden Svig; –
​
HU: 183
hvad det gjælder om, er at blive
Kong Apis den store lig.
​
HIS: 665
PEER GYNT
Deres Højhed faar bygge Pyramider,
og hugge en større Sfinx,
og krige, som Doktoren siger,
med Tyrken baade rechts og links.
​
1.utg: 181
FELLAHEN
Jo, det er en dejlig Tale!
En Fellah! En sulten Lus!
Jeg har nok med at holde min Hytte
ryddig for Rotter og Mus.
Fort, Mand, – find paa noget bedre,
som baade gjør stor og trygg,
og derhos aldeles lig med
Kong Apis bag paa min Rygg!
PEER GYNT
Hvad om Deres Højhed hang Dem,
og derpaa i Jordens Skjød,
bag Kistens naturlige Grænser,
forholdt Dem aldeles død?
FELLAHEN
Saa vil jeg! Mit Liv for en Strikke!
I Galgen med Haar og Hud! –
I Førstningen blir der lidt Forskjell;
men den jævner Tiden ud.
(gaar hen og gjør Anstalter till at hænge sig)
BEGRIFFENFELDT
Det var en Personlighed, Herr Peer, –
en Mand med Methode –
​
HIS: 666
PEER GYNT
Ja, ja; jeg ser –;
men han hænger sig virkelig! Gud, vær os naadig!
Jeg blir syg; – jeg er knappt mine Tanker raadig!
BEGRIFFENFELDT
En Overgangstillstand; den varer kun kort.
​
1.utg: 182
​
HU: 184
PEER GYNT
En Overgang? Hvortill? Undskyld, – jeg maa bort –
BEGRIFFENFELDT holder ham
Er De gal?
PEER GYNT
Ikke endnu –. Gal? Gud bevares!
Allarm. Ministeren Hussejn trænger sig gjennem Sværmen.
HUSSEJN
Man har meldt mig, her er kommet en Kejser idag.
(till Peer Gynt)
Det er Dem?
PEER GYNT fortvivlet
Ja, det er en afgjort Sag!
HUSSEJN
Godt. – Her er Noter, som skal besvares?
PEER GYNT river sig i Haaret
Hejsan! Rett saa; – jo værre, jo bedre!
​
HIS: 667
HUSSEJN
Maaske De vilde med et Dypp mig hædre?
(bukker dybt)
Jeg er en Pen.
PEER GYNT bukker endnu dybere
Og jeg er plent
et krimskramset, kejserligt Pergament.
​
1.utg: 183
HUSSEJN
Min Historie, Herre, er kortelig den:
jeg gjælder for et Sandhus og er en Pen.
PEER GYNT
Min Historie, Herr Pen, er, i Korthed vævet, –
jeg er et Papirblad og blir aldrig beskrevet.
HUSSEJN
Hvad jeg duer till, har Menneskene ingen Forstand paa;
alle vil de bruge mig till at strø Sand paa!
PEER GYNT
Jeg var i en Kvindes Eje en sølvspændt Bog; –
det er en og samme Trykkfejl at være gal og klog!
HUSSEJN
Tænk Dem, hvilket fortærende Liv;
være Pen og aldrig smage Odden af en Kniv!
​
HU: 185
PEER GYNT hopper højt
Tænk Dem: være Renbukk; springe fra oven; –
altid stupe, – aldrig kjende Grund under Hoven!
​
HIS: 668
HUSSEJN
En Kniv! Jeg er sløv; – faa skaaret og ridset mig!
Verden gaar under, hvis man ikke faar spidset mig!
PEER GYNT
Det var Synd for den Verden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden saa inderlig velgjort.
BEGRIFFENFELDT
Her er Kniv!
​
1.utg: 184
HUSSEJN griber den
Ah, hvor jeg skal Blækket slikke!
Hvilken Vellyst at snitte sig.
(skjærer Halsen over)
BEGRIFFENFELDT viger tillside
Sprutt dog ikke.
PEER GYNT i stigende Angst
Hold paa ham!
HUSSEJN
Hold paa mig! Der er Ordet!
Hold! Hold i Pennen! Papiret paa Bordet –!
(falder)
Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:
han leved og han døde som en paaholden Pen!
PEER GYNT svimler
Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en Synder, –
et Bergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!
(skriger)
Jeg kan ikke hitte dit Navn i en Hast; – –
hjælp mig, du, – alle Daarers Formynder!
(synker i Afmagt)
​
HIS: 669
​
HU: 186
BEGRIFFENFELDT med en Straakrans i Haanden, gjør et Spring og sætter sig skrævs over ham
Ha; se, hvor han i Sølen knejser; – –
​
1.utg: 185
er fra sig selv –! Hans Kroning sker!
(trykker Kransen paa ham og udraaber)
Han leve! Leve selvets Kejser!
SCHAFMANN i Buret
Es lebe hoch der grosse Peer!
​
HIS: 670
​
​
1.utg: [186]
​
HIS: 671
​
HU: 187
FEMTE HANDLING
Ombord paa et Skib i Nordsjøen udenfor den norske Kyst. Solnedgang. Stormfuldt Vejr.
Peer Gynt, en kraftig gammel Mand med isgraat Haar og Skjægg staar agter paa Hytten. Han er halvt sjømandsklædt, i Jakke og høje Støvler. Dragten noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et haardere Udtrykk. Skibskaptejnen ved Rattet hos Rorgjængeren. Mandskabet forud.
PEER GYNT læner Armene paa Rælingen og stirrer ind mod Land
Se Hallingskarven i Vinterham; –
han brisker sig, Gamlen, i Kveldsols Bram.
Jøklen, Bror hans, staar bag paaskraa;
han har endnu den grønne Iskaaben paa.
Folgefaannen, hun er nu saa fin, –
ligger som en Jomfru i skjære Lin.
Vær ingen Galninger, gamle Gutter!
Staa der I staar; I er Graastens-Nuter.
KAPTEJNEN raaber forud
To Mand tillrors, – og Lanternen satt!
PEER GYNT
Det kuler stivt.
​
1.utg: 187
KAPTEJNEN
Vi faar Storm inatt.
PEER GYNT
Har en fra Havet Kjending af Ronden?
​
HIS: 672
KAPTEJNEN
Nej, var det ligt; – den ligger bag Faannen.
PEER GYNT
Eller Blaahø?
KAPTEJNEN
Nej; men oppe fra Riggen
kan en i Klarvejr se Galdhøpiggen.
PEER GYNT
Hvor har vi Haartejgen?
​
HU: 188
KAPTEJNEN peger
Saa omtrent.
PEER GYNT
Ja vel.
KAPTEJNEN
Det lader till De er kjendt.
PEER GYNT
Da jeg rejste fra Landet, foer jeg her forbi;
og Bærmen, siger Ordsproget, hænger længst i.
(spytter og stirrer mod Kysten)
Derinde, hvor det blaaner i Skar og Kløft, –
hvor Fjelddalen svartner, trang, som en Grøft, –
og under, langs med den aabne Fjord, –
​
1.utg: 188
der er det altsaa Menneskene boer.
(ser paa Kaptejnen)
De bygger spredt her i Landet.
​
HIS: 673
KAPTEJNEN
Ja;
der er vidt imellem og langt ifra.
PEER GYNT
Er vi inde før Daggry?
KAPTEJNEN
Saa ved Pass,
ifald ikke Natten blir altfor hvass.
PEER GYNT
Det tykkner i Vest.
KAPTEJNEN
Det gjør saa.
PEER GYNT
Stopp!
De kan huske mig paa, naar vi siden gjør opp, –
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod Mandskabet –
KAPTEJNEN
Takker!
PEER GYNT
Det blir kun smaat.
Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
Fatum og jeg vi er rent paa Kant.
De ved, hvad jeg har ombord i Behold.
Det er Slumpen; – Resten foer Fanden i Vold.
​
1.utg: 189
KAPTEJNEN
Det er mer end nok till at skaffe Dem Vægt
mellem Folket hjemme.
​
HIS: 674
​
HU: 189
PEER GYNT
Jeg har ingen Slægt.
Der er ingen, som venter den rige Styggen. –
Naa; saa slipper en ogsaa for Krus paa Bryggen!
KAPTEJNEN
Der har vi Vejret.
PEER GYNT
Ja, husk saa paa, –
er nogen af Folkene rigtig trængende,
saa ser jeg ikke saa nøje paa Pengene –
KAPTEJNEN
Det er vakkert. De flestes Kaar er smaa;
alle har de Kjærring og Unger hjemme.
Med Hyren alene falder det tyndt;
men kom de nu hjem med lidt extra Mynt,
blev der et Gjensyn, de sent vilde glemme.
PEER GYNT
Hvad for noget? Har de Kjærring og Unger?
Er de gifte?
KAPTEJNEN
Gifte? Ja, hele Flokken.
Men den, som er trangest stillet, er Kokken;
hos ham er tillhuse den svarte Hunger.
​
1.utg: 190
PEER GYNT
Gifte? Har hjemme nogen, som venter?
Som glædes, naar de kommer? Hvad?
KAPTEJNEN
Ja vel, –
paa Fattigfolks Maade.
​
HIS: 675
PEER GYNT
Og kommer de en Kveld,
hvad saa?
KAPTEJNEN
Saa tænker jeg Kjærringen henter
lidt godt for en Gangs Skyld –
PEER GYNT
Og Lys i Pladen?
KAPTEJNEN
Kanhænde to; og en Dram till Maden.
PEER GYNT
Og saa sidder de lunt? Har Varme paa Gruen?
Har Ungerne om sig? Der er Staak i Stuen;
der er ingen, som hører den anden tillende, –
slig Glæde er der paa dem –?
​
HU: 190
KAPTEJNEN
Det kunde vel hænde.
Og derfor var det vakkert, De lovte før, –
at spede lidt till.
PEER GYNT slaar i Rælingen
Nej, om jeg gjør!
​
1.utg: 191
Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger
ud till Fromme for andres Unger?
Jeg har surt nok slæbt for at tjene min Mynt!
Ingen venter paa gamle Peer Gynt.
KAPTEJNEN
Ja, ja; som De vil; Deres Penge er Deres.
​
HIS: 676
PEER GYNT
Rigtig! De er mine og ingen fleres.
Oppgjør, saa fort De har Anker i Bunden!
Min Fragt fra Panama som Kahyttspassager.
Saa Brændevin till Folkene. Ikke mer.
Gier jeg mere, Kaptejn, kan De slaa mig paa Munden!
KAPTEJNEN
Jeg skylder Dem Kvittering og ikke Juling; –
men undskyld; nu faar vi Storm for Kuling.
Han gaar fremover Dækket. Det er blevet mørkt; der tændes Lys i Kahytten. Sjøgangen tilltager. Skodde og tykke Skyer.
PEER GYNT
Holde en ustyrtelig Ungeflok hjemme; –
ligge som en Glæde i Sindene fremme; –
følges af andres Tanker paa Vej –!
Der er aldrig nogen, som tænker paa mig. –
Lys i Pladen? Det Lys skal slukkne.
Jeg vil finde paa noget –! Jeg vil drikke dem drukkne; –
ikke en af de Djævler skal gaa ædru iland.
Fulde skal de komme till Kjærring og Unger!
De skal bande; de skal slaa i Bordet saa det runger, –
skræmme dem, der venter, fra Vid og Forstand!
Kjærringen skal skrige og rømme af Huset, – –
​
1.utg: 192
trive Ungerne med! Hele Glæden i Gruset!
(Skibet krænger stærkt; han tumler og har Møje med at holde sig)
​
HU: 191
Naa, det var en ordentlig Overhaling.
Havet arbejder, som det havde Betaling; –
​
HIS: 677
det er endnu sig selv her nord under Leden; –
Sjøen paatvers, lige vrang og vreden – –
(lytter)
Hvad er det for Skrig?
VAGTEN forud
Et Vrag i Læ!
KAPTEJNEN midtskibs, kommanderer
Roret hart Styrbord! Klods for Vinden!
STYRMANDEN
Er der Folk paa Vraget?
VAGTEN
Jeg skimter tre!
PEER GYNT
Fir Hækkjollen ned –
KAPTEJNEN
Den blev fyldt forinden.
(gaar forover)
PEER GYNT
Hvem tænker paa sligt?
(till nogle af Mandskabet)
Er I Folk, saa frels!
Hvad Fanden, om I faar jer en fugtet Pels –
​
1.utg: 193
BAADSMANDEN
Det er ugjørligt i sligt et Hav.
​
HIS: 678
PEER GYNT
De skriger igjen! Se, Vinden skraler –.
Kokk, tør du prøve? Fort! Jeg betaler –
KOKKEN
Nej, ikke om tyve Pundsterling De gav –
PEER GYNT
I Hunde! I Krystersjæle! Kan I glemme,
det er Folk, som har Kjærring og Unger hjemme?
Nu sidder de og venter –
BAADSMANDEN
Taalmod er sundt.
KAPTEJNEN
Bær af for Brottet!
STYRMANDEN
Vraget gik rundt.
PEER GYNT
Der blev stille med et –?
​
HU: 192
BAADSMANDEN
Var de gifte, som De tænker,
saa fik Verden rett nu tre nybagte Enker.
Uvejret voxer. Peer Gynt gaar agterover Dækket.
PEER GYNT
Der er ingen Tro mellem Menneskene mer, –
ingen Kristendom, slig, som skrevet og sagt er; –
lidet gjør de godt, og mindre de beer,
​
1.utg: 194
og har slett ingen Agt for de vældige Magter. –
I et Vejr, som inatt, er Vorherre farlig.
​
HIS: 679
De Bæster skulde hytte sig, tænke, som sandt er,
det er vogsomt at lege med Elefanter; – –
og saa lægger de sig ud med ham aabenbarlig!
Jeg er skyldløs; paa Offerpynten
kan jeg bevise jeg stod med Mynten.
Men hvad har jeg for det? – Der gaar jo det Ord:
Samvittighedsfred er en dejlig Pude.
Aa ja, det holder Stikk paa den tørre Jord,
men duer s’gu ikke for en Snus ombord,
hvor en skikkelig Mand er blandt Pakket ude.
Tillsjøs faar en aldrig være sig selv;
en faar følge de andre fra Dækk till Hvælv;
slaar Hævnens Time for Baadsmand og Kokken,
saa stryger jeg sagtens i Vasken med Flokken; –
ens særlige Tarv sættes rent till Siden; –
man gjælder som en Pølse i Slagtetiden. –
Fejlen er den, jeg har været for from.
Og Utakk har jeg for hele Stasen.
Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om,
og prøved en Stund at spille Basen.
Der er Tid endnu! Det skal spørges i Byggden
at Peer er kommen over Havet i Højden!
Gaarden vil jeg vinde med ondt eller godt; –
jeg vil bygge den om; den skal lyse som et Slott.
Men ingen faar Lov at komme ind i Stuen!
​
HU: 193
For Porten skal de staa og dreje paa Luven; –
tigge og tryggle, – det kan de frit;
men ingen faar en eneste Skilling af mit; – –
​
1.utg: 195
maatte jeg under Skjæbnens Piskeslag hyle,
saa findes vel de, jeg igjen kan prygle – –
​
HIS: 680
DEN FREMMEDE PASSAGER staar i Mørket ved Siden af Peer Gynt og hilser venligt
Godaften!
PEER GYNT
Godaften! Hvad –? Hvem er De?
PASSAGEREN
Jeg er Deres Medpassager, till Tjeneste.
PEER GYNT
Ja saa? Jeg trode, jeg var den eneste.
PASSAGEREN
En fejl Formodning, som nu er forbi.
PEER GYNT
Men underligt nok, at først ikveld
jeg ser Dem –
PASSAGEREN
Jeg gaar ikke ud om Dagen.
PEER GYNT
De er kanske syg? De er hvid, som et Lagen –
PASSAGEREN
Nej, Takk, – jeg befinder mig inderlig vel.
PEER GYNT
Det stormer hvasst.
PASSAGEREN
Ja, velsignet, Mand!
​
HIS: 681
PEER GYNT
Velsignet?
​
1.utg: 196
PASSAGEREN
Havet gaar højt, som Huse.
Ah, ens Tænder løber i Vand!
Tænk, hvilke Vrag det inatt vil knuse; –
og tænk, hvilke Lig, der vil drive iland!
PEER GYNT
Bevares vel!
PASSAGEREN
Har De set en kvalt, –
en hængt, – eller drukknet?
PEER GYNT
Nu blir det for galt –!
​
HU: 194
PASSAGEREN
Ligene ler. Men Latteren er tvungen;
og de fleste har gjerne bidt sig i Tungen.
PEER GYNT
Bliv mig fra Livet –!
PASSAGEREN
Et Spørgsmaal kun!
Hvis vi f. Ex. tørned paa Grund
og sank i Mørket –
PEER GYNT
De tror, her er Fare?
PASSAGEREN
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare.
Dog, sætt nu, jeg flyder og De gaar tillbunds –
​
HIS: 682
PEER GYNT
Aa, Sludder –
​
1.utg: 197
PASSAGEREN
Det er en Mulighed kuns.
Men staar man i Graven med den ene Fod,
blir man blød, og deler ud milde Gaver –
PEER GYNT griber i Lommen
Ho, Penge!
PASSAGEREN
Nej; men er De saa god
at skjænke mig Deres ærede Kadaver –?
PEER GYNT
Nu gaar det for vidt!
PASSAGEREN
Bare Liget, forstaar De!
Det er for min Videnskabs Skyld –
PEER GYNT
Nu gaar De!
PASSAGEREN
Men, kjære, betænk, – De har Fordel af Sagen!
Jeg skal faa Dem aabnet og lagt for Dagen.
Hvad jeg navnlig vil søge, er Sædet for Drømmene, –
og forresten gaa Dem kritisk efter i Sømmene –
PEER GYNT
Vig fra mig!
​
HU: 195
PASSAGEREN
Men, kjære, – en drukknet Kropp –!
​
1.utg: 198
​
HIS: 683
PEER GYNT
Bespottelige Mand! De ægger Uvejret opp!
Er det ikke for galt! Vi har Storm og Regn,
en ustyrtelig Sjøgang og alskens Tegn
till noget, som kan gjøre os et Hode kortere; –
og saa ter De Dem saa det kommer desfortere!
PASSAGEREN
De er nok ikke opplagt till vidre Forhandling;
men Tiden bringer jo saa mangen Forvandling – –
(hilser venligt)
Vi træffes naar De synker, om ikke før;
kanske De da er i bedre Humør.
(gaar ind i Kahytten)
PEER GYNT
Uhyggelige Karle, disse Videnskabsmænd!
Sligt Fritænkervæsen –
(till Baadsmanden, som gaar forbi)
Et Ord, min Ven!
Passageren? Hvad er det for et Galehuslem?
BAADSMANDEN
Jeg ved ikke af, vi har andre end Dem.
PEER GYNT
Ikke andre? Nu blir det værre og værre.
(till Jungmanden, der kommer fra Kahytten)
Hvem gik i Kahyttsdøren?
JUNGMANDEN
Skibshunden, Herre!
(gaar forbi)
​
1.utg: 199
​
HIS: 684
VAGTEN raaber
Land klods forud!
PEER GYNT
Min Kuffert! Min Kasse!
Alt Godset paa Dækket!
BAADSMANDEN
Vi har andet at passe.
​
HU: 196
PEER GYNT
Det var Sludder, Kaptejn! Bare Løjer og Spas; –
det er ganske visst, jeg vil hjælpe Kokken –
KAPTEJNEN
Klyveren sprang!
STYRMANDEN
Og der strøg Fokken!
BAADSMANDEN skriger forud
Grundbrott for Bougen!
KAPTEJNEN
Hun gaar i Knas!
Skibet støder. Larm og Forvirring.
​
HIS: 685
Under Land mellem Skjær og Brændinger. Skibet gaar under. I Skodden skimtes Jollen med to Mænd. En Brottsjø fylder den; den kantrer; et Skrig høres; derpaa alt stille en Stund. Lidt efter kommer Baadhvælvet tillsyne.
Peer Gynt dukker opp nær ved Hvælvet.
PEER GYNT
Hjælp! Baad fra Land! Hjælp! Jeg forgaar!
Frels, Herre Gud, – som skrevet staar!
(klamrer sig fast till Baadkjølen)
​
1.utg: 200
KOKKEN dukker opp paa den anden Side
Aa, Herre Gud, – for mine Smaa,
vær naadig! Lad mig Landet naa!
(holder sig i Kjølen)
PEER GYNT
Slipp!
KOKKEN
Slipp!
PEER GYNT
Jeg slaar!
KOKKEN
Jeg slaar igjen!
PEER GYNT
Jeg knuser dig med Spark og Spænd!
Slipp Taget! Hvælvet bær ej to!
​
HIS: 686
KOKKEN
Det ved jeg. Vig!
PEER GYNT
Vig selv!
​
HU: 197
KOKKEN
Jo-jo!
De kjæmper; Kokken lamslaar sin ene Haand; han klynger sig fast med den anden.
PEER GYNT
Den Næven væk!
KOKKEN
Aa, snille, – spar!
Husk paa de Smaa, jeg hjemme har!
​
1.utg: 201
PEER GYNT
Jeg trænger Livet mer end du,
for jeg er ungeløs endnu.
KOKKEN
Slipp! De har levet; jeg er ung!
PEER GYNT
Fort; rapp dig; synk; – du blir saa tung.
KOKKEN
Vær naadig! Vig i Herrens Navn!
For Dem bær ingen Sorg og Savn –
(skriger og slipper)
Jeg drukkner –!
​
HIS: 687
PEER GYNT griber i ham
I dit Nakkehaar
jeg holder; læs dit Fadervor!
KOKKEN
Jeg kan ej mindes –; alt blir svart – –
PEER GYNT
Det væsentligste i en Fart –!
KOKKEN
Giv os idag –!
PEER GYNT
Spring over, Kokk;
hvad du har nødig, faar du nok.
KOKKEN
Giv os idag –
​
1.utg: 202
PEER GYNT
Den samme Sang!
Det mærkes, du var Kokk engang –
Taget glipper.
KOKKEN synkende
Giv os idag vort –
(gaar under)
PEER GYNT
Amen, Gut!
Du var og blev dig selv till Slut. –
(svinger sig opp paa Hvælvet)
​
HU: 198
Hvor der er Liv, der er der Haab –
​
HIS: 688
DEN FREMMEDE PASSAGER griber i Baaden
Godmorgen!
PEER GYNT
Huj!
PASSAGEREN
Jeg hørte Raab; –
Det var dog morsomt jeg Dem fandt.
Nu? Kan De se, jeg spaade sandt?
PEER GYNT
Slipp! Slipp! Her er knappt Plads for en!
PASSAGEREN
Jeg svømmer med det venstre Ben.
Jeg flyder, faar jeg blot med Spidsen
af Fingren holde her i Ridsen.
Men Apropos om Liget –
​
1.utg: 203
PEER GYNT
Ti!
PASSAGEREN
Med Resten er det rent forbi –
PEER GYNT
Hold Munden!
PASSAGEREN
Ganske som De vil.
Taushed.
​
HIS: 689
PEER GYNT
Hvad godt?
PASSAGEREN
Jeg tier.
PEER GYNT
Satans Spil! –
Hvad gjør De?
PASSAGEREN
Venter.
PEER GYNT river sig i Haaret
Jeg blir gal! –
Hvad er De?
PASSAGEREN nikker
Venlig!
PEER GYNT
Vidre! Tal!
​
1.utg: 204
PASSAGEREN
Hvad tror De? Ved De ingen anden,
som er mig lig?
PEER GYNT
Aa, jeg ved Fanden –!
​
HU: 199
PASSAGEREN sagte
Har han for Skikk at tænde Lygten
paa Livsens Nattvej gjennem Frygten?
PEER GYNT
Se, se! Naar Sagen grejdes ud,
saa er De vel et Lysets Bud?
​
HIS: 690
PASSAGEREN
Ven, – har De en Gang blot hvert Halvaar
tillbunds fornummet Angstens Alvor?
PEER GYNT
Rædd blir man jo, naar Faren truer; –
men Deres Ord er satt paa Skruer –
PASSAGEREN
Ja, har De blot en Gang i Livet
havt Sejren, som i Angst er givet?
PEER GYNT ser paa ham
Kom De at aabne mig en Dør,
saa var det dumt De ej kom før.
Det ligner ingenting at vælge
sin Tid naar Havet vil en svælge.
​
1.utg: 205
PASSAGEREN
Var kanske Sejren mere trolig
i Deres Ovnskrog, lun og rolig?
PEER GYNT
Lad gaa; – men Deres Snakk var gjækkende.
Hvor kan De tro den virker vækkende?
PASSAGEREN
Hvor jeg er fra, der gjælder Smil
i Højde med pathetisk Stil.
PEER GYNT
Alt har sin Tid; for Tolder sømmeligt,
som skrevet staar, for Bisp fordømmeligt.
​
HIS: 691
PASSAGEREN
Den Sværm, som sov i Askens Urner,
gaar ej till Hverdags paa Kothurner.
PEER GYNT
Vig fra mig, Skræmsel! Pakk dig, Mand!
Jeg vil ej dø! Jeg maa iland!
​
HU: 200
PASSAGEREN
For den Sags Skyld vær uforsagt; –
man dør ej midt i femte Akt.
(glider bort)
PEER GYNT
Der slap det ud af ham tillsidst; –
han var en traakig Moralist.
​
1.utg: 206
Kirkegaard i en højtliggende Fjeldbyggd.
Ligfærd. Prest og Almue. Det sidste Salmevers synges. Peer Gynt gaar forbi udenfor paa Vejen.
PEER GYNT ved Porten
Her gaar nok en Landsmand al Kjødets Vej.
Gud ske Lov, at det ikke er mig.
(træder indenfor)
PRESTEN taler ved Graven
Og nu, da Sjælen stævner mod sin Dom,
og Støvet hviler lig en Bælgfrugt tom, –
nu, kjære Venner, taler vi et Ord
om denne Dødes Vandring paa vor Jord.
​
HIS: 692
Han var ej rig, og heller ej forstandig,
hans Røst var spag, hans Holdning var umandig,
sin Mening bar han vegt og uvisst frem,
og knappt han raadig var i eget Hjem;
i Kirken tren han, som han vilde bede
om Lov till, andre lig, at tage Sæde.
Fra Gudbrandsdalen, ved I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en Gut; –
og visst I mindes, at till sidste Slut
man saa ham stødt med højre Haand i Lommen.
Den højre Haand i Lommen var det egne,
der præged Mandens Billed i ens Sind, –
og dertill denne Vridning, den forlegne
Tillbagetrukkethed, hvor han kom ind.
​
HU: 201
Men skjønt han helst sin stille Vej gad slingre,
og skjønt han blev en Fremmed mellem os,
​
1.utg: 207
saa ved I visst, hans Dølgsmaalsstræv tilltrods, –
den Haand, han skjulte, bar kun fire Fingre. –
Jeg mindes godt for mange Herrens Aar
en Morgen; der blev holdt Session paa Lunde.
Det var i Krigens Tid. I alles Munde
var Landets Trængsler og dets Fremtids Kaar.
Jeg var tillstede. Midt for Bordet sad
Kaptejnen mellem Lensmand og Sergenter;
og Gut for Gut blev maalt paa alle Kanter
og skreven ind og tagen till Soldat.
Fuld Stuen var, og udenfor paa Traakken
lød højmælt Latter mellem Ungdomsflokken.
Da raabtes opp et Navn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som Sne paa Bræens Bræm.
Han kaldtes nærmere; han naaede Bordet; –
den højre Haand var hyllet i en Klud; –
han gisped, svælged, snapped efter Ordet, –
​
HIS: 693
men fandt ej Mæle, trods Kaptejnens Bud.
Dog jo, tillsidst; og da, med Brand paa Kindet,
med Tungen svigtende og atter rapp,
han mumled noget om en Sigd, som glap
og skar i Vaade Fingren af till Skindet.
Der blev i Stuen Stillhed samme Stund.
Man skifted Øjekast; man trak paa Mund;
man stened Gutten med de stumme Blikke.
Han kjendte Hagglen, men han saa den ikke.
Da stod Kaptejnen opp, den gamle, graa; –
han spytted, pegte ud og sagde: gaa!
Og Gutten gik. Man veg till begge Sider,
saa der i Midten blev en Spidsrodsgang; –
​
1.utg: 208
han vandt tilldørs; der satte han paa Sprang; –
opp bar det nu, – opp gjennem Lund og Lider,
​
HU: 202
opp gjennem Røsen, styrtende og hældende.
Han havde hjemme borte mellem Fjeldene. –
Et Halvaar efter var det hid han kom
med Moer og Spædebarn og Fæstekvinde.
Han byggsled Jord etsteds paa Hejen inde,
hvor Ødemarken grænser opp mod Lomb.
Han gifted sig saa fort som gjørligt kun;
han tømred Hus; han brød den haarde Grund;
han kom ivej, hvad mangen Agerflækk
fortalte der den bølged gul og kjækk; –
ved Kirken bar han højre Haand i Lommen, –
men hjemme tror jeg nok de Fingre ni
fik trælle fuldt saa saart, som andres ti. –
En Vaar blev alting revet bort af Flommen.
De slap derfra med Livet. Arm og nøgen
han tog paa Ryddningsværket fatt paany,
og inden Høsten kom, steg atter Røgen
ifra en Fjeldgaard, lagt i bedre Ly.
​
HIS: 694
I Ly? For Flommen, ja, – men ej for Bræen;
to Aar derefter laa den under Sneen.
Dog, Mandens Mod fik Skreden ikke krøget.
Han grov, han rensed, førsled, rydded Grus, –
og før den næste Vintersne var føget,
stod rejst for tredje Gang hans ringe Hus.
Tre Sønner havde han, tre raske Gutter;
i Skole skulde de, og did var langt; –
det gjaldt at naa, hvor Byggdevejen slutter,
igjennem Skaret, styrtende og trangt.
​
1.utg: 209
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skjøtte
som bedst, og der, hvor Stien faldt for stygg,
slog Manden Toug om ham till Tag og Støtte; –
de andre bar han frem paa Arm og Rygg.
Saa sled han Aar for Aar; og de blev Mænd.
Her var vel Skjæl at kræve ligt igjen.
​
HU: 203
Tre Velstandsherrer i den nye Verden
har glemt sin norske Faer og Skolefærden.
Han var en kortsynt Mand. Udover Ringen
af dem, ham nærmest stod, han intet saa.
For ham lød meningsløst, som Bjælders Klingen,
de Ord, der malmfuldt skulde Hjerter naa.
Folk, Fædreland, det lysende, det høje,
stod stedse slørt af Taager for hans Øje.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne Mand;
og fra Sessionens Dag han bar paa Dommen,
saa visst, som han paa Kind bar Blygsels Brand
og sine fire Fingre gjemt i Lommen. –
En Brottsling imod Landets Lov? Ja vel!
Men der er et, som lyser over Loven,
saa visst, som Glittertindens blanke Tjeld
har Sky med højre Tinderad foroven.
Slett Borger var han. Og for Stat som Kirke
​
HIS: 695
et gagnløst Træ. Men hist paa Hejens Hvælv,
i Slægtens Snevring, hvor han saa sit Virke,
der var han stor, fordi han var sig selv.
Den Klang, han skabtes med, den blev sig lig.
Hans Færd var Langspil under Spaanens Dæmper.
Og derfor Fred med dig, du stille Kjæmper,
som stred og faldt i Bondens lille Krig!
​
1.utg: 210
Vi vil ej granske Hjerter eller Nyrer; –
det er ej Hverv for Støv, men for dets Styrer; –
dog fri og fast det Haab jeg taler ud:
den Mand staar knappt som Krøbling for sin Gud!
Følget skilles ad og gaar. Peer Gynt bliver alene tillbage.
PEER GYNT
Se det, det kalder jeg Kristendom!
Slett intet, som greb ens Sind uhyggeligt. –
Ja, Emnet, at være sig selv uryggeligt, –
hvad Prestens Præken drejed sig om, –
er ogsaa i og for sig oppbyggeligt.
​
HU: 204
(ser ned i Graven)
Var det kanske ham, som hugg sig i Knogen
den Dag jeg laa paa Storhuggst i Skogen?
Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min Stav
paa Randen af denne Aandsfrændes Grav,
saa kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min Pris og Lov. –
Det er rigtig en vakker kristelig Skikk
at kaste et saakaldt Erindringsblik
velvilligt over den henfarnes Dage.
Jeg har intet imod, min Dom at tage
af denne værdige Sogneprest.
Naa, der er sagtens en Stund tillbage,
​
HIS: 696
før Graveren kommer og beer mig till Gjæst; –
og, som Skriften siger: bedst er dog bedst, –
og iligemaade: den Tid den Sorg, –
endvidre: tag ikke din Ligfærd paa Borg. –
Ja, Kirken blir dog den sande Trøster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; –
​
1.utg: 211
nu kjender jeg dog, hvor godt det gjør,
at høre forsikkret af kyndige Røster:
slig som du saaer, du engang høster. –
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig baade i stort og i lidt.
Gaar Lykken imod, saa har en dog Æren
af sit Levnets Førsel i Samklang med Læren. –
Nu hjemad! Lad Vejen falde bratt og trang;
lad Skjæbnen længe nok te sig spydig; –
gamle Peer Gynt gaar sin egen Gang
og blir den han er; fattig men dydig.
Han gaar.
​
HU: 205
Bakke med et udtørret Elveleje. En sammenstyrtet Kværn ved Elven. Grunden oppreven; Ødelæggelse rundt om. Højere oppe en stor Gaard.
Oppe ved Gaarden holdes Auktion. Megen Almue samlet. Drikk og Støj. Peer Gynt sidder nede paa en Grushoug paa Kværnetomten.
​
HIS: 697
PEER GYNT
Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt. –
Tiden tærer og Elven skjær.
Gaa udenom, sa’e Bøjgen; – en faar saa her.
EN SØRGEKLÆDT MAND
Nu er der bare Skrammel igjen.
(faar Øje paa Peer Gynt)
Er her Fremmedfolk og? Gud signe, go’e Ven!
PEER GYNT
Godt Møde! Her er rigtig lystigt idag.
Er her Barselgilde eller Bryllupslag?
​
1.utg: 212
DEN SØRGEKLÆDTE
Jeg vil heller kalde det Hjemkommerøl; –
Bruden ligger i et Ormebøl.
PEER GYNT
Og Orme rives om Trevler og Klude.
DEN SØRGEKLÆDTE
Det er Enden paa Visen; saa er den ude.
PEER GYNT
Alle Viser har samme Slut;
og alle er de gamle; jeg kunde dem som Gut.
EN TYVEAARIG med en Støbeske
Her skal I se, hvad Stas jeg har kjøbt!
I den har Peer Gynt sine Sølvknapper støbt.
​
HIS: 698
EN ANDEN
Men jeg da! En Skilling for Pengeskjæppen!
EN TREDJE
Ingen bedre? Halvfemte for Kramkarl-Skræppen!
PEER GYNT
Peer Gynt? Hvem var han?
DEN SØRGEKLÆDTE
Jeg bare ved,
han var Svoger till Døden og till Aslak Smed.
​
HU: 206
EN GRAAKLÆDT MAND
Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
DEN SØRGEKLÆDTE
Du glemmer, paa Hæggstad var en Stabburdør.
​
1.utg: 213
DEN GRAAKLÆDTE
Ja, sandt; men du var nu aldrig kræsen.
DEN SØRGEKLÆDTE
Bare hun ikke taer Døden ved Næsen –
DEN GRAAKLÆDTE
Kom, Svoger! En Dram, for Svogerskabs Skyld!
DEN SØRGEKLÆDTE
Fanden være Svoger! Du væver i Fyld –
DEN GRAAKLÆDTE
Aa, Sludder; Blodet er aldrig saa tyndt,
en kjender sig altid i Slægt med Peer Gynt.
(trækker afsted med ham)
​
HIS: 699
PEER GYNT sagte
En træffer nok Kjendinger.
EN GUT raaber efter den sørgeklædte
Salig Moer
kommer efter dig, Aslak, hvis du Svælget fugter.
PEER GYNT rejser sig
Her gjælder nok ikke Agronomernes Ord:
jo mere en roder, des bedre det lugter.
EN GUT med et Bjørneskind
Se Katten paa Dovre! Ja, bare Fellen.
Det var den, som jog Troldet paa Julekvelden.
​
1.utg: 214
EN ANDEN med en Rensdyrskalle
Her er den gjilde Renbukk, som bar
Peer Gynt ved Gjendin over Egg og Skar.
EN TREDJE med en Hammer, raaber till den sørgeklædte
Hej, du Aslak, kjender du Slæggen?
Var det den, du brugte, da Fanden brød Væggen?
​
HU: 207
EN FJERDE tomhændet
Mads Moen, her er Usynlighedskuften!
Med den fløj Peer Gynt og Ingrid i Luften.
PEER GYNT
Brændevin, Gutter! Jeg kjender mig gammel; –
jeg vil holde Auktion over Skrab og Skrammel!
​
HIS: 700
EN GUT
Hvad har du at sælge?
PEER GYNT
Jeg har et Slot; –
det ligger i Ronden; det er muret godt.
GUTTEN
En Knapp er buden!
PEER GYNT
Du faar gaa till en Dram.
At byde mindre, var Synd og Skam.
EN ANDEN
Han er lystig, Gamlen!
Flokken stimler om ham.
​
1.utg: 215
PEER GYNT raaber
Grane, min Hest; –
hvem byder?
EN I HOBEN
Hvor gaar han?
PEER GYNT
Langt i Vest!
Mod Nedgangen, Gutter! Den Traver kan flyve
saa fort, saa fort, som Peer Gynt kunde lyve.
STEMMER
Hvad mere har du?
PEER GYNT
Baade Guld og Skrab!
Det er kjøbt med Forlis; det sælges med Tab.
​
HIS: 701
EN GUT
Raab opp!
PEER GYNT
En Drøm om en Spændebog!
Den kan I faa for en Hægtekrog.
GUTTEN
Fanden med Drømme!
PEER GYNT
Mit Kejserdom!
Jeg kaster det i Flokken; I kan gramse derom!
​
HU: 208
GUTTEN
Følger Kronen med?
​
1.utg: 216
PEER GYNT
Af det dejligste Straa.
Den vil passe den første, som sætter den paa.
Hej, her er mer! Et vindlagt Ægg!
En Galmands Graahaar! Profetens Skjægg!
Alt skal han faa, som viser mig paa Hejen
Stolpen med Paaskrift: her gaar Vejen!
LENSMANDEN som er kommen till
Du bærer dig ad, min Mand, saa næsten
jeg tror din Vej gaar bent i Arresten.
PEER GYNT med Hatten i Haanden
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
LENSMANDEN
Hvad Sludder –
​
HIS: 702
PEER GYNT
Med Forlov! Jeg beer saa tyndt –!
LENSMANDEN
Aa, der siges, han var en vederstyggelig Digter –
PEER GYNT
En Digter –?
LENSMANDEN
Ja, – alt, som var stærkt og stort,
det digted han ihob, at han havde gjort.
Men undskyld, Ven, – jeg har andre Pligter –
(gaar)
PEER GYNT
Og hvor er han nu, den mærkelige Mand?
​
1.utg: 217
EN ALDRENDE
Han foer over Havet till et fremmed Land;
der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; –
nu er han for mange Aar siden hængt.
PEER GYNT
Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv till det sidste.
(hilser)
​
HU: 209
Farvel, – og mangfoldig Takk for idag!
(gaar nogle Skridt, men standser igjen)
I glade Gutter, I væne Kvinder, –
vil I høre en Skrøne till Vederlag?
FLERE
Ja, kan du nogen?
​
HIS: 703
PEER GYNT
Der er intet till Hinder. –
(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed Mine over ham)
I San Franzisco jeg grov efter Guld.
Hele Byen var af Gjøglere fuld.
En kunde gnide paa Fiol med Tæerne;
en anden kunde danse spansk Halling paa Knæerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde Vers
mens hans Hjerneskal blev boret igjennem paatvers.
Till Gjøgler-Stævnet kom ogsaa Fanden; –
vilde prøve sin Lykke, som saa mangen anden.
Hans Fag var det: paa en skuffende Vis
at kunne grynte som en virkelig Gris.
Hans Personlighed trak, skjønt han ej var kjendt.
Huset var fuldt og Forventningen spændt.
​
1.utg: 218
Frem traadte han i Kappe med svajende Fliger;
man muss sich drappieren, som Tydskeren siger.
Men ind under Kappen, – hvad ingen vidste, –
havde han forstaaet en Gris at liste.
Og nu begyndte da Præstationen.
Fanden, han kneb; og Grisen gav Tonen.
Det hele blev holdt som en Fantasi
over Grise-Tillværelsen, bunden og fri; –
till Slutning et Hvin, som ved Slagterens Stikk; –
hvorpaa Kunstneren bukked ærbødigt, og gik. –
Emnet blev af Fagmænd drøftet og dømt;
Stemningen blev baade lastet og berømt; –
nogle fandt Røstens Udtrykk for tyndt;
andre fandt Dødsskriget altfor studeret; –
​
HU: 210
men alle var enige om: qva Grynt
var Præstationen yderst outreret. –
​
HIS: 704
Se, det fik Fanden fordi han var dum
og ikke beregned sit Publikum.
Han hilser og gaar. Der falder en usikker Stillhed over Mængden.
Pinseaften. – Inde paa Storskogen. Længere borte, paa en Ryddningsplads, en Hytte med Rensdyrhorn over Dørgavlen.
Peer Gynt kryber i Holtet og sanker Jordløg.
PEER GYNT
Dette her er et Standpunkt. Hvor er det næste? –
Alt skal en prøve, og vælge det bedste.
Jeg har saa gjort, – oppe fra Cæsar
og nedover lige till Nebukadnezar.
Saa skulde jeg dog gjennem Bibelhistorien. –
Den gamle Gutten fik ty till sin Moer igjen.
​
1.utg: 219
Der staar jo ogsaa: af Jord est du kommen. –
Hvad det gjælder i Livet, er at fylde Vommen.
Fylde den med Jordløg? Det lidet moner; –
jeg vil være listig og sætte Doner.
Her er Vand i Bækken; jeg skal ikke tørste,
og faar dog mellem Vilddyr regnes for den første.
Naar jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –
saa kryber jeg under et vindfældt Træ;
som Bamsen en Løvhoug jeg over mig kaver
og risper i Barken med store Bogstaver:
Her hviler Peer Gynt, den skikkelige Fyr,
Kejser over alle de andre Dyr. –
Kejser?
(ler indvendig)
Du gamle Spaamands-Gjøg!
​
HIS: 705
Du er ingen Kejser; du er en Løg.
Nu vil jeg skalle dig, kjære min Peer!
​
HU: 211
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en Løg og plukker Svøb for Svøb af)
Der ligger det ydre forrevne Lag;
det er Havsnødsmanden paa Jollens Vrag.
Her er Passager-Svøbet skralt og tyndt; –
har dog i Smagen en Snev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi Guldgraver-jeget;
Saften er væk, – om det nogen har ejet.
Dette Grovskind her med den haarde Flig,
det er Pelsværksjægren ved Hudsons-Vik.
Det indenfor ligner en Krone; – ja Takk!
Det kaster vi væk uden vidre Snakk.
Her er Oldtidsgranskeren, kort, men kraftig.
​
1.utg: 220
Og her er Profeten, færsk og saftig.
Han stinker, som skrevet staar, af Løgne,
saa en ærlig Mand kan faa Vand i Øjne.
Dette Svøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er Herren, der leved i Fryd og Gammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte Streger; –
svart kan ligne baade Prest og Neger.
(plukker flere paa engang)
Det var en ustyrtelig Mængde Lag!
Kommer ikke Kjærnen snart for en Dag?
(plukker hele Løgen opp)
Nej-Gud om den gjør! Till det inderste indre
er altsammen Lag, – bare mindre og mindre. –
Naturen er vittig!
(kaster Resterne fra sig)
Fanden maatte gruble!
Gaar en i Tanker, kan en lettvindt snuble.
​
HIS: 706
Naa, jeg kan forresten ad Faren flire; –
for jeg ligger bundfast paa alle fire.
( kløer sig i Nakken)
Underligt Stell, det hele Røre!
​
HU: 212
Livet, som det kaldes, har en Ræv bag Øre.
Men griber en till, sætter Mikkel paa Spring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
(han er kommen i Nærheden af Hytten, faar Øje paa den og studser)
Denne Stuen? Paa Moen –! Haa!
(gnider Øjnene)
Det er plent,
som jeg engang skulde det Byggværk kjendt. –
Rensdyrskallen, som spriker over Gavlen – –!
En Havfrue, skabt som en Fisk fra Navlen –!
​
1.utg: 221
Løgn! Ingen Havfrue! – Nagler, – Planker, –
Laas, som lukker for Nissebukk-Tanker –!
SOLVEJG synger i Stuen
Nu er her stellet till Pinsekveld.
Kjære Gutten min, langt borte, –
kommer du vel?
Har du tungt at hente,
saa und dig Frist; –
jeg skal nok vente;
jeg lovte saa sidst.
PEER GYNT rejser sig stille og dødbleg
En, som har husket, – og en, som har glemt.
En, som har mistet, – og en, som har gjemt. –
O, Alvor! – Og aldrig kan det leges om!
O, Angst! – Her var mit Kejserdom!
(løber ind over Skogstien)
​
HIS: 707
Natt. – Furumo. En Skogbrand har hærget. Forkullede Træstammer milevidt indover. Hvide Taager hist og her over Skogbunden.
Peer Gynt løber over Moen.
PEER GYNT
Aske, Skodde, Støv for Vinden, –
her er nok at bygge af!
Stank og Raaddenskab for inden;
​
HU: 213
alt ihob en kalket Grav.
Digt og Drøm og dødfødt Viden
lægger Fod om Pyramiden;
over den skal Værket højne
​
1.utg: 222
sig med Trappetrin af Løgne.
Flugt for Alvor, Sky for Anger,
som et Skilt paa Toppen pranger,
fylder Domsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(lytter)
Hvad for Graad af Barnerøster?
Graad, men halvt paa Vej till Sang. –
Og for Foden triller Nøster –!
(sparker)
Væk! I gjør mig Stien trang!
NØSTERNE paa Jorden
Vi er Tanker;
du skulde tænkt os; –
Pusselanker
du skulde skjænkt os!
​
HIS: 708
PEER GYNT gaar udenom
Livet har jeg skjænkt till en: –
det blev Fusk og skjæve Ben!
NØSTERNE
Tillvejrs vi skulde
som skakende Røster, –
og her maa vi rulle
som Graagarns-Nøster.
PEER GYNT snubler
Nøste! Dit fordømte Drog!
Spænder du for Faer din Krog?
(flygter)
​
1.utg: 223
VISSNE BLADE flyver for Vinden
Vi er et Løsen;
du skulde stillet os!
Se, hvor Døsen
​
HU: 214
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædt os
i alle Bugter;
vi fik aldrig spredt os
som Krans om Frugter.
PEER GYNT
Faafængt var dog ej jer Fødsel; –
lægg jer stillt og tjen till Gjødsel.
​
HIS: 709
SUSNING I LUFTEN
Vi er Sange;
du skulde sunget os! –
Tusende Gange
har du kuget og tvunget os.
I din Hjertegrube
har vi ligget og ventet; –
vi blev aldrig hentet.
Gift i din Strube!
PEER GYNT
Gift i dig, dit dumme Stev!
Fik jeg Tid till Vers og Væv?
(skyder Snarvej)
DUGGDRAABER drysser fra Grenene
Vi er Taarer,
der ej blev fældte.
​
1.utg: 224
Isbrodd, som saarer,
kunde vi smelte.
Nu sidder Brodden
i Bringen lodden; –
Saaret er lukket;
vor Magt er slukket.
PEER GYNT
Takk; – jeg græd i Rondesvalen, –
fik dog lige fuldt paa Halen!
​
HIS: 710
BRÆKKEDE STRAA
Vi er Værker;
du skulde øvet os!
​
HU: 215
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
Paa yderste Dagen
vi kommer i Flok
og melder Sagen, –
saa faar du nok!
PEER GYNT
Kjæltringstreger! Tør I skrive
mig tillbogs det negative?
(haster afsted)
AASES STEMME langt borte
Tvi, for en Skydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, Gut; –
styggt har den æltet mig. –
Galt har du kjørt mig.
​
1.utg: 225
Peer, hvor er Slottet?
Fanden har forført dig
med Kjæppen i Kottet!
PEER GYNT
Bedst, en Stakkar væk sig skynder.
Skal en bære Fandens Synder,
maa en snart i Bakken segne; –
de er tunge nok, ens egne.
(løber)
​
HIS: 711
Et andet Strøg paa Moen.
PEER GYNT synger
En Graver! En Graver! Hvor er I, Hunde?
En Sang af brægende Klokkermunde;
om Hatteskyggen en Sørgeflig; –
jeg har mange døde; jeg skal følge Lig!
​
HU: 216
Knappestøberen med Redskabskiste og en stor Støbeske kommer fra en Sidevej.
KNAPPESTØBEREN
Godt Møde, Gubbe!
PEER GYNT
God Kveld, min Ven!
KNAPPESTØBEREN
Karlen har Hastværk. Hvor skal han hen?
PEER GYNT
Till Gravøl.
KNAPPESTØBEREN
Ja saa? Lidt skralt jeg ser; –
med Forlov, – du heder vel ikke Peer?
​
1.utg: 226
PEER GYNT
Peer Gynt, som man siger.
KNAPPESTØBEREN
Det kalder jeg Held!
Det er nettopp Peer Gynt, jeg skal hente ikveld.
​
HIS: 712
PEER GYNT
Skal du det? Hvad vil du?
KNAPPESTØBEREN
Her kan du se;
jeg er Knappestøber. Du skal i min Ske.
PEER GYNT
Hvad skal jeg i den?
KNAPPESTØBEREN
Du skal smeltes om.
PEER GYNT
Smeltes?
KNAPPESTØBEREN
Her er den, skuret og tom.
Din Grav er gravet, din Kiste bestillt.
I Skrotten skal Ormene leve gjildt; –
men jeg har Ordre till, uden Dvælen
paa Mesters Vegne at hente Sjælen.
PEER GYNT
Ugjørligt! Saadan foruden Varsel –!
​
HU: 217
KNAPPESTØBEREN
Det er gammel Vedtægt ved Gravøl og Barsel
i Stillhed at vælge Dagen till Festen,
uden ringeste Varsel for Hædersgjæsten.
​
1.utg: 227
PEER GYNT
Ja, rigtig. Det rundt i min Hjerne løber.
Du er jo –?
​
HIS: 713
KNAPPESTØBEREN
Det hørte du; – Knappestøber.
PEER GYNT
Forstaar! Kjært Barn har mange Navne.
Ja saa da, Peer; det er der, du skal havne!
Men dette, go’e Karl, er uredelig Færd!
Jeg ved, jeg er mildere Medfart værd; –
jeg er ikke saa gal, som I kanske tror, –
har øvet adskilligt godt her paa Jord; –
i værste Fald kan jeg kaldes en Flynder, –
men slettikke nogen særdeles Synder.
KNAPPESTØBEREN
Nej, det er jo nettopp Knuden, Mand;
du er ingen Synder i højere Forstand;
se, derfor slipper du Pinsels-Veen,
og kommer, som andre, i Støbeskeen.
PEER GYNT
Kald det, hvad du vil, – Ske eller Pøl;
Mungaat og Bjor er beggeto Øl.
Vig, Satan!
KNAPPESTØBEREN
Du er da vel aldrig saa grov
at tænke, jeg traver paa en Hestehov?
PEER GYNT
Paa Hestehov eller Ræveklør, –
pakk dig; og pass dig for hvad du gjør!
​
1.utg: 228
​
HIS: 714
​
HU: 218
KNAPPESTØBEREN
Min Ven, du er i en stor Vildfarelse.
Begge har vi Hast, og till Tidsbesparelse
skal jeg forklare dig Sagens Grund.
Du er, som jeg har af din egen Mund,
ikke nogen saakaldt storartet Synder, –
ja, knappt en middels –
PEER GYNT
Se, se; du begynder
at snakke rimeligt –
KNAPPESTØBEREN
Vent nu lidt; –
men at kalde dig dydig, vilde gaa for vidt –
PEER GYNT
Det gjør jeg jo heller ikke Fordring paa.
KNAPPESTØBEREN
Altsaa midt imellem, og saa som saa.
En Synder af det rigtig storladne Slags
træffes ikke langs Alfarvej nutilldags;
der skal mere till, end at traske i Dynd;
der kræves baade Kraft og Alvor till en Synd.
PEER GYNT
Ja, det er s’gu rigtigt, hvad du der bemærker;
en skal buse paa, som de gamle Bersærker.
KNAPPESTØBEREN
Du derimod, Ven, du tog Synden lett.
​
HIS: 715
PEER GYNT
Bare udenpaa, Ven, som et Søleskvætt.
​
1.utg: 229
KNAPPESTØBEREN
Nu blir vi enige. Svovelpølen
er ikke for jer, der plasked i Sølen –
PEER GYNT
Og følgelig, Ven, kan jeg gaa, som jeg kom?
KNAPPESTØBEREN
Nej, følgelig, Ven, skal du smeltes om.
​
HU: 219
PEER GYNT
Hvad er det for Kneb I har fundet paa
herhjemme, mens jeg i Udlandet laa?
KNAPPESTØBEREN
Skikken er gammel som Slangens Skabelse,
og beregnet paa at hindre Værdifortabelse.
Du kjender jo Haandværket, – ved vel, at tidt
kan en Støbning arte sig, rent ud sagt, skidt;
stundom blir Knapperne hæmpeløse.
Hvad gjorde saa du?
PEER GYNT
Jeg slang Skrabet væk.
KNAPPESTØBEREN
Ja vel; Jon Gynt havde Ord for at sløse
saalænge han aatte i Skjæppe og Sækk.
Men, Mester, ser du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden Mand.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
​
HIS: 716
hvad der som Raastoff kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet till en blinkende Knapp
paa Verdensvesten; men Hæmpen glap;
​
1.utg: 230
og derfor skal du i Vraggods-Kassen,
for, som det heder, at gaa over i Massen.
PEER GYNT
Du mener da vel aldrig, at faa mig gydt,
sammen med Peer og Paal, till noget nyt?
KNAPPESTØBEREN
Jo, saa min Sæl mener jeg saa.
Det har vi gjort med ikke saa faa.
Paa Kongsberg gjør de det samme med Penge,
hvis Præg er slidt ved at rulle for længe.
PEER GYNT
Men dette er jo liderligt Gnieri!
Kjære min Ven, lad mig slippe fri; –
en hæmpeløs Knapp, en blankslidt Skilling, –
hvad er det for en Mand i din Mesters Stilling?
​
HU: 220
KNAPPESTØBEREN
Aa, saasom og eftersom Aanden er i en,
saa har en jo altid Metalværdien.
PEER GYNT
Nej, siger jeg! Nej! Med Tænder og Klør
gjør jeg Modstand mod dette! Alt andet før!
KNAPPESTØBEREN
Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.
For Himlen er du ikke tillstrækkeligt luftig –
​
HIS: 717
PEER GYNT
Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke saa højt; –
men af Selvet slipper jeg ikke en Døjt.
Lad mig dømmes paa gammeldags Vis efter Loven!
​
1.utg: 231
Sætt mig en tidlang hos ham med Hoven; –
et hundrede Aar, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi Pinen er jo dog kun moralsk,
og altsaa vel ikke saa pyramidalsk.
Det er en Overgang, som skrevet staar,
og som Ræven sagde; – man venter; der slaar
en Forløsningens Stund; man træder tillbage,
og haaber imidlertid paa bedre Dage. –
Men dette andet, – at skulle gaa opp
som et Fnug i en Uvedkommendes Kropp, –
dette Støbeske-Væsen, dette gyntske Opphør, –
det sætter min inderste Sjæl i Opprør!
KNAPPESTØBEREN
Men, kjære Peer, det trænges dog ej
for Smaating at tage saa voldsomt paa Vej.
Dig selv har du aldrig været før; –
hvad skiller det saa, om tillgavns du dør?
PEER GYNT
Har jeg ikke været –? Jeg maa næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
​
HU: 221
Nej, Knappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i Nyrerne inde,
saa vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.
​
HIS: 718
KNAPPESTØBEREN
Det er ikke muligt. Her har jeg min Ordre.
Se, her staar skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit Livs Bestemmelse Trods.
I Støbeskeen med ham som mislykket Gods.
​
1.utg: 232
PEER GYNT
Hvilket Vaas! Der maa menes en anden Person.
Staar der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
KNAPPESTØBEREN
Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom saa med det gode, og spild ikke Tiden!
PEER GYNT
Nej, om jeg gjør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen at en anden var ment.
Du faar tage dig ivare, min gode Mand!
Husk paa det Ansvar, som følge kan –
KNAPPESTØBEREN
Jeg har skriftligt for mig –
PEER GYNT
Men und mig dog Frist!
KNAPPESTØBEREN
Hvad vil du med den?
PEER GYNT
Jeg vil faa bevist
at jeg var mig selv gjennem hele Livet;
og derom er det jo dog vi har kivet.
​
HIS: 719
KNAPPESTØBEREN
Bevist? Med hvad?
PEER GYNT
Med Vidner og Attester.
KNAPPESTØBEREN
Jeg er saare rædd, de blir vraget af Mester.
​
1.utg: 233
PEER GYNT
Umuligt! Forøvrigt, den Tid, den Sorg!
Kjære Mand, lad mig laane mig selv paa Borg;
​
HU: 222
jeg er snart her igjen. Kun engang man fødes;
og sig selv, som man skabtes, holder man paa.
Ja; er vi saa enige?
KNAPPESTØBEREN
Naa da, lad gaa.
Men husk, ved næste Korsvej vi mødes.
Peer Gynt løber.
Længere borte paa Moen.
PEER GYNT i fuld Fart
Tid er Penge, som skrevet staar.
Den, som nu vidste, hvor Korsvejen gaar; –
kanske er den nær, og kanske fjern.
Jorden brænder mig som gloende Jern.
Et Vidne! Et Vidne! Hvor finder jeg nogen?
Det er næsten utænkeligt her paa Skogen.
Verden er Fuskværk! Stellet er slett,
naar en Mand skal bevise sin soleklare Rett!
​
HIS: 720
En gammel kroget Gubbe med Stav i Haanden og Pose paa Nakken trasker foran ham.
GUBBEN standser
Kjære, vakkre, – en Skilling till en husvild Kall!
PEER GYNT
Undskyld; jeg har ikke Skillemynt ved Haanden –
​
1.utg: 234
GUBBEN
Prins Peer! Aa nej; saa vi træffes skal –?
PEER GYNT
Hvem er du?
GUBBEN
Han minds ikke Gamlen i Ronden?
PEER GYNT
Du er da vel aldrig –?
GUBBEN
Dovregubben, Faer!
PEER GYNT
Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!
​
HU: 223
DOVREGUBBEN
Aa, jeg er kommen saa rent paa Knæerne –!
PEER GYNT
Ødelagt?
​
HIS: 721
DOVREGUBBEN
Plyndret for Rubb og Stubb.
Her traver jeg paa Fantestien, sulten som en Skrubb.
PEER GYNT
Hurra! Sligt Vidne voxer ikke paa Træerne!
DOVREGUBBEN
Herr Prinsen er ogsaa bleven graa siden sidst.
PEER GYNT
Kjære Svigerfaer, Aarene gnager og tærer.
Naa; Streg over alle private Affærer, –
​
1.utg: 235
og, for alting, ingen Familjetvist.
Jeg var dengang en Galning –
DOVREGUBBEN
Aa ja; aa ja; –
Prinsen var ung. Og hvad gjør en ikke da?
Men klog var Prinsen, at han vraged sin Brud;
dermed har han spart sig baade Harmen og Skammen;
for siden er hun saa rent skejet ud –
PEER GYNT
Se, se!
DOVREGUBBEN
Hun gik nu for koldt Vand og Lud;
og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen.
PEER GYNT
Hvilken Trond?
​
HIS: 722
DOVREGUBBEN
Han i Valfjeldet.
PEER GYNT
Han? Aha;
det var ham, jeg lokked Sæterjenterne fra.
DOVREGUBBEN
Men Dattersøn er bleven baade fed og stor,
og har gjilde Børn over hele Landet –
​
HU: 224
PEER GYNT
Ja, kjære Mand, spar de mange Ord; –
der ligger mig paa Hjerte noget ganske andet. –
Jeg er kommen i en temmelig vanskelig Stilling,
og ønsker et Vidnesbyrd eller en Attest; –
​
1.utg: 236
se, dermed kunde Svigerfaer hjælpe mig bedst.
Jeg skal altid gjøre Udvej till en Drikkeskilling –
DOVREGUBBEN
Aa nej; kan jeg være Prinsen till Nytte?
Saa kanske jeg faar et Skudsmaal i Bytte?
PEER GYNT
Med Glæde. Jeg er noget i Betrykk for Kontanter,
og maa spinke og spare paa alle Kanter.
Men hør nu, hvad det gjælder. I mindes vel,
da jeg meldte mig som Frier i Ronden hin Kveld –
DOVREGUBBEN
Bevares, Herr Prins!
PEER GYNT
Ikke dette med Prinsen!
Men nok. I vilde med Magt og Vold
​
HIS: 723
kverve mit Syn med et Snitt i Lindsen,
og skabe mig om fra Peer Gynt till Trold.
Hvad gjorde jeg saa? Jeg satte mig imod, –
svor, jeg vilde staa paa min egen Fod;
jeg forsaged baade Elskov og Magt og Ære,
altsammen bare for mig selv at være.
Denne Kjendsgjerning, ser I, skal I sværge paa till Thinge –
DOVREGUBBEN
Nej, om jeg kan!
PEER GYNT
Hvad er det for Snakk?
DOVREGUBBEN
Han vil da vel ikke till en Løgn mig tvinge?
​
1.utg: 237
Han husker da vel, han i Troldbrogen trakk,
og smagte paa Mjøden –?
​
HU: 225
PEER GYNT
Ja, I lokked forførende; –
men jeg satte mig bestemt imod det afgjørende.
Og nettopp det skal en kjende sin Mand paa.
Det er Slutningsverset det kommer an paa.
DOVREGUBBEN
Men Slutningen, Peer, blev jo stikk imod.
PEER GYNT
Hvad er dette for Væv?
DOVREGUBBEN
Da du Ronden forlod,
saa skrev du dig bag Øret mit Valgsprogs-Mærke.
​
HIS: 724
PEER GYNT
Hvilket?
DOVREGUBBEN
Ordet, – det kløvende, stærke.
PEER GYNT
Ordet?
DOVREGUBBEN
Som skiller mellem Menneskenes Flok
og Troldenes: Trold, vær dig selv nok!
PEER GYNT viger et Skridt
Nok!
DOVREGUBBEN
Og af alle Livsens Kræfter
har du jo siden levet derefter.
​
1.utg: 238
PEER GYNT
Jeg! Peer Gynt!
DOVREGUBBEN græder
Det er utakknemmeligt!
Som Trold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt.
Ordet, jeg lærte dig, har satt dig istand
till at svinge dig tillvejrs som en holden Mand; –
og saa kommer du her og kaster paa Nakken
af mig og af Ordet, du skylder hele Takken.
​
HIS: 725
​
HU: 226
PEER GYNT
Nok! Et Bergtrold! En Egoist!
Dette her maa være Sludder; det er ganske visst!
DOVREGUBBEN trækker frem en Bunke gamle Blade
Du mener nok ikke, vi holder Aviser?
Vent; her skal du se med rødt paa sort,
hvor « Bloksbergs-Posten» dig lover og priser;
og det samme har « Heklefjelds-Tidende» gjort
alt fra den Vinter, du rejste bort. –
Vil du læse dem, Peer? Du kan gjerne faa Lov.
Her staar noget med Underskrift « Hingstehov.»
Og her: «Om det troldeligt-Nationale.»
Skribenten drager den Sandhed frem,
at det lidet kommer an paa Horn og Hale,
bare en forresten af Huden har en Rem.
«Vort nok», saa slutter han, «gier Troldets Stempel
till Manden», – og saa nævner han dig, som Exempel.
PEER GYNT
Et Bergtrold? Jeg?
​
1.utg: 239
DOVREGUBBEN
Ja, den Sagen er klar.
PEER GYNT
Kunde ligesaa gjerne blevet, hvor jeg var?
Kunde siddet i Ronden i hyggelig Ro?
Spart Slid og Møje og mange Par Sko?
Peer Gynt – et Trold? – Det er Væv! Det er Snakk!
Farvel! Der har du en Skilling till Tobak.
​
HIS: 726
DOVREGUBBEN
Nej, snille Prins Peer!
PEER GYNT
Slipp! Du er gal,
eller gaar i Barndom. Søg et Hospital.
DOVREGUBBEN
Aa, det er nettopp det, som jeg søger.
Men Dattersøns Afkom, som jeg før har sagt,
har faaet her i Landet slig svare Magt;
og de siger, jeg bare er till i Bøger.
Det heder jo, værst er ens egne Frænder;
​
HU: 227
jeg, Stakkar, faar føle, det Ord er sandt.
Det er haardt at gjælde for Digt og Tant –
PEER GYNT
Kjære Mand, der er flere, det Uheld hænder.
DOVREGUBBEN
Og vi selv har slett ingen Hjælpekasse,
ingen Spareskillingsgris eller Fattigblokk; –
i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.
​
1.utg: 240
PEER GYNT
Nej, der gjaldt det Fandens: vær dig selv nok!
DOVREGUBBEN
Aa, Prinsen kan da ikke klage paa Ordet.
Og hvis han paa en eller anden Boug –
PEER GYNT
Min Mand, du er rent paa det gale Sporet;
jeg staar selv, som man siger, paa en nøgen Houg –
​
HIS: 727
DOVREGUBBEN
Det er da ikke muligt? Er Prinsen Fant?
PEER GYNT
Tillbunds. Mit prinselige Jeg staar i Pant.
Og det er jer Skyld, I forbandede Trolde!
Der ser man, hvad daarligt Selskab kan volde.
DOVREGUBBEN
Saa dratted da Haabet af Pinden ned igjen!
Farvel! Det blir bedst, jeg till Byen mig fægter –
PEER GYNT
Hvad vil du der?
DOVREGUBBEN
Jeg vil gaa till Komedien.
De søger i Bladet nationale Subjekter –
PEER GYNT
Lykke paa Rejsen; og hils fra mig.
Kan jeg rive mig løs, gaar jeg samme Vej.
Jeg skriver en Farce, baade gal og grundig;
den skal hede: « Sic transit gloria mundi.»
(løber bortover Vejen; Dovregubben raaber efter ham)
​
1.utg: 241
​
HU: 228
Ved en Korsvej.
PEER GYNT
Nu gjælder det, Peer, som det aldrig har gjældt!
Dette dovriske nok, det har Dommen fældt.
Skuden er Vrag; en faar flyde paa Stumperne.
Alt andet; kun ikke mellem Vraggods-Klumperne!
​
HIS: 728
KNAPPESTØBEREN paa Vejskillet
Naa da, Peer Gynt, hvor er saa Attesten?
PEER GYNT
Har vi Korsvejen her? Det var fort bestillt!
KNAPPESTØBEREN
Jeg kan se paa dit Ansigt, som paa et Skilt,
hvad Seddelen siger, før jeg har læst den.
PEER GYNT
Jeg blev kjed af det Rend; – en kan gaa sig vild –
KNAPPESTØBEREN
Ja; og desuden, hvad fører det till?
PEER GYNT
Sandt nok; paa Skogen ved Nattetid –
KNAPPESTØBEREN
Der trasker dog en Gamling. Skal vi kalde ham hid?
PEER GYNT
Nej; lad ham gaa. Han er drukken, kjære!
KNAPPESTØBEREN
Men kanske han kunde –
PEER GYNT
Hyss; nej, – lad være!
​
1.utg: 242
KNAPPESTØBEREN
Ja, taer vi saa fatt?
​
HIS: 729
PEER GYNT
Et Spørgsmaal blot.
Hvad er det «at være sig selv» igrunden?
KNAPPESTØBEREN
Et underligt Spørgsmaal, især i Munden
paa en Mand, der nylig –
PEER GYNT
Svar kort og godt.
​
HU: 229
KNAPPESTØBEREN
At være sig selv, er: sig selv at døde.
Dog, paa dig er sagtens den Forklaring spildt;
og derfor, lad det kaldes: overalt at møde
med Mesters Mening till Udhængsskilt.
PEER GYNT
Men den, som nu aldrig at vide fik,
hvad Mester har ment med ham?
KNAPPESTØBEREN
Det skal han ane.
PEER GYNT
Men hvor ofte slaar ikke Anelser Klikk, –
og saa gaar man ad undas midt paa sin Bane.
KNAPPESTØBEREN
Tillvisse, Peer Gynt; i Anelsens Mangel
har Fyren med Hoven sin bedste Angel.
PEER GYNT
Dette her er en yderlig filtret Affære. –
Hør; jeg gjør Afkald paa, mig selv at være; –
​
1.utg: 243
det tør kanske falde svært at faa det bevist.
​
HIS: 730
Jeg betragter den Del af Sagen som forlist.
Men nylig, da jeg vandred her saa ensom paa Moen,
følte jeg et Trykk af Samvittigheds-Skoen;
jeg sagde till mig selv: du er dog en Synder –
KNAPPESTØBEREN
Nu lader det jo, som du forfra begynder –
PEER GYNT
Aldeles ikke; jeg mener en stor;
ikke blot i Gjerning, men i Lyster og Ord.
I Udlandet har jeg levet forbistret –
KNAPPESTØBEREN
Kan være; men maatte jeg faa se Registret?
PEER GYNT
Ja, und mig blot Frist; jeg vil søge Presten,
og skrifte i en Fart og bringe dig Attesten.
​
HU: 230
KNAPPESTØBEREN
Ja, bringer du den, saa er det jo klart,
at du blir for Støbeske-Historien spart.
Men Ordren, Peer –
PEER GYNT
Papiret er gammelt;
det hidrører visst fra et ældre Datum; –
der var engang jeg leved saa slappt og vammelt,
og spilled Profet og trode paa Fatum.
Ja, faar jeg saa prøve?
​
HIS: 731
KNAPPESTØBEREN
Men –!
​
1.utg: 244
PEER GYNT
Kjære, snille, –
du har dog visst ikke stort at bestille.
Her i Distriktet er jo Luften saa gjæv; –
den lægger till Befolkningens Alder en Alen.
Husk paa, hvad Justedals-Presten skrev:
«det er skjeldent, at nogen døer her i Dalen.»
KNAPPESTØBEREN
Till næste Korsvej; men saa ikke længer.
PEER GYNT
En Prest, om jeg saa skal gribe ham med Tænger!
Han løber.
Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter Højdedraget.
PEER GYNT
Den tør være nyttig till mange Ting,
sa’e Esben, han tog opp en Skjæreving.
Hvem kunde tænkt at ens Syndegjæld
skulde fri en af Klemmen den sidste Kveld?
Naa, Sagen blir rigtignok lige fuldt kilden;
for det bærer igrunden fra Asken i Ilden; –
men der er jo et Ord, som har Hævdens Daab, –
der siges: saalænge der er Liv, er der Haab.
​
HIS: 732
En mager Person i højt oppkiltret Prestekjole og med et Fuglefængernett over Skuldren løber langsefter Bakken.
​
HU: 231
PEER GYNT
Hvem der? En Prest med et Fuglegarn!
Hej, hopp! Jeg er Lykkens Kjælebarn!
God Aften, Herr Pastor! Stien er fæl –
​
1.utg: 245
DEN MAGRE
Ja visst; men hvad gjør man ikke for en Sjæl?
PEER GYNT
Aha; der er en, som skal himle?
DEN MAGRE
Nej;
jeg haaber, han er paa en anden Vej.
PEER GYNT
Herr Pastor, faar jeg slaa Følge et Stykke?
DEN MAGRE
Rett gjerne; Selskab er efter mit Tykke.
PEER GYNT
Jeg har noget paa Hjerte –
DEN MAGRE
Heraus! Lægg an!
PEER GYNT
De ser her for Dem en skikkelig Mand.
Statens Lov har jeg redeligt holdt;
har aldrig siddet i Jern og Bolt; –
dog, stundom taber man Fodefæste
og snubler –
​
HIS: 733
DEN MAGRE
Ak ja; det hænder de bedste.
PEER GYNT
Se, disse Smaating –
DEN MAGRE
Kun Smaating?
​
1.utg: 246
PEER GYNT
Ja;
Synder en gros har jeg holdt mig ifra.
DEN MAGRE
Ja, kjære Mand, lad mig saa i Ro; –
jeg er ikke den, De synes at tro. –
De ser paa mine Fingre? Hvad finder De ved dem?
PEER GYNT
Et mærkelig udvikklet Neglesystem.
DEN MAGRE
Og nu da? De skotter mod Foden ned?
​
HU: 232
PEER GYNT peger
Er den Hoven naturlig?
DEN MAGRE
Det smigrer jeg mig med.
PEER GYNT letter paa Hatten
Jeg skulde svoret paa, De var en Prest;
og saa har jeg den Ære –. Naa, bedst er bedst; –
staar Salsdøren aaben, – sky Kjøkkenvejen;
kan du træffe Kongen, – gaa udenom Lakejen.
​
HIS: 734
DEN MAGRE
Et Haandtrykk! De synes mig fordomsfri.
Naa, kjære; hvad kan jeg saa tjene Dem i?
Ja, De maa ikke bede mig om Magt eller Penge.
Sligt kan jeg ikke skaffe om De vilde mig hænge.
De kan ikke tro, hvilken Flauhed i Forrettningen; –
​
1.utg: 247
det er gaaet saa rent tillagters med Omsættningen;
ingen Tillgang paa Sjæle; kun i Ny og Næ
en enkelt –
PEER GYNT
Har Slægten saa mærkeligt forbedret sig?
DEN MAGRE
Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; –
de fleste kommer i en Støbeske.
PEER GYNT
Naa ja, – den Ske har jeg hørt lidt om;
det var egentlig i den Anledning, jeg kom.
DEN MAGRE
Tal frit!
PEER GYNT
Hvis det ikke var ubeskedent,
saa ønsked jeg gjerne –
DEN MAGRE
Et Tillholdssted? Hvad?
PEER GYNT
De har gjættet min Bøn forinden jeg bad.
Bedriften gaar jo, som De siger, vredent;
og kanske De derfor ikke taer det saa nøje –
​
HIS: 735
DEN MAGRE
Men, kjære –
​
HU: 233
PEER GYNT
Mine Fordringer er ikke høje.
Nogen Løn er egentlig ingen Nødvendighed;
kun en venlig Omgang efter Sted og Omstændighed –
​
1.utg: 248
DEN MAGRE
Varmt Værelse?
PEER GYNT
Ikke for varmt; – og helst
Adgang till at gaa igjen frank og frelst, –
Rett till, som man siger, at træde tillbage,
naar der byder sig en Lejlighed till bedre Dage.
DEN MAGRE
Min kjære Ven, det gjør mig sandelig ondt;
men De kan ikke tro, hvilken Mængde Suplikker
af lignende Indhold mig Godtfolk skikker,
naar de skal bort fra sin jordiske Dont.
PEER GYNT
Men naar jeg betænker min forrige Vandel,
saa er jeg en adgangsberettiget Mand –
DEN MAGRE
Det var jo kun Smaating –
PEER GYNT
I en viss Forstand; –
dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev Negerhandel –
​
HIS: 736
DEN MAGRE
Der er dem, som drev Handel med Viljer og Sind,
men gjorde det vaaset, og slap altsaa ikke ind.
PEER GYNT
Jeg har skibet nogle Bramafigurer till Kina.
DEN MAGRE
Atter Bedemandsstil! Sligt gjør vi kun Grin af.
Der er Folk, som skiber ud fælere Figurer
​
1.utg: 249
i Prækener, i Kunster og i Literaturer, –
de maa dog staa udenfor –
PEER GYNT
Ja, men ved
De hvad, – jeg har gaaet og spillet Profet!
​
HU: 234
DEN MAGRE
I Udlandet? Humbug! De flestes Seen
ins Blaue slutter i Støbeskeen.
Har De ikke andet at støtte Dem till,
saa kan jeg ikke huse Dem, saa gjerne jeg vil.
PEER GYNT
Jo, hør nu; i Havsnød, – jeg sad paa et Hvælv, –
og der staar jo: den drukknende griber efter Sivet, –
endvidere staar der: man er nærmest sig selv, –
og saa skillte jeg halvvejs en Kokk ved Livet.
DEN MAGRE
Jeg var tillfreds, De en Kokkepige
havde halvvejs skillt ved noget andet tillige.
Hvad er dette her for en Halvvejs-Snakk,
med Respekt at sige? Hvem, mener De, gider
​
HIS: 737
ødsle det dyre Brændsel, i Tider
som disse, paa saadant stemningsløst Rakk?
Ja, bliv ikke vred; Deres Synder gjaldt Skosen;
og undskyld, at jeg taler saa rent ud af Posen. –
Hør, kjæreste Ven, slaa ud den Tand;
og gjør Dem med Støbeske-Tanken fortrolig.
Hvad vandt De, om jeg skaffed Dem Kost og Bolig?
Tænk efter; De er en fornuftig Mand.
Ja, Mindet beholdt De; den Satts er sand; –
​
1.utg: 250
men Udsigten over Erindringens Land
blev, baade for Hjerte og for Forstand,
hvad Svensken kalder « bra litet rolig.»
De har intet hverken till at hyle eller smile over;
intet till at juble eller fortvivle over;
intet, som kan gjøre Dem kold eller hed;
bare saadant noget till at ærgre Dem med.
PEER GYNT
Der staar skrevet: det er ikke grejdt at forstaa,
hvor Skoen trykker, naar en ikke har den paa.
DEN MAGRE
Det er sandt; jeg har, – den og den være Lov, –
​
HU: 235
kun for en umage Støvle Behov.
Men det var heldigt, jeg nævnte Støvler;
det minder mig om, at jeg maa afsted; –
jeg skal hente en Steg, som jeg haaber blir fed;
det er nok ikke værd, jeg staar her og vrøvler –
PEER GYNT
Og turde man spørge, hvad Synde-Foer
har mæsket den Karl?
​
HIS: 738
DEN MAGRE
Saa vidt jeg tror,
har han været sig selv om Natten som om Dagen;
og det er igrunden dog Hovedsagen.
PEER GYNT
Sig selv? Sogner det Slags Folk under Dem?
DEN MAGRE
Som det falder sig; Porten staar ialfald paa Klem.
​
1.utg: 251
Husk paa, man kan være paa to Slags Vis
sig selv; være Vrangen eller Retten af Kjolen.
De ved, man har nylig fundet paa i Paris
at gjøre Portræter ved Hjælp af Solen.
Enten kan man direkte Billeder give,
eller ogsaa de saakaldt negative.
De sidste faar omvendt Lys og Skygge,
og synes for almindelige Øjne stygge;
men Ligheden hviler dog ogsaa i dem,
og det gjælder ikke andet, end at faa den frem.
Har nu en Sjæl sig fotograferet
i sit Levnets Førsel ad negativ Vej,
saa blir ikke Pladen derfor kasseret, –
man skikker den ganske simpelt till mig.
Jeg taer den da for mig till fortsatt Behandling;
og ved passende Midler sker en Forvandling.
Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,
med Svovl og med lignende Ingredienser,
till Billedet kommer, som Pladen skulde give, –
nemlig det, der kaldes det positive.
​
HU: 236
Men har man, som De, visket halvt sig ud, –
saa nytter hverken Svovl eller Kali-Lud.
​
HIS: 739
PEER GYNT
Altsaa, till Dem maa man komme som en Ravn,
for at gaa som en Rype? Tør jeg spørge, hvad Navn
staar der under det negative Kontrafej,
som De nu skal føre over paa positiv Vej?
DEN MAGRE
Der staar Peter Gynt.
​
1.utg: 252
PEER GYNT
Peter Gynt? Ja saa!
Er Herr Gynt sig selv?
DEN MAGRE
Ja, det bander han paa.
PEER GYNT
Naa; troværdig er han, den samme Herr Peter.
DEN MAGRE
De kjender ham kanske?
PEER GYNT
Aa-ja, som det heder; –
man kjender jo saa mange.
DEN MAGRE
Min Tid er knapp;
hvor saa De ham sidst?
PEER GYNT
Det var nede paa Kap.
DEN MAGRE
Di buona speranza?
​
HIS: 740
PEER GYNT
Ja, men derfra sejler
han nok med det første, hvis ikke jeg fejler.
DEN MAGRE
Saa maa jeg derned paa staaende Fod.
Gid jeg nu bare betids ham fanger!
Det Kapland, det Kapland var mig altid imod; –
der findes nogle slemme Missionærer fra Stavanger.
Han farer sydover.
​
1.utg: 253
PEER GYNT
Den dumme Hund! Der sætter han paa Sprang
med Tungen af Halsen. Jo, Næsen blir lang.
Det var mig en Fryd at narre det Asen.
​
HU: 237
Slig Karl gjør sig kostbar og spiller Basen!
Han har rigtig noget at gjøre sig bred af!
Haandværket skal han nok ikke bli fed af; –
snart ryger han af Pinden med hele Stasen. –
Hm, jeg sidder heller ikke fast i Sadlen;
jeg er udstødt, kan man sige, af Selvejer-Adlen.
(et Stjerneskudd skimtes; han nikker efter det)
Hils fra Peer Gynt, Broer Stjernerap!
Lyse, slukkne og forgaa i et Gab – –
(griber sig sammen som i Angst og gaar dybere ind i Taagerne; stillt en Stund, da skriger han)
Er der ingen, ingen i hele Vrimlen –,
ingen i Afgrunden, ingen i Himlen –!
(kommer frem længere nede, kaster sin Hatt paa Vejen og river sig i Haaret. Efterhaanden falder der Stillhed over ham)
​
HIS: 741
Saa usigelig fattig kan en Sjæl da gaa
tillbage till intet i det taagede graa.
Du dejlige Jord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit Græs till ingen Nytte.
Du dejlige Sol, du har sløset med
dine lysende Stænk i en folketom Hytte.
Der sad ingen derinde at varme og stemme; –
Ejeren, siger de, var aldrig hjemme.
Dejlige Sol og dejlige Jord,
I var dumme, at I bar og lyste for min Moer.
Aanden er karrig og Naturen ødsel.
Det er dyrt at bøde med Livet for sin Fødsel. –
​
1.utg: 254
Jeg vil oppad, højt, paa den bratteste Tinde;
jeg vil endnu engang se Solen rinde,
stirre mig trætt paa det lovede Land,
se at faa Snedyngen over mig kavet;
de kan skrive derover: «her er Ingen begravet;»
og bagefter, – siden –! Lad det gaa, som det kan.
​
HU: 238
KIRKEFOLK synger paa Skogstien
Velsignede Morgen,
da Gudsrigets Tunger
traf Jorden som flammende Staal!
Fra Jorden mod Borgen
nu Arvingen sjunger
paa Gudsrigets Tungemaal.
PEER GYNT kryber sammen i Skrækk
Aldrig se did! Der er Ørk og Øde. –
Jeg er rædd, jeg var død længe førend jeg døde.
(vil liste sig ind mellem Buskerne, men støder paa Korsvejen)
​
HIS: 742
KNAPPESTØBEREN
God Morgen, Peer Gynt! Hvor er Synderegistret?
PEER GYNT
Mener du ikke, jeg har hujet og plistret
alt hvad jeg aarked?
KNAPPESTØBEREN
Og ingen du traf?
PEER GYNT
Ingen, uden en rejsende Fotograf.
​
1.utg: 255
KNAPPESTØBEREN
Ja, Fristen er ude.
PEER GYNT
Alting er ude.
Uglen lugter Lunten. Kan du høre den tude?
KNAPPESTØBEREN
Det er Ottesangs-Klokken –
PEER GYNT peger
Hvad er det, som skinner?
KNAPPESTØBEREN
Bare Lys i en Stue.
PEER GYNT
Hvad er det for Sus –?
KNAPPESTØBEREN
Bare Sang af en Kvinde.
​
HIS: 743
PEER GYNT
Ja, der, – der finder
jeg Synderegistret –
KNAPPESTØBEREN griber i ham
Beskikk dit Hus!
De er kommet ud af Holtet og staar ved Hytten. Daggry.
​
HU: 239
PEER GYNT
Beskikke mit Hus? Der er det! Gaa!
Pakk dig! Var Skeen saa stor som en Kiste, –
du kan tro, den rummed ikke mig og min Liste!
​
1.utg: 256
KNAPPESTØBEREN
Till tredje Korsvejen, Peer; men saa –!
Han bøjer tillside og gaar.
PEER GYNT nærmere mod Huset
Atter og fram, det er lige langt.
Ud og ind, det er lige trangt.
(standser)
Nej! – Som en vild uendelig Klage
er det at gaa ind, gaa hjem og tillbage.
(gaar nogle Skridt, men standser igjen)
Udenom, sa’e Bøjgen!
(hører Sang i Stuen)
Nej; denne Gang
tvers igjennem, var Vejen aldrig saa trang!
​
HIS: 744
Han løber mod Huset; i det samme kommer Solvejg ud i Døren, kirkeklædt og med Salmebog i Klædet; en Stav i Haanden. Hun staar rank og mild.
PEER GYNT kaster sig ned paa Dørstokken
Har du Dom for en Synder, saa tal den ud!
SOLVEJG
Der er han! Der er han! Lovet være Gud!
(famler efter ham)
PEER GYNT
Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!
SOLVEJG
Intet har du syndet, min eneste Gut!
(famler igjen og finder ham)
​
1.utg: 257
KNAPPESTØBEREN bag Huset
Registret, Peer Gynt?
PEER GYNT
Skrig ud min Brøde!
SOLVEJG sætter sig hos ham
Livet har du gjort mig till en dejlig Sang.
​
HU: 240
Velsignet være du, at du kom engang!
Velsignet, velsignet vort Pinsemorgens-Møde!
PEER GYNT
Saa er jeg fortabt!
​
HIS: 745
SOLVEJG
Der er en, som raader.
PEER GYNT ler
Fortabt! Med mindre du kan gjætte Gaader!
SOLVEJG
Nævn dem.
PEER GYNT
Nævn dem! Hejsan! Ja visst!
Kan du sige, hvor Peer Gynt har været siden sidst?
SOLVEJG
Været?
PEER GYNT
Med Bestemmelsens Mærke paa sin Pande;
været, som han sprang i Guds Tanke frem!
​
1.utg: 258
Kan du sige mig det? Hvis ikke, maa jeg hjem, –
gaa under i de taagede Lande.
SOLVEJG smiler
O, den Gaaden er lett.
PEER GYNT
Saa sig, hvad du ved!
Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande?
Hvor var jeg, med Guds Stempel paa min Pande?
SOLVEJG
I min Tro, i mit Haab og i min Kjærlighed.
PEER GYNT studser tillbage
Hvad siger du –? Ti! Det er gjøglende Ord.
Till Gutten derinde er selv du Moer.
​
HIS: 746
SOLVEJG
Det er jeg, ja; men hvem er hans Fader?
Det er han, som for Moderens Bøn forlader.
​
HU: 241
PEER GYNT et Skjær af Lys gaar over ham, han skriger
Min Moder; min Hustru; uskyldig Kvinde! –
O, gjem mig, gjem mig derinde!
Han klynger sig fast og skjuler Ansigtet i hendes Skjød. Lang Stillhed. Solen rinder.
SOLVEJG synger sagte
Sov du, dyreste Gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage. –
​
1.utg: 259
Gutten har siddet paa sin Moders Fang.
De to har leget hele Livsdagen lang.
Gutten har hvilet ved sin Moders Bryst
hele Livsdagen lang. Gud signe dig, min Lyst!
Gutten har ligget till mit Hjerte tætt
hele Livsdagen lang. Nu er han saa trætt.
Sov du, dyreste Gutten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage.
KNAPPESTØBERENS STEMME bag Huset
Vi træffes paa sidste Korsvejen, Peer;
og saa faar vi se, om –; jeg siger ikke mer.
SOLVEJG synger højere i Dagglansen
Jeg skal vugge dig, jeg skal vaage; –
sov og drøm du, Gutten min!

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her